SVARET ER ENKELT: FOR AT UDVIDE VALGFRIHEDEN FOR DANSKE FORÆLDRE OG DERES BØRN, SOM VÆLGER AT BOSÆTTE SIG HER.
Det er godt med mange forskellige muligheder, og der er en del at vælge imellem, når det kommer til skolevalg på Solkysten. De internationale skoler har hver sin tilgang og særpræg, og de spanske folkeskoler og privatskoler ligeså. Der er også mange nationale skoler på Solkysten, hvor Danmark desværre har haltet bagud i mange år.
Nu har vi gjort noget ved det, og det har vist sig at der er behov for en dansk skole på kysten. Lige så meget som der er behov for den svenske, norske, finske, tyske og franske skole. Det faktum, at den danske skole har fordoblet antal elever de sidste tre år siger jo alt. Fra 6 elever i 2015 til 12 i 2016. Fra 24 elever sidste år til 48 elever i år.
Betyder det så, at Bifrostskolen har 96 elever næste skoleår? Det må tiden vise, men vi tror det næppe. Det er vigtigt at skolen finder sit naturlige leje, og enhver fordobling fra nu af er for stort et skridt på én gang efter vores mening. Hvis vi kigger over til vores kære naboer, Den Norske Skole, har deres elevantal ligget omkring de 100 elever i mange år efterhånden. De har fundet deres naturlige leje.
Det er en interessant tanke, om den eneste danske skole i Spanien nogensinde kan komme til at tilbyde én klasse til hver årgang ligesom en typisk folkeskole i Danmark som minimum gør......og de bliver jo kun større efterhånden. Det ville kræve minimum 150-200 elever. Costa del Sol er helt sikkert i top tre over de steder i verden hvor flest danskere er bosat udenfor Danmark. Ville flere danske familier vælge Bifrostskolen, hvis den var støttet af staten, og kun kostede det halve af hvad den gør i dag...for ikke at nævne, hvis den blev helt gratis? Ja, det tror vi på. Hvor højt et elev antal ville skolen så nå op på? Det ved vi selvfølgelig ikke, og der er heller ikke nogle udsigter til at den danske lovgivning kommer til at ændres hvad angår støtte til danske skoler i udlandet.
Hvor efterlader det så Bifrostskolen? Vi har intet imod, at kunne tilbyde alle de fordele der er ved at gå på en lille skole, hvor alle kender hinanden. Vi ser gerne, at vi fremover kan have tre klasser eller omkring 65-75 elever. Det ville betyde én klasse til hvert trin, dvs. indskoling, mellemtrin og udskoling. Viser det sig, at der bliver behov for flere elever, vil vi selvfølgelig forholde os til det. Men det skal så ske gradvist og uden hastværk for at sikre fortsat god kvalitet i undervisningen....og det aller vigtigste; tilfredse elever. Måske har skolen allerede nu fundet sit naturlige leje?