lidt om kommuner og hutilsynsvejledinger.





17. april 2021



  • Tilføjet d. 8. juli 2021: OBS - Dette indlæg er skrevet før Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) bekendtgjorde, at de er i proces med at udarbejde vejledning til kommunerne om hjemmeundervisning og tilsynet dermed. Forhåbentligt vil disse kommende vejledninger værne om hjemmeunderviseres rettigheder, og give klarere retningslinjer for det kommunale tilsyns beføjelser. FLID arbejder ihvertfald derfor.

  • De kommende vejledninger vil forhåbentlig også afstedkomme forandringer i nogle af de samfundsdynamikker vi bringer frem i indlægget her, så hjemmeundervisere ikke er så udsatte for regler/dynamikker, der vedrører andre sammenhænge end hjemmeundervisning, som nu.
  • ________________________________________________________________________________

  • (Der mangler at blive lavet korrektur på dette indlæg..)

  • Dette indlæg er 2. del af en serie på 3 dele. Det samlede indlæg omhandler primært lovgiving og kommunal forvaltning. Hensigten er IKKE at ophidse, selvom indlægget er ladet med alt muligt sprængfarligt stof, men at give indsigt i strukturelle forhold, der kan forklare en forvaltning og andre aktørers (evt. problematiske) håndtering af HUvilkår og ret. Formålet er ikke at bortforklare evt. problematisk kommunal forvaltning, men at kunne få øje på lovgivningen bag menneskers handlinger. Vi håber at kunne inspirere til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når vi skal navigere i vores egen unikke HUsituation.


Del 2. I denne del af indlægget forholder vi os primært til hvad, der kan ligge bag kommuners overordnede håndtering af deres tilsynspligt med HU, og anden lovgivning, udenfor direkte HUparagraffer, der kan være relevant at kende til i et HUforløb.





Når hjemmeundervisningen ER kommet igang bør der, efter vores mening, være øje for 3 lag i generel HUformidling - en kommunes overordnede HUtilgang og tilsynsvejledning/retningslinjer, den konkrete tilsynsførendes håndtering af tilsyn - indeholder både system og relationsperspektiv, og HU'erens selvansvarlighed og "skoleledermyndighed".


Når familier er i overgang fra skole til HU kan der være specifikke aktører, og anden lovgivning end HUparagraffer, der kan påvirke hvordan sådan en overgang forløber. Der kan også opstå særlige forløb hvis en HUtilsynsførende udtrykker bekymring for hjemmeundervisningens forsvarlighed, eller vurderer at hjemmet skal fratages retten til HU. Vi mener, at det er relevant at se på sådanne forløb som noget adskilt fra konkret alm. HUliv, og de 3 lag nævnt ovenfor, for at kunne danne et overblik, og derved kunne navigere bedst muligt i det.


I det samlede indlæg forholder vi os primært til lovgivning, der kan påvirke et overgangsforløb fra skole til HU (Del 1), hvad, der kan ligge til grund for hvordan kommuner vælger at udforme deres overordnede retningslinjer for HUtilsyn, og anden lovgivning, udenfor direkte HUparagraffer, der kan være relevant at kende til i et HUforløb af forskellige årsager (Del 2), og vi runder af med inspiration, der vedrører vilkår for konkret hverdags HUliv (Del 3).


Det samlede indlæg forholder sig ikke dybere/fyldestgørende til de systemvoldelige dynamikker lovgivning kan afstedkomme – det må få mere plads i andre indlæg. Det er desuden en relativ generaliseret lovformidling vi kaster os ud i her, og derfor vil noget måske fremkomme som basal viden for nogen, og noget andet som basal viden for andre.


Det samlede indlæg tager ikke højde for de følelser/traumer, der kan opstå på baggrund af f.eks et malplaceret underretningsforløb, og/eller følelser på baggrund af samfundsmæssige strukturelle forhold, der mærkes voldsomme/uretfærdige (ikke covid-restriktions relateret), men indlægget er ikke skrevet sådan for at underkende følelserne og de levede oplevelser. Det samlede indlæg er båret af intentionen om at udbrede kendskab til lovmæssige HUrelevante detaljer, der er indlejret i konkrete love/strukturelle forhold i vores samtid, og at inspirere til (at søge) dybere forståelse for sammenhænge, som et godt HUståsted til at kunne kommunikere relevant og selvansvarligt, med kommunalbestyrelse/HUtilsynsførende og evt. andre aktører.


I dette indlæg kigger vi, som sagt, mere overordnet på kommunernes officielle HUtilsynsvejledninger og (anden) lovgivning, og vaner, der kan ligge til grund for hvordan kommuner overordnet vælger at håndtere at lave HUtilsynvejledninger. Der vil i indlægget også være små dryp af lovgivning i forhold til hvordan en tilsynsførende/kommune skal håndtere en evt. afgørelse om fratagelse af retten til HU.



I 1. del af det samlede indlæg kom vi lidt ind på hvordan det i Serviceloven anses som omsorgssvigt hvis forældre ikke støtter deres barn til at indfri undervisningspligten, samt at det er barnets opgave at indfri undervisningspligten. (Der ligger en masse til diskussion i den henseende - for hvordan kan det vurderes retvisende om forældre ikke støtter deres barn til at indfri undervisningspligten? Er der tilstrækkeligt blik for nuancer og systemets egen rolle i en situation hvor et barn ikke kan/vil lade sig uddanne på de vilkår barnet stilles krav om at indgå i? Er det i virkeligheden ikke en del af forældreretten og ansvaret at værne om et barns/en ungs socialiseringsproces, så den kan foregå på relevant tilpasset vis? Spørgsmål vi ikke udforsker dybere her). På den vis illustreres der i Serviceloven en form for ”barnets samfundskontrakt”, der indebærer at lade sig (ud)danne og at systemet kan anse det som grundlag for underretning hvis skolebarnet ikke kan/vil leve op til den forpligtelse. Det er idag hyper relevant at råbe højt om at den samfundskontrakt, der er blevet besluttet for børn og på børns vegne med undervisningspligtens omfang, ikke er ubetinget konstruktiv og menneskelig under de vilkår den udfoldes på i vores samtid. Før i tiden var undervisningspligten bl.a. en beskyttelse af børn, så de ikke skulle arbejde fremfor at uddanne sig, og på den vis bl.a. skabe social mobilitet gennem uddannelse. Idag kan det i allerhøjeste grad diskuteres om undervisningspligten, med dens nuværende generelle vilkår, udgør en beskyttelse eller mere ligner udnyttelse/skaber udsathed. Flere familier handler på dette ved f.eks at vælge registreret hjemmeundervisning for at kunne sikre relevant tilpasset undervisning, at kunne sikre deres barn tid til modning på relevante vilkår, og/eller for at kunne sætte læringen fri fra f.eks målstyring og test/prøver. Der er absolut grund til at være taknemmelig for at vores grundlov sikrer forældreretten i den henseende.


Lad os se lidt nærmere på hvordan undervisningspligten er udvidet over tid (både formelt og uformelt), og hvad det har af betydning at der i Danmark er så overvældende socialpolitisk fokus på social mobilitet gennem læring og uddannelse - fordi det har kolossal betydning for hvordan staten vælger at forholde sig til forældreretten, hvilket igen har effekt ind i hvad kommunerne har fået tildelt af lovpligtige opgaver i forhold til børn/familier, og hvilke forforståelser kommunerne forvalter disse opgaver med.


Vi skyder lidt om os med årstal her -


I 1972 udvides undervisningspligten til 9 år. I årene op til er folkeskolen blevet en værdipolitisk kampplads, og det munder ud i skolereformen af 1975. (Vi finder det relevant at nævne dette årstal fordi forskning viser at den sociale mobilitet via uddannelse ikke er øget, men faldet siden midt 70'erne).


I 2004 gøres det lovpligtigt at arbejde med læreplaner i daginstitutionerne. Baggrunden for de obligatoriske læreplaner i daginstitutionerne er PISA undersøgelser, der i begyndelsen af det 21. århundrede viste, at danske skolebørns faglige færdigheder i bl.a. dansk og matematik var dårligere end forventet, og det skabte stor debat om, hvordan det faglige niveau i skolesystemet kunne styrkes. Læring kom dermed også i fokus på daginstitutionsområdet, og dermed blev institutionerne i stigende grad set som en del af det samlede uddannelsessystem. I 2012 igangsatte den daværende undervisningsminister projektet Ny Nordisk Skole, der understregede daginstitutionernes rolle som en del af et samlet uddannelsessystem. I 2012 laves også en "inklusionsreform", der kan siges at have lagt et yderligere socialt læringspres på alle der indgår i folkeskolernes rammer - børn som voksne.


I folkeskolereformen fra 2014 lovgives der b.la. i forhold til en politisk ambition om at børn skal være et år dygtigere end tidligere. Det betyder at børn i 8. klasse, skal være ligeså dygtige som børnene tidligere var i 9. klasse. Lovgiver indfører altså, gennem folkeskolereformen i 2014, et øget lærings og progressionspres på alle landets børn.


I 2018 kom lovgivning om den nye styrkede læreplan i daginstitutionerne, der blandt andet understreger pædagogers lovpligtige fokus på læringsmiljøer og det at kunne beskrive og planlægge læring i en pædagogisk kontekst. Selvom det italesættes fra lovgivers side at et læringsfokus hos de yngste, ikke skal gå udover børns frihed og leg, så er det desværre børns frihed og frie leg disse tiltag og forståelser går udover. I dagtilbudsloven idag nævnes legen f.eks ikke som noget umiddelbart værdifuldt i sig selv, men overskygges af læringsbegrebet. Det giver selvfølgelig afsmitning ind i forvaltning og praksis at lovgivningen mestendels betegner legen som middel til læring, og det åbner op for en markedsgørelse og statsliggørelse af børns leg, når den sættes i så direkte forbindelse med en tilsyneladende nødvendighed af tidlig socialiseringstræning og læring.


I 2009 gøres børnehaveklassen obligatorisk, og undervisningspligten udvides dermed til 10 år - lovpligtig skolestart indtræder dermed det skoleår barnet fylder 6 år, istedet for det 7. år. I 2009 gøres det desuden til kommunalbestyrelsens opgave at give tilladelse til tidligere skolestart og skoleudsættelse, hvor det tidligere var forældrenes egen beslutning. Nogle kommuner har kvoter for hvor mange skoleudsættelser, der må gives om året. Der indskærpes fra lovgivers side fokus på brobygning mellem daginstitution/fritidshjem og skole. I 2009 indføres også obligatoriske sprogvurderinger af alle børn i børnehaveklasserne, og der ændres på formålsbeskrivelsen for børnehaveklassen, så det bl.a. tydeliggøres at sprog og udtryksformer skal indgå i alle temaer. Allerede omkring årtusindeskiftet er flere kommuner lige så stille begyndt at indføre at børn rykker fra vuggestue til børnehave tidligere end det fyldte 3 år, og i "før-skole" SFO før skoleårets begyndelse, idag er denne "oprykningspraksis" mere norm end ikke. Det kan anses som at der sker en form for strømligning af brobygningen mellem de forskellige tilbud, der på nogle punkter skaber fokus på en konstant forberedelse til "næste skridt", og at det dermed er med til at formalisere et øget lærings og progressionspres, der siver helt ned hos de alleryngste.


Fra 2007 bliver sprogvurdering af 3-årige et lovpligtigt kommunalt tilbud, og i 2010 bliver denne sprogvurdering obligatorisk for alle børn uden for dagtilbud, alle tosprogede børn, og børn i daginstitutioner hvor fagfolk vurderer at en sprogvurdering er nødvendig. Det er lovpligtigt at lade sit barn sprogvurdere, og at lade sit barn indgå i et sprogstimuleringsforløb, hvis det vurderes nødvendigt via sprogvurderingen. Hvis forældre ikke lader deres barn indgå i kommunens sprogvurdering, og evt. sprogstimulering, kan forældre sanktioneres ved tilbageholdelse af børnechecken. Det er kommunen, der beslutter hvordan en sprogvurdering foregår og som skal tilvejebringe sprogstimuleringsforløb. Forældre ved ofte ikke at de har ret til at gå i dialog omkring kommunens valg af metode, og evt. få mulighed for at påvirke hvordan sprogvurderingen af eget barn udformes. I 2018 vedtages ghettopakken, der indeholder lov om obligatorisk læringstilbud til 1 årige i boligområder, der står på landets ghettoliste. I ordlyden omkring det obligatoriske læringstilbud til 1 årige børn, fra specifikke områder, da fremstilles daginstitutionernes læreplaner som en del af et decideret "pensum", og det understreges dermed at daginstitutioner idag politisk overvejende anses som et læringsrum for alle børn.


Mange ved ikke at forældre har lovmæssig ret til selv foranstalte den lovpligtige sprogstimulering, og det obligatorisk læringstilbud for de 1-årige fra ghetto områder, hvis det kan stå på mål med kommunens tilbud - hvilket må anses som at disse forpligtelser er baseret i lovgviningen omkring HUretten. Jeg er endnu ikke stødt på en kommune, der officielt informerer forældre om deres ret til selv at iværksætte obligatorisk sprogstimulering eller et obligatorisk læringstilbud til de yngste, der kan stå på mål med kommunens tilbud. Det at lovgivning, der vedrører undervisningspligten, også bruges som ramme til lovgivning, der vedrører børn udenfor den undervisningspligtige alder kan anses som et vink med en vognstang omkring at statens socialiserings- og uddannelseskrav skaber uformel undervisningspligt for selv de yngste af landets børn.


Med de nye regler for fravær i folkeskolen, januar 2020, indskærpes skoleleders ret til at beslutte hvornår børn må få ekstraordinær frihed (fri udenfor skoleferier), og registrering af børns ulovlige fravær. Ved for meget ulovligt fravær kan forældre sanktioneres ved fratagelse af børnechecken, på samme vilkår som hvis forældre ikke vil lade deres barn sprogvurdere. (Udover den økonomiske sanktion ligger desuden sandsynligheden for at der indgives en underretning hvis en familie ikke ønsker at leve op til disse regler - både i forhold til sprogvurdering, og fravær i skolen. Selvom disse regler er skabt ud fra nogle socialpolitiske ambitioner, der har til hensigt at hjælpe udsatte børn, så indskærper det i tilgift stærkt homogeniserende kulturelle strukturer, der styrker en institutionalisering, der udhuler forældreretten generelt, og skaber en strukturel generel forældremistillid, der påvirker fagfolk og fagpraksis. Familiens rettigheder, forældres frie valg og forældres instinktive kraft undergraves stille og roligt, til fordel for en styrkelse af en kulturel (u)sandhed om at fagfolk ved bedst, og at en statslig styret socialisering er en nødvendighed).


Alt ovenstående skitserer undervisningspligtens formelle og uformelle udvidelse, og hvordan socialpolitiske ambitioner og fokus på (tidlig) læring, og socialiseringstræning presser sig ind på børns frie tid tidligere og tidligere. Der er mange grundlæggende ting ved den danske pædagogiske "tradition" og skolefriheden som vi i vores kultur stadig bryster os af, men som lige så stille er blevet/bliver skyllet ud med badevandet. Kritisk pædagogik, rigelig tid til fri leg og aktivitet - og ikke kun i en institution/skole/forening men også i uorganiserede rammer i nærmiljøet, varme hænder, små enheder, deltids institutioner, reelt børnedemokrati og medbestemmelse er noget af det vi har mistet undervejs - og særligt gennem de sidste 20-30 år. Åndsfriheden er under gevaldigt pres (ikke coronarelateret).


Kommuner er desuden vant til at forvalte godkendelse af oprettelse af private pasningsordninger og private dagtilbud og tilsynet dermed. Kommunernes tilsynspligt med de private pasningsordninger er generelt et område præget af tumult af forskellige årsager. Der er meget værdipolitisk kamp i forvaltningen af de private tilbud, og vaner fra den kommunale praksis, der kan spille ind der.



Hvad har alt dette så at gøre med kommunernes HUtilsynsvejledninger, når HU i grunden ikke er at sammenligne med daginstitution, privat pasning og skole?


Vi håber at vi med opremsning af alle ovennævnte årstal og socialpolitiske tiltag kan illustrere at kommunerne, udenfor forvaltningen af folkeskolen, er vant til at (ikke) håndtere grundlovens §76 i relation til andre områder, og er vant til ikke at gøre synderligt ud af at oplyse familier om deres ret til selv at foranstalte lovpligtige "læringstilbud". Det er tilsyneladende i takt med at familier selv bliver klar over alle deres frihedsrettigheder, i forbindelse med grundlovens §76, at kommunerne ser sig nødsaget til at lære at formidle om HUretten, og håndtere deres tilsynsforpligtelse dermed. Kommunernes håndtering af tilsynsforpligtelsen med HU kan også være afsmittet af deres vaner omkring håndtering af sprogvurderinger, Serviceloven, Dagtilbudsloven, læreplaner, godkendelse af oprettelse af private pasningstilbud og tilsynet dermed, og en kontinuerlig statslig overdragelse af dele af forældreretten til kommunal forvaltning etc., og derfor udmønte sig i en overordnet tilsynsvejledning, der potentielt kan fremstå meget ensidig eller arrogant og/eller ikke formidler tilstrækkeligt korrekt om lovrammen omkring hjemmeundervisning. Borgere har ret til at gøre kommunen opmærksom på hvis der formidles ukorrekt om lovgivning på kommunens hjemmeside og fra kommunens ansatte, og kommunerne er forpligtet til at rette deres hjemmesider og ansatte så der oplyses i overenstemmelse med gældende lovgivning. Det er pt. en fortsat proces at både kommuner og hjemmeundervisere bliver klogere på hvordan gældende HUlovgivning fortolkes og omsættes i praksis, i nogle henseender, og i den proces ønsker vi at medvirke til saglig formidling og saglig kontakt til relevante instanser og aktører.


Kommunernes overordnede tilsynsvejledninger er at anse som et overordnet styringsredskab, som ikke nødvendigvis har 1-1 betydning for hvordan den enkelte tilsynsførende møder HUfamilier og forvalter sin tilsynspligt i praksis. Nogle kommuner er gode til at sætte den konkrete tilsynsførende fri til at føre inddividualiseret tilsyn, hvor kommunens overordnede tilsynsretningslinjer udgør en beskrivelse af lovrammen, men ikke fratager den tilsynsførende kompetencen til at tilpasse sig HUfamilien relevant. Andre kommunale ledere styrer kommunens tilsynsførende stramt efter den overordnede tilsynsvejledning og vil at der køres samme formel for tilsyn hos alle HUfamilier - dermed gøres den tilsynsførende potentielt til en kontrollant, der ikke kan virke udfra sit eget konkrete kendsskab til den enkelte families hjemmeundervisning. Langt de fleste hjemmeundervisere har et godt samarbejde med deres tilsyn. Det er altid muligt at indgå dialog med sin kommune omkring deres tilsynspraksis - det er noget vi f.eks kan støtte til Catt og jeg. Det er symptomatisk, også på daginstitutionsområdet og skoleområdet, at fagfolk får mindre bevægelsesfrihed til at administrere deres funktioner selv og får henstilling om at virke som udøvere at kommunens valgte metode, fremfor at virke med egen faglighed i et relationsorienteret perspektiv. På den vis kan det også illustreres at HU på ingen måde står udenfor samfundet, men at vores vilkår også er præget af kulturen - på godt og ondt. Det er f.eks godt for HU'ere at staten er så velbevandret i at føre tilsyn med de frie skoler og derfor understreger overfor kommunerne at prøver er noget der KAN vælges i et tilsyn, og at tilsyn altid skal udføres under hensyntagen til barnets tarv - fordi det derved forpligter kommunerne til at have øje for den individuelle situation.


Udover at kommunens tilsynsvejledninger udgør et styringsredskab for kommunens "tilsynskorps", så udgør det også et værktøj til et potentielt sagsforløb, hvor en tilsynsførende har udtrykt bekymring for hjemmeundervisningens forsvarlighed hos en HUfamilie. Når et tilsyn udtrykker bekymring for hjemmeundervisningens forsvarlighed skal det tilkendegives i en tilsynsrapport, der giver HUfamilien konkret indblik i hvad bekymringen drejer sig om. Hjemmeunderviseren har derefter 3 måneder til at skabe relevant forandring. Efter de 3 måneder skal der gennemføres et tilsyn, der giver tilsyn mulighed for at vurdere om bekymringen kan falde eller om undervisningen skal vurderes decideret uforsvarlig. I et sagsforløb hvor det munder ud i en kommunal afgørelse om fratagelse af forældrenes ret til at hjemmeundervise, da skal kommunen overholde begrundelsespligten. Begrundelsespligten betyder at kommunen skal have styr på dokumentation for deres afgørelse, og i den sammenhæng kunne henvise specifikt til gældende lov og regler, der ligger til grund for afgørelsen. Kommunens overordnede tilsynsvejledning er derfor også et kommunalt dokumentationsværktøj til opfyldelse af begrundelsespligten, ligesåvel som den rapport den konkrete tilsynsførende laver hver gang, der er tilsyn hos en HUfamilie. Kommunens begrundelsespligt understreger også hvorfor et HUværdigrundlag og HUdokumentation er vigtigt og giver mening for et tilsyn - kommunen ser nogle bekendte værktøjer og familiens HUbeskrivelser, og HUdokumentation kan udgøre dokumenter i et evt. bekymringsforløb, og en evt. klagesag, på lige fod med kommunens dokumentation. HUdokumentation er derfor også et værktøj med flere funktioner - et formidlingsværktøj til understøttelse af det gode samarbejde med tilsynet, og relevant dokumentation i det tilfælde at der opstår et sagsforløb hvor en tilsynsførende/kommune udtrykker bekymring for hjemmeundervisningens forsvarlighed, der potentielt munder ud i at HUfamilien klager over kommunens afgørelse om fratagelse af HUretten. (Vi skal til dette nævne at det indtil videre er meget sjældent set at HUfamilier fratages retten til HU, og at i de sjældne tilfælde det er sket har situationen været præget af højkonflikt mellem forskellige parter, på en eller anden vis, hvor HUtilsynet ikke udgør en direkte part i konflikten. Der er f.eks lovgivning omkring forældremyndighedsindehaveres enighed om skolevalget, der kan spille ind - uden at det reelt har noget med hjemmeundervisningens konkrete beskaffenhed at gøre. Langt de fleste HUfamilier har landet et (tilstrækkeligt) godt samarbejde med deres tilsynsførende og hvis der er uoverenstemmelser så drejer det sig oftest om tilsynsformen, og er derfor noget, der gerne skulle kunne "forhandles" på plads i samarbejdet mellem den enkelte HUfamilie og deres tilsynsførende. Vi anerkender at der er tilsyn/kommuner, der kan være svære at forhandle/afstemme med, og at der er konkrete situationer hvor der kan opstå uoverenstemmelser omkring tilsynsform baseret i både reel og/eller misforstået bekymring fra kommunal side. Det er præcis denne kompleksitet, der gør det nødvendigt at HUformidling og tilsynspraksis ikke standardiseres - hverken fra HUside eller kommunalside - efter vores mening. HUtilsynsrapporter kan desuden udgøre relevant dokumentation i andre særlige sammenhænge - f.eks konflikt mellem forældremyndighedsindehavere, eller ved bekymringsunderretninger fra andre borgere/aktører. På den vis kan et tilsyn også anses som en samarbejdspartner, der kan støtte til legitimisering af HUvalget i særlige sagsforløb, og beskytte mod fordomme i den sammenhæng).



I løbet af dette indlæg har vi forsøgt at illustrere hvordan kommunernes overordnede tilsynsvejledninger er kommunale værktøjer på flere måder, og hvordan kommunerne kan være præget af vaner og tænkning fra andre områder, når de udarbejder deres overordnede tilsynsvejledninger. Kommunerne er fra statslig side blevet pålagt, ved lov, at forvalte dele af forældreretten - ofte med baggrund i socialpolitik - og det er vigtigt at have blik for at kommunen kan være forpligtet af f.eks socialpolitik på måder, der kan påvirke kommunens eget syn på hvordan de kan forvalte tilsynspligten med registreret hjemmeundervisning. Pointen omkring statens kontinuerlige udhulning af forældreretten understreger hvorfor det at være HU'er kan føles som et stadigt studie i samfundsfag - det er nemlig stadig meget nyt for de fleste kommuner at varetage tilsynspligten med HU, og det er på den baggrund ekstra vigtigt at HU'ere er bekendt med dansk lovgivning, så HU'ere kan stå myndigt og selvansvarligt i samarbejdet med tilsynet. De overordnende kommunale HUtilsynsvejledninger bør være/er et overordnet formidlingsredskab til borgerne og et kommunalt overordnet styringsredskab - til varetagelsen af den almindelige tilsynspraksis, der ikke bør binde den konkrete tilsynsførende på hænder og fødder, ligesom de overordnede HUtilsynsvejledninger også udgør en lovforpligtet referenceramme, i henhold til begrundelsespligten, i et sagsbehandlingsforløb hvor en families hjemmeundervisning vurderes til at være uforsvarlig. Det er, for os, meningsfuldt at kunne skelne mellem de mange formål den samme vejledning skal opfylde, for at kunne have en saglig dialog med sin kommune omkring evt. ukorrekt HUformidling fra deres side, og en evt. stram styring af kommunens tilsynsførende, eller hvis kommunen bevidst/ubevidst påtager sig en forælderret som der ikke er hjemmel til under HUlovgivning.


Vi afventer pt. at STUK (Styrelsen for undervisning og kvalitet) sender en generel HUtilsynsvejledning ud til kommunerne, og den skulle gerne lande før sommerferien 2021. Det er vores forventning at det vil blive et godt støtteredskab til det gode samarbejde mellem HU'ere og det kommunale tilsyn - så vi glæder os til at se hvad STUK melder ud, og arbejde videre med det for fortsat at kunne skabe veje der bedst muligt kan sikre retten til det frie læringsliv i Danmark.


Disclaimer - vi er ikke socialrådgivere eller jurister, og dette indlæg kan ikke gøre det ud for et fyldestgørende grundlag for kommunernes virke i forhold til deres tilsynspligt med registreret hjemmeundervisning, eller deres udarbejdelse af deres overordnede HUtilsynsvejledninger. Vi kan ikke tages til indtægt for hvordan den enkelte HUfamilie vælger at forvalte sin tilgang til det kommunale tilsyn, eller garantere at en HUfamilies HUdokumentation sikrer et bestemt udfald.



Lidt kilder -


Lidt om folkeskolereformen i 1975.


Rockwool fondens forskningsrapport om social mobilitet gennem uddannelse.


Kort om skolelove og skolens formål gennem tiden.


Lovforslag til ændring af lov om folkeskolen fremsat i 2007, vedtagede lovændringer trådte i kraft i 2008/2009. Lovforslaget er interessant fordi det også indeholder fokus på brobygning mellem daginstitution/fritidshjem og skole.


Dagtilbudsloven §12 - forældres mulighed for selv at iværksætte sprogstimulering, der kan stå mål med kommunens tilbud.


Ghettopakken - obligatorisk læringstilbud for 1 årige børn i udsatte boligområder.


Begrundelsespligt.