Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster. (Matt 23,5)
Farisæerne stillede sig frem til offentligt skue, da de gerne ville være noget i menneskers øjne – også når de skulle bede. Men hvorfor var Jesus egentlig imod, at de gik med brede bederemme og lange kvaster? Og hvor kom disse skikke fra? At gå med kvaster stammede fra Moseloven, hvor Gud havde sagt til Moses:
Tal til israelitterne og sig til dem, at de, slægt efter slægt skal sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper og en purpurblå snor i hver kvast. Det skal I have som kvast, og når I ser den, skal I huske på alle Herrens befalinger og følge dem og ikke lade jer lede af det, jeres hjerte tragter efter, og som jeres øjne ser, det I horer med. Men I skal huske alle mine befalinger og følge dem, så I bliver hellige for jeres Gud. (4 Mos 15,38-40)
Det var altså et bud som skulle minde dem om at følge hans befalinger. Det var derfor ikke, i sig selv, brugen af disse kvaster Jesus var imod. Nej, Jesu kritik var, at farisæerne gjorde disse kvaster større og større… for jo større kvaster, des mere from og hellig fremstod man i andres øjne.
Men hvad med bede-remmene? Skikken med brugen af bederemme opstod ud fra en misforstået tolkning af disse ord fra GT:
Du skal have det (Guds ord) som et tegn på din hånd og som et erindringsmærke på din pande, for at Herrens lov må være på dine læber… (2 Mos 13,9) (5 Mos 6,8)
Læg jer de ord, jeg her siger, på sinde; I skal binde dem om jeres hånd som et tegn, og de skal sidde på jeres pande som et mærke. (5 Mos 11,18)
Disse ord blev tolket bogstaveligt af jøderne, som derfor lavede sig to små sorte bokse, hvor de lagde håndskrevne pergamentruller med bønner og skriftsteder fra Moseloven ned i, og ved hjælp af læderremme bandt de dem fast på panden og på hånden. Én rem til armen og én rem til hovedet. (Se billede).
Guds ønsker at vi skal bære hans befalinger - i sind og tanke (pande) - og udfører dem i handling (hånd).
Men disse bede-remme blev bredere og bredere – ligesom kvasterne blev større og større - så alle kunne se, hvor seriøst man tog sin gudsdyrkelse. Ingen ved præcist hvornår denne skik opstod, men også i dag er det er en fast skik i jødedommen. En jødisk mand skal iføre sig disse bederemme ved morgenbønnen – som enten udføres i eget hjem eller offentligt i synagogen.
Farisæerne bar dem til gengæld hele tiden – fra morgen til aften – hvor de fremsagde disse bederemsbønner flere gange i løbet af dagen – og gerne i synagogen, eller på veje og stræder. Men Jesus kendte deres hjerter og han vidste, at det ofte skete med dét formål, at fremstå mere hellig end andre.
Her lærte farisæerne bla. folket:
”Hvorfor fremsiger de (farisæerne) deres bederemsbønner i synagogen, når de ikke er bundet til det? R. Josi siger, at de ikke beder disse bønner i synagogen med det formål, at få bederems-bønnerne overstået, men for at være udholdende i bøn. For bønnerne skal også fremsiges når de kommer hjem.”
Også her fremstillede de sig mere hellige end andre, og for at vise deres store udholdenhed i bøn.
Denne uskik lærte de også folket, for de sagde også:
”Enhver som vender hjem fra marken om aftenen, må ikke sige, ”jeg går hjem til mit hus”; lad ham først tage hen til synagogen, og hvis han kan læse, så lad ham læse et eller andet; og hvis han kan recitere traditionen (den mundtlige overlevering) så lad ham recitere den. Lad ham derefter fremsige bederems-bønnerne og lad ham bede.”
Her lagde farisæernes byrder på folket, som Gud ikke havde bedt dem om at bære. Jeg tror at mange af os allerede bliver trætte bare ved tanken om en sådan bønnepraksis. Men det må retfærdighedsvis også nævnes, at jøderne mente, at deres bønner havde langt større chancer for at blive hørt i synagogen, end i deres eget lønkammer.
Derfor havde mange for vane at stå og fremmumle deres private bønner offentligt – i stedet for at søge Guds ansigt derhjemme. Her skabte farisæerne et forkert billede af sand bøn – idet de fremelskede et begær iblandt hyklere… et ønske om at blive set og anerkendt af andre for deres nidkærhed og fromhed. I stedet for at søge den Gud, som hører alt, i ensomhed – ligesom Jesus gjorde – troede de mere på de religiøse praksisser end på den Gud som alene har magt til at besvare vores bønner.
Ingen tvivl om at Jesus så faren i sådan en fremgangsmåde… at bede sine bønner af mere privat karakter, offentligt -og hvor man let kunne skifte fokus fra Gud, for at fremvise sig selv mere hellig og from end andre.
Og at tro, at bare fordi man beder i synagogen, så vil man lettere blive bønhørt er at bedrage sig selv, for hvad er størst: synagogen eller Gud…? Verden er Guds fodskammel, derfor skal vi ikke se os omkring efter bønnesvar i en helligdom her på jorden, men i stedet løfte vores blik op imod den himmelske Helligdom, hvor Gud sidder på tronen, og hvor vi søger Gud af et oprigtigt og rent hjerte – ansigt til ansigt med Ham alene. Så vil han høre os!
