Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem? I overholder dage og måneder og tider og år. Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer. (Gal 4,8-11)
Hvilke "svage og ynkelige magter", var det egentlig, galaterne ikke måtte vende tilbage til? Var det mon Loven? Det er der desværre mange, der fejlagtigt mener. Men det kan slet ikke være tilfældet, af flere årsager:
- For det første havde disse omvendte galatere aldrig tidligere været under den jødiske Lov. De var jo hedninger af fødsel.
- For det andet fremgår det klart af Paulus' brev, at det var de guder, de førhen trællede for, som de nu var vendt tilbage til, og at det var disse afguders helligdage, de var begyndt at overholde.
- For det tredje er det en kendsgerning, at det ikke var forbudt, at dyrke Israels Gud i Romerriget - hvis blot man SAMTIDIG ikke undlod at tilbede de romerske afguder.
De nyomvendte galatere, som Paulus henvendte sig til i sit brev, havde givet efter for det pres, som lå på dem fra myndighedernes side og var begyndt at deltage i festerne for afguderne for at undgå forfølgelse. Men det var ikke noget Paulus på nogen måde var tilfreds med, og derfor skrev han til dem:
Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer!