Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matt 6,5-6)
Grunden til at Jesus kritiserer… hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger… skyldes ikke at det var en forbudt praksis i sig selv.
For at kunne forstå Jesu ord ret, er vi nødt til at se på jødernes bønne-praksis. Her havde man flere faste forordninger for hvordan man skulle udføre bøn. Man skulle fx bede stående… med ansigtet vendt imod Jerusalem, og med hovedet tildækket med et bedesjal – og så skulle man have blikket fæstet til jorden.
Også Overleveringen havde stor indflydelse på jødernes gudsliv. Den sagde bla.:
”R. jochanan sagde, jeg så R. Jannai stå og bede på Tsippor gaden, og så gik han et lille stykke længere og bad så tillægsbønnerne.”
R. (rabbi) Jannai blev altså beundret og fremhævet i deres overlevering – hvor han ikke kun passede sine bønnepligter – men hvor han befandt sig allermest på gader og stræder, hvilket var blevet bemærket og skrevet ned for eftertiden af hans beundrende tilhængere. Derfor faldt farisæernes bedestunder ofte, når de var ude.
Samtidig lagde farisæerne ekstra byrder på folket, hvor de bla. lærte folket:
”En arbejdsmand, eller ham som sidder i toppen af et træ, og ham der ridder på et æsel, må øjeblikkelig stige ned og sige sine bønner.”
Man var altså forpligtet til at gentage disse bønner - hvor som helst og når som helst. Derfor befandt farisæerne sig ofte i bøn på gader og stræder – Ja, de stillede sig ovenikøbet på gadehjørnerne – og hvorfor? Det var selvfølgelig med det formål at blive set af alle – for hvis man står på et gadehjørne, er man sikker på at blive set fra begge sider, ikke?!…
Farisæerne var en populær og magtfuld fraktion, og folkets ynglings-parti. De anså sig selv for at være datidens præster. Derfor havde de stor indflydelse på folket – ja, endog på Jesu egne disciple. Desuden var de underlagt overleveringen, som ofte kom i kollision med Guds klare Bud. Hvem var farisæerne? Læs her… https://tropaagud.dk/fariserne.html
Her sagde Jesus bla.:
I … beder længe for et syns skyld. (Matt 23,14)
I ovenstående bibelvers klandrer Jesus jøderne for at udføre deres bønner på gadehjørnerne, som de havde lært af deres religiøse ledere.
Men den der vil regnes for at være en sand Kristi efterfølger, kan ikke læne sig op ad en ydre og påtaget religiøsitet! Hvis vi fører os sådan frem, beder vi forgæves… for så har vi allerede fået lønnen udbetalt… siger Jesus… vi fandt det nemlig ikke værd at søge Gud - hjerte til hjerte - i vores eget kammer derhjemme – men bad kun for at høste menneskelig beundring og anerkendelse og for syns skyld.
Lad derfor Jesu ord synke dybt i os… for Faderen ønsker et hjerte-til-hjerte forhold, med sine elskede børn. Her må vi komme til ham med vores problemer og tanker, hvor vi sætter tid af til ham, med det formål at søge hans hjælp, råd og vejledning.
I vores lønkammer opnår vi fortrolighed med vores Himmelske Fader… han som trøster os og giver os ny kraft og styrke til at bære, hvad end der måtte komme. Han er den eneste vi kan stole på – han er den eneste der kan give os ægte visdom… her nytter det ikke at bygge sit liv på religiøse praksisser - eller på hvad dødelige mennesker anser for helligt - for kun den der søger Herren, af hele sit hjerte, skal finde ham, og den som søger skal få.
Et ægte barn af Gud vil altid blive belønnet – på den ene eller anden måde, fordi han har valgt at bygge på Klippen, og at søge råd hos den eneste, som har al magt i denne verden, og som styrer alle ting. Den der går farisæernes vej vil søge forgæves, for om sådanne personer siger Jesus klart og bestemt, at de aldrig vil få bønnesvar.
… gå (derfor) ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matt 6,5-6)