Spørgsmålet om "tro kontra gerninger" har ofte forvirret og fået sindene i kog hos mange bibelfortolkere. Forskellige kristne retninger (katolske, ortodokse, protestantiske, etc.) har forkyndt forskellige synspunkter, og har til tider sloges med hinanden om den korrekte tolkning. Alle afspejler deres egen måde at anskue ”tro” på, fordi de ikke kender den rette jødiske tankegang.
Men hvor stammer disse uoverensstemmelser fra, som er med til at skabe alle disse konflikter - og hvorfor al den forvirring?
Hvis vi læser nedenstående skriftsteder, virker det som om, de er i modstrid med hinanden: Paulus skriver:
For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro (πίστις; pistis) uden lovgerninger
(Rom 3,28; Rom 5,1; Gal 2,16, 3,11, 3,24).
Og Jakob skriver:
I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro (πίστις; pistis) alene (Jak 2,24).
Her mener nogle at kun "troen" kan retfærdiggøre os - og andre er fortalere for at vore "gerninger" skal gøre værket… mens andre igen forsøger at bevise, at begge dele skal til.
Men til trods for disse argumenter bliver en af de vigtigste faktorer ofte fuldstændig overset. Her må vi huske på, at både Jakob og Paulus var jøder, som levede i det 1. århundrede i en samtid som var præget af hebraisk-græsk kultur. Ligesom mange andre i samme situation, prøvede de at oversætte det hebraiske sprog til det græske, som på den tid var hovedsproget i Israel.
Lige før Jacob erklærer, at ”retfærdighed” involverer ”gerninger” og ikke kun ”tro alene”, udbryder han:
Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? (Jak 2,20).
Denne udtalelse afspejler noget – som er vanskeligt at formidle på græsk – nemlig at det hebraiske ord for "tro" (אמונה; emunah) ALTID betyder en livsstil hvor man lever det ud som man tror på. Jacob taler altså om en tro, som ikke kun er en følelsesmæssig sindstilstand, men om et liv, som leves i overensstemmelse med det, man tror på.
Så når Jacob skriver, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro (πίστις; pistis) alene, så betyder det, at troen ikke har nogen værdi, HVIS IKKE den leves ud i praksis.
Paulus fik også problemer, da han prøvede at belyse, hvad den jødiske form for ”tro” egentlig indebærer. I den forbindelse gik han så langt, at han endog kaldte galaterne for ”uforstandige” (Gal 3,1).
Men hvis vi læser det i sammenhæng, ser vi, at Paulus argumenterede for, at enhver, som vil regnes for "retfærdig", skal leve et liv på sandhedens vej med urokkelig troværdighed – uanset om man er jøde og følger Moses’ Torah - eller om man er hedningekristen og derfor ikke er forpligtet til at holde alle de samme bud.
Når Paulus skriver at et menneske gøres retfærdigt ved tro (πίστις; pistis) uden lovgerninger, så understreger han, at vi ikke kan skabe vores egen retfærdiggørelse alene igennem lovgerninger, men at HELE vort liv må afspejle vores tro, så vi lever i overensstemmelse med sandheden. En sådan livsstil er en selvfølge for en jøde - og er inkluderet i den hebraiske form for ”tro” – præcis hvad Paulus giver udtryk for.
Paulus og Jakob skabte altså tilsyneladende en større selvmodsigelse, som sidenhen har forårsaget stor religiøs splittelse! Men årsagen til dette var at de begge var begrænsede af det græske sprog, som var hovedsproget i Israel på den tid, pga. af den romerske besættelse.
Men her har vi heldigvis i dag mange redskaber til at kunne forstå den oprindelige jødiske-græske sammenhæng og afkode de dybe betydninger af disse gamle breve, hvor vi bliver klar over at ”tro” har et helt andet indhold på hebraisk end på græsk (og på dansk). For den jødiske gudsforståelse sigter ikke så meget på ”teologien” (som kirkefædrene har lært os). Den sigter mere på, at man lever troen ud i sin hverdag ved at vandre på sandhedens vej med urokkelig troværdighed.
