3. For det tredje kan man se de kristne, som en del af en større søskendeflok.
Alle de første kristne var jøder, og i kristendommens spæde begyndelse blev de kristne anset for at være én ud af mange forskellige trosretninger, som fandtes på Jesu tid. Alle disse mange forskellige retninger blev, iflg. denne tankegang, anset for at være søskende med den samme mor. Her er ikke tale om have Jødedommen som mor, men Torahen (Mosebøgerne). Torahen bliver af Jøderne anset for at være grundstenen i den Jødiske Bibel (som kun er GT). Alle andre skrifter i GT anses for at være ”kommentarer” til Torahen.
Denne forståelse betyder absolut ikke, at det er ligegyldigt, om man tror på det ene eller det andet. Men det betyder, at alle disse retninger havde deres rødder det samme sted fra (i Torahen), men har udviklet sig vidt forskelligt. Dette er det mest fremherskende syn på forholdet mellem jøderne og de kristne – i hvert fald set fra jødernes side. Set fra de kristnes side er enigheden ikke så stor.
Jesus citerer ofte fra Torahen.
Mange kristne har en forestilling om, at Jesus kom med et radikalt nyt budskab, som bragte ”alt det gamle” til ophør. Men fakta er, at det meste af Jesu lære er citater eller henvisninger til GT. Faktisk er der i hele NT ca. 300 citater og ca. 4000 henvisninger til GT. Og her var Mosebøgerne Jesu foretrukne sted at citere fra. Også mange af principperne i Jesu lignelser er hentet fra Torahen eller GT, i øvrigt. Man kunne ikke, i den jødiske kultur, komme med en ny lære gennem en lignelse, men man kunne fastslå og uddybe noget, som tilhørerne godt kendte til i forvejen. Så i en vis forstand kan man godt sige, at også de kristnes grundsten – rent læremæssigt – er baseret på Torahen.
Jesus citerer også fra Overleveringen og fra fortidens "fædre" rabbinerne.
Jesus siger fx:
Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne (Matt 7,12)
Hillel den ældre var en farisæer, som levede nogenlunde samtidig med Jesus. Han og hans tilhængere stod for den mere moderate tro, mens Shammai - en anden kendt retning fra dengang - og hans tilhængere, stod for den mere strenge og bogstavelige tro. Hillel den ældre siger:
Det, som du ikke selv bryder dig om, det skal du ikke gøre mod andre. For sådan er hele Torahen. Resten er forklaringer. Gå bare i gang med at lære (Babylonian Talmud Shabbat 31a)
Men fakta er, at de begge citerer fra Torahen, hvor der står skrevet:
... du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren! (3 Mos 19,18)
Derfor må vi gå til GT for at forstå, hvad Jesus mener med denne udtalelse. Når han siger: ”Sådan er loven og profeterne” – så siger han selv, at han mener nøjagtig det samme, som er beskrevet i Torahen (og i GT). Hvis vi derfor vil vide mere om, hvad Jesus mener, så kan vi gå til Torahen for at grave lidt dybere i denne udtalelse.
Derfor har Torahen og GT, i det hele taget, absolut en relevans for os i dag, og vi skylder tak – først og fremmest til Gud – men også til jøderne for at have bevaret Skrifterne til gavn og glæde for os i dag.