Spørgsmålet om tro kontra gerninger har ofte forvirret og fået sindene i kog hos mange bibelfortolkere. Forskellige kirkelige retninger (katolske, ortodokse, protestantiske, etc.) har forkyndt forskellige synspunkter og har til tider sloges med hinanden om den korrekte tolkning. Alle afspejler deres egen måde at anskue tro på, fordi de ikke kender den rette jødiske tankegang.
Men hvor stammer disse uoverensstemmelser fra, som er med til at skabe alle disse konflikter - og hvorfor al den forvirring?
Hvis vi læser nedenstående skriftsteder, virker det som om, de er i modstrid med hinanden: Paulus skriver:
For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro [πίστις; pistis] uden lovgerninger (Rom 3,28)
(se også: Rom 5,1; Gal 2,16, 3,11, 3,24)
Og Jakob skriver:
I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro [πίστις; pistis] alene (Jak 2,24)
Her mener nogle, at kun troen kan retfærdiggøre os - og andre er fortalere for, at vore gerninger skal gøre værket… mens andre igen forsøger at bevise, at begge dele skal til.
Men til trods for disse argumenter bliver en af de vigtigste faktorer ofte fuldstændig overset. Her må vi huske på, at både Jakob og Paulus var jøder, som levede i det 1. århundrede i en samtid, som var præget af hebraisk-græsk kultur. Ligesom mange andre i samme situation, prøvede de at oversætte det hebraiske sprog til det græske, som på den tid var hovedsproget i Israel.
Lige før Jacob erklærer, at retfærdighed involverer gerninger og ikke tro alene, udbryder han:
Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? (Jak 2,20)
Denne udtalelse afspejler noget – som er vanskeligt at formidle på græsk – nemlig at det hebraiske ord for tro (אמונה; emunah) altid betyder en livsstil, hvor man lever det ud, som man tror på. Jacob taler altså om en tro, som ikke kun er en følelsesmæssig sindstilstand, men om et liv, som leves i overensstemmelse med det, man tror på.
Så når Jacob skriver, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro (πίστις; pistis) alene, så betyder det, at troen ikke har nogen værdi, hvis ikke den leves ud i praksis.
Paulus fik også problemer, da han prøvede at belyse, hvad den jødiske form for tro egentlig indebærer. I den forbindelse gik han så langt, at han endog kaldte galaterne for uforstandige. (Gal 3,1)
Men hvis vi læser det i sammenhæng, ser vi, at Paulus argumenterer for, at enhver, som vil regnes for retfærdig, skal leve et liv på sandhedens vej med urokkelig en troværdighed – uanset om man er jøde og følger Moseloven - eller om man er hedningekristen og ikke følger Loven på samme måde.
Når Paulus skriver, at et menneske gøres retfærdigt ved tro (πίστις; pistis) uden lovgerninger, så understreger han, at vi ikke kan skabe vores egen retfærdiggørelse alene igennem lovgerninger, men at hele vort liv må afspejle vores tro, så vi lever i overensstemmelse med sandheden. En sådan livsstil er en selvfølge for en jøde - og er inkluderet i den hebraiske form for tro – præcis hvad Paulus giver udtryk for.
Paulus og Jakob skabte altså, tilsyneladende, en større selvmodsigelse, som sidenhen har forårsaget stor religiøs splittelse! Men årsagen til dette er, at de fleste mennesker ikke forstår, hvad den bibelske form for tro egentlig er.
Men her har vi heldigvis, i dag, mange redskaber til at kunne forstå den oprindelige jødiske-græske sammenhæng og afkode de dybe betydninger af disse gamle breve, hvor vi bliver klar over, at tro har et helt andet indhold på hebraisk end hvad vi umiddelbart forstår. For den jødiske gudsforståelse sigter ikke så meget på teologien - selvom den også er vigtig.. Den sigter mere på, at man lever troen ud i sin hverdag ved at vandre på sandhedens vej med en urokkelig troværdighed.
