Omskærelse var - og er fortsat et af de vigtigste tegn på den jødiske identitet. Den vidner både om Israels tillid til Gud, om deres fremtid og om Guds løfter, som ligger til grund for denne tillid. Spørgsmålet er derfor vigtigt: Hvorfor modsatte apostlen Paulus sig omskærelse af hedninger?
At hedningerne ikke skulle omskæres, var ikke en beslutning, Paulus tog alene. Vi kan læse i ApG 15,1-2, at der kom nu nogle folk fra Judæa, som mente, at hedningerne skulle omskæres for at blive frelst. Dette førte til stridigheder og resulterede i, at Paulus og Barnabas rejste til Jerusalem (apostelmødet) for - sammen med apostlene og de ældste - at finde svar på dette stridsspørgsmål. Og her blev det endeligt afgjort, at NEJ - hedningerne skulle ikke omskæres.
Paulus brugte, som de fleste jøder på hans tid, ordet omskærelse som en betegnelse for den jødiske identitet og anså sig selv for at være jøde (farisæer) - alt imens han udtrykte sin modstand imod omskærelse af hedninger (Rom 3,1-2; ApG 23,6).
Han mente, at det, på mange måder, var en fordel at være jøde (Rom 3,1-2), men alligevel var han modstander af, at hedninger omvendte sig til jødedommen ved omskærelse. Årsagen var hans tro på, at noget skelsættende havde fundet sted. For hedningerne havde nu også fået del i Helligåndens gave. Og selv om de var blevet gudfrygtige hedninger, skulle de ikke konvertere til jødedommen (Ef 3,6; ApG 15,7-8), selvom der var nogle, der ønskede dette.
Derfor skriver Paulus:
... enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham. Sådan bestemmer jeg det i alle menigheder. Var man omskåret (jøde), da man blev kaldet, skal man ikke lave om på det, og var man ikke omskåret (Hedning), skal man ikke lade sig omskære. Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud (1 Kor 7,17-19)
Hvis alle hedninge-kristne skulle gennemgå proselytomvendelsen til jødedommen, ville det ikke længere harmonere med Guds plan om, at han vil åbenbare sig for verden gennem det jødiske folk, som det var forudsagt af profeterne – for hvem var det ellers at Gud skulle åbenbare sig for? Paulus tankegang var ganske enkelt, at: Jøderne skulle forblive jøder, og hedningerne skulle forblive hedninger. Begge parter skulle forene sig i tilbedelsen af den eneste sande Gud (1 Kor 7,17-20).
Denne sande jøde, Paulus, havde en stærk overbevisning om, at Israels Guds herlighed en dag skal blive kendt for hele verden - som det var forudsagt! Gud skal ikke kun være jødernes Gud - det er han er simpelthen for stor til (Rom 3,29).
