Mit første stævne i 4 år





Stævnenerver? Hvor skal du sætte dit fokus?



Stævnenerver, -det er noget jeg går op i og gerne hjælper andre med at bearbejde, men derfor kan man da godt selv føle nervøsiteten komme snigende en gang i mellem.


Efter 4 års stævnepause meldte jeg mig til stævne. Jeg havde luret lidt på stævneinvitationen og kunne se, at der ikke var mange pladser tilbage.





Det var et stævne tæt på og på en rigtig god bane. Min mand sagde: ”Meld da til. Det er så billigt, at du kan melde fra igen, hvis I ikke bliver klar.” Så jeg meldte min hest Otto og jeg til i GDB.


Tidligere, for en del år siden, blev jeg altid meget nervøs op til stævner og var altid utilfreds med min indsats bagefter. Det er heldigvis anderledes nu, da det er noget jeg har arbejdet med, men jeg blev alligevel lidt nervøs, da jeg aldrig har redet GDB før.


I GDB kan man selv vælge den musik, som man vil ride til, og jeg valgte selvfølgelig Queen, -Dont stop me now, for i alle de år, jeg havde drømt om at starte GDB, var det den sang, jeg havde forestillet mig at ride til. Når jeg rider på Otto, så har jeg nemlig aldrig lyst til at stoppe igen 😉


Jeg har haft meldt til GDB en gang før, og der blev jeg så nervøs, at jeg meldte fra tre dage før, fordi jeg havde set, hvem jeg skulle starte mod, men selvfølgelig skulle jeg ride til den sang denne gang.


Jeg spillede sangen i ridehallen og kunne mærke at min puls steg, og jeg fik lidt flere sommerfugle i maven, end godt var. Så jeg valgte simpelthen at skrive til stævneudvalet og spørge, om jeg kunne skifte sang. Heldigvis var det intet problem (tak 😉 ). I stedet blev det en sang, som min søn fandt til mig.


Jeg tænkte også meget over, hvorfor jeg ville starte stævne, hvad jeg forventede og hvad mine mål var.


Hvorfor ville jeg starte dette stævne?

- For at vise alle hvilken SKØN hest jeg har

- For at have det mega sjovt

- For at få lov at ride på banen alene


Mål:

- Have en sjov dag

- Opnå 7.80 point. (jeg havde sat det til 7.90, men satte det ned efter at have set en træningsvideo af os. Det så virkelig kedeligt ud)


Det hele hjalp på nerverne, og da jeg så prøvede min nye stævnejakke, som var syet specielt til mig, så blev jeg så glad og kunne slet ikke vente med at komme til stævne. Bare tanken om at få jakken på, springe i sadlen og nyde Otto gav mig et kæmpe boost af glæde.


Det er med at finde ud af, hvad der tricker ens nervøsitet, og hvad der booster glæden, så man kan gøre mere af sidstnævnte. Nogle gange kræver det mange tanker, øvelser og samtaler at finde ud af, men det gør også bare det hele meget sjovere bagefter.


Jeg havde den fedeste stævnedag på min skønne hest og fik 8.05 😉