MENIGHEDEN LYS OG SALT


HILLSONGS DOBBELTE BUDSKABER



Hillsongs megakirke har i de senere år været under lup og er blevet omtalt i et ultra hipt metroseksuelt magasin, kaldet ”GO”. Her omtales kirken, som værende den kirke man som kirkefremmed bør foretrække, hvis man er glad for kendisser som Justin Bieber, Kendall Jenner, Selena Gomez og U2 sangeren Bono…

Hun fremhæver endvidere, at her er der endelig en kirke, der kan relatere til det helt almindelige og sekulære hverdagsliv, og at kirken nu har befundet sig længe nok i NY til at man ikke længere nedgør de homoseksuelle, eller fortæller kvinder, at de er kaldet til at gå derhjemme og få børn, eller diktere medlemmerne til at gå konservativt og kedelig klædt.


Ej heller tager kirken afstand fra alle de spændende kulturelle seværdigheder, som en storby har at tilbyde. Hun skriver endvidere at Hillsong er så sandelig en kirke, der på alle måder skiller sig ud, ved at være anderledes end alle andre kirker.

Reporteren Taffy fortæller videre, at hun egentlig ikke er med på hele ideen om frelse, men hun mener dog, at barnedåben er helt afgørende i et menneskes liv. Taffy forstår dog godt at gennemskue alle parallellerne til de verdslige goder og til alt det hun selv finder ”cool” og gennemskuer at denne kirke på alle måder indgår mange kompromiser, ved bl.a. ikke at prædike omvendelse eller adskillelse fra verdslig levevis.


Det har Taffy så sandelig ret i, for hvis de gjorde det, ville de slet ikke være en kæmpekirke, for vælger man at indlemme hele verden, er man nødt til at afvise kirkelige doktriner og undlade at prædike lov og omvendelse.


Senere, i en anden artikel, beskriver Taffy igen Hillsong at hun har observeret kirkens forsøg på at levere moderne lovsang og hvordan hun opfatter deres forsøg på at ligne verden udenfor kirkens mure, og for Taffy – som ikke selv er en kristen, kan det ses som et udtryk for ren desperation, over at kirken ikke vil opfattes som alt for anderledes. Det er tydeligt for Taffy, at de som kirke ønsker, at verden udenfor skal kunne relatere til dem. Hillsong vil gerne kunne accepteres af alle, og her benytter de sig af sensualitet, hvor de gennem sange stønner budskabet ud. De klæder sig enormt verdsligt og æggende for at kunne tiltrække og blende ind med folk ude fra verden. Taffy havde vanskeligt ved at se eller mærke forskel på, at de overhovedet skulle være kristne og dermed anderledes end så mange andre.



Hun beskriver blandt andet, at hun under lovsangen ser mange ligheder med Selena Gomez’s (en verdslig pop sangerinde) ballader. Alle numrene komplimenterer hinanden og er så iørefaldende og behagelige, som var det det rene spa musik. Det er indholdsmæssigt lig salmer, men ulig salmer fremføres sangene seksuelt hviskende i mikrofonen og dette gav Taffy en fysisk oplevelse af indre frustration. Det blev et mix af forvirrende signaler, der både signalerede sex og samtidig havde fokus på det åndelige, på hellighed og på Gud. Dette gjorde at hun måtte stille sig selv det ironiske spørgsmål:


Hvad kan en cool Jesus gøre for os?


Det er jo i sig selv alarmerende at hun opfatter at det er kristne der er gået på kompromis. Det burde være værdig opførsel, hellighed og renhed, som kendetegner lovsangen og en ægte overgivet kirke. Hvis et menneske udefra slet ikke kan mærke forskel på, om det er forførende popmusik eller rene hellige toner, så er den jo helt gal. Så er der ikke meget lys og salt at hente der….Her er det også værd at vide, at Hillsongs er økumeniske og derfor benytter sig af okkulte katolske praksisser, som fx kontemplativ bøn, hvilket også kan have en indflydelse på Taffys ubehagelige og syrede oplevelse. Det kan sammenlignes med et barn der oplever en rasende mor der smiler og opmuntrer barnet, selvom hun slet ikke mener det. Det er hvad man betegner som ”splitting” inden for psykologien. Hillsongs kan ikke være en sand og ren kirke og selv verden kan se det!


Jesus siger selv i sit ord:


“Skik jer ikke lige med denne verden, men bliv forvandlede ved sindets fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds vilje, det gode og velbehagelige og fuldkomne.” (Rom 12,2)