MENIGHEDEN LYS OG SALT


U2 - Rockmusikkens uhellige ikoner



U2 blev dannet tilbage i 1978 og er i dag et verdenskendt band. De har af “The Rolling Stones” magasinet været betegnet som et af 80’ernes mest legendariske bands og blev igen i 2004 benævnt som det, måske nok, største band på verdensplan. Forsangeren Bono blev tilmed kåret som årets personlighed tilbage i 2004.

Men U2 er mere end et populært rock band. U2 har en massiv indflydelse på hele den økumeniske kirke og på bølgen af denne tids moderne lovsangsmusik. U2’s forsanger Bono, bliver dyrket bredt af hele den tværkirkelige moderne kristenheds sammenslutning. Phil Johnson mener, at Bono er at betegne som den der, rent teologisk, har været med til at forme og danne vor tids verdenskirke.
Bono har, om nogen, spillet en signifikant rolle og har ud fra sin humanistiske anskuelse, været toneangivende for dannelsen af den økumeniske verdenskirke. Bono var tilbage I 80erne, hvis ikke tilbedt, en person som millionvis af kristne åbenlys dyrkede, og Bonos ord blev regnet for ren visdom. Folk var betaget af hans cool kristne facon, idet Bono har været med til at fremvise en slags kristendom der er grænseløs, lovløs og på mange måder svær at definere, men på trods af dette, er han blevet en af verdenskirkens største inspiratorer og ikoner.



Nedenfor vil det fremgå, hvad prominente ledere og andre fremtrædende personligheder, i de kristne kredse, har sagt og udtalt om bandet U2:

  • Eugene Peterson, forfatter til “The Message”, siger ligefrem at U2 har en profetisk stemme og er at regne for en profet på lige fod med selveste Johannes Døberen.
  • Dødsmetal musikeren Brian Welsh mener at U2’s tekster burde benyttes til seminarer og som en slags bibelkommentar til bibelstudier. Han mener også at man bør studere deres koncerter mere indgående, da de er repræsentative for denne tids postmoderne lovsange. Det skal hertil siges, at Brian Welch har et samarbejde kørende med Todd Bentley, som får kundalinirejsning og som har en "engel" ved navn “Emma”, som guider ham i hverdagen.
  • En Mark Mulder fra Calvin College har undervist i et U2 kursus, og siger at de fleste unge tilslutter sig Bono’s overbevisning om, at jorden ikke skal forgå, men vil blive fornyet. Hvilket er direkte vranglære og ubibelsk.
  • Brian McLaren og Tony Campolo siger, at Bono får verden tættere på Guds Rige og bevirker at Guds Riges tilstedeværelse intensiveres her og nu.
  • Willowcreek har i 2006 interviewet Bono og dette er blevet vist i tusindvis af kirker rundt omkring i verdenen.
  • Rick Warren har haft Bono til at promovere hans P.E.A.C.E program.
  • Rob Bell fortæller, at han fik sit første rigtige møde med Gud til en U2 koncert.
  • Økumenisk leder, Steve Taylor omtaler Bono som lovsangsleder og på hans blog promoverer han “Syv ting jeg har lært af Bono om det at lede i lovsang”
  • “Christianity today” tilbeder nærmest U2. Da den escopalistiske leder Raewynne Whitely og Beth Maynard udgav “Get Up Off Your Knees”, der handler om at prædike U2’s budskab, reagerede Christianity Today (et amerikansk kristent tidskrift) resolut med en anmeldelse, der bar titlen “Legenden Bono: uddrag fra U2’s egen kirke”.

Faktisk er U2 ikke en kirke, men nærmere det modsatte af hvad Biblelen prædiker. At U2 er lige så populær som moderne kristen lovsang, er blot en opfyldelse af den profeti, som står beskrevet i 2 Timothius:


"For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter." (2.Tim. 4:3-4)



I deres teenageår, besøgte Paul Hewson (“Bono”), Dave Evans (“Edge”) og Larry Mullen en karismatisk husmenighed ved navn Shalom Fellowship og bekendte sig dengang til den kristne tro og bekendelse, men har siden da afvist enhver form for formelt kirkeligt tilhørsforhold.


Bandmedlem Adam Clayton, bekender sig ikke til nogen form for kristen tro og bekendelse, og er nok den mest ærlige af de fire bandmedlemmer. Han udgiver sig, i det mindste, ikke som en kristen, alt imens han udlever Rock & Roll livsstilen og samtidig fornægter Bibelens sande lære.


De tre andre medlemmer indrømmer ærligt, at de ofte har kæmpet med tanken om at kvitte Rock & Roll livsstilen, da de begyndte at læse i deres Bibel. De valgte i stedet at forblive i deres hedenskab og er med tiden kommet endnu længere væk fra Bibelen og det sande kristne budskab.


Hvad angår denne tidlige kamp, har Bono tidligere fortalt til “The Rolling Stones” magasinet, at:

“Vi blev optaget af at læse bøger, herunder den “store bog” (Bibelen). Vi mødte mennesker, der var langt mere interesseret I åndelig ting, ja overåndelige ting, som jeg i dag må konstatere, altså er langt fra den faktiske virkelighed. Men dette var vi meget involveret i på daværende tidsspunkt."
Denne udtalelse om overåndelighed, er et typisk røgslør, som oprørere normalt benytter, når de lejlighedsvis vil undskylde deres verdslighed. Om dette siger Bibelen:


“…Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed…”(kol: 3:1-4)



.



Bono nedgører altså dem som vælger at tilsidesætte de verdslige ting, fordi de som kristne har deres opmærksomhed rettet mod de himmelske værdier, og dette er også hvad Gud ønsker af Hans folk.


U2 guitaristen Dave Evans har selv udtalt, at han valgte rock & roll frem for et liv i hellighed:


“…Det var som at forene to størrelser, der for os dengang, fremstod fuldkommen uforenelige... vi forsøgte ikke engang at løse dette modsætningsforhold. Det er sandheden. Vi hørte gang på gang mennesker hviske os i ørene, at vi ikke som kristne burde være i et band. Det er ifølge Bibelen to modsætninger og man er derfor nødt til at vælge: enten eller. De sagde også andre langt værre ting end dette. Så jeg søgte selv svaret. Jeg var så træt af mennesker der ikke rigtig vidste noget og af min egen ambivalens, om det nu også var det rette for mig. Så jeg afsatte to uger til at finde svaret og allerede inden første dag, vidste jeg bare, at alt det her med at udskille sig fra verdenen, er en værre omgang lort …Vi var og er et band og ja, det er en modsætning, men det er en modsætning jeg er parat til at leve med. Det har jeg besluttet mig for. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det er jeg ikke I stand til…”


Læg mærke til at Evans ikke har besluttet sig ud fra Guds Ord. Modsat Bibelen (Ordsprogenes bog 3:5-6), læner han sig op af sin egen forståelse og i tråd med 2. Tim 4:3-4, følger han her sine egne lyster og begæringer.


I et interview med Joseph Schimmel, siger Christ Row – Bonos tidligere pastor fra Shalom Fellowship i Irland, at U2 valgte Rock & Roll frem for Bibelen. Han sagde, at da Bono fløj pastoren til LA for at vie Bono i hans ægteskab, blev han forment adgang til komme backstage til en U2 koncert, da bandet ikke ville have pastoren skulle se alt det der foregik af uhyrligheder backstage. (Schimmel, The Submerging Church, 2012, DVD).


Der er intet der tyder på, at U2 på nogen måde ærer Guds ord, hverken ved deres levemåde, i deres musik, eller i deres optrædener. De har i snart tre årtier, udgjort den hårde kerne af Rock & Roll scenen. De er et af de mest populære bands i dag og det havde absolut ikke været tilfældet, hvis de i stedet efterstræbte at efterleve Guds Ord i hellighed, hvor de med deres liv ærede Jesus og prædikede sandheden om den faktiske realitet - at der ER en Himmel og et Helvede og der er frelse at få, men kun gennem Jesus offerdød.


Snarere tværdimod, har deres liv været alt andet end helliggjorte og deres budskab er alt andet end bibelfunderet. Det benægter de ikke engang selv og alligevel ophøjes de af såkaldte kristne, der blot ønsker en verdslig ventil og et uhelligt hvilested som de kan forene med deres egne kødelige lyster.


U2 STØTTER HOMOSEKSUELT "ÆGTESKAB"

Rockbandet U2 har på Instagram opfordret deres fans til at støtte de homoseksuelle "ægteskaber" i Irland, hvor der for nyligt blev afholdt en folkeafstemning. I deres opfordring står der: "I kærlighedens navn stem ja." Udtrykket er en reference til deres sang "Pride (in the Name of Love)” (I kærlighedens navn)", som de påstår handler om Jesu liv og død (1984). Enhver som anser dette band for kristen burde læse, hvad fx deres forsanger siger om denne sag:

"Jeg er ingen fortaler for religion. Jeg er fuldstændig antireligiøs. Religion betegner et tilhørsforhold til en gruppe, en kategori. Jeg er interesseret i den personlige oplevelse af Gud."


Denne bemærkning fra rocksangeren Bono er en elegant opsummering af den holdning, der er blevet mere og mere almindelig i en stor del af vore dages Nordeuropa: Hvis man spørger til folks tro via spørgeskemaundersøgelser eller meningsmålinger, er der mange, der vælger at kalde sig "åndelige, men ikke religiøse". Man skelner skarpt imellem dét at være tilhænger af en specifik religiøs tradition og et trossamfund og så dét at være "åndeligt interesseret". Det åndelige synes mange kan være en kilde til sundhed og overskud, mens religion ses som noget ambivalent eller sågar farligt. (hentet fra Kristeligt Dagblad)

Denne tendens ses ikke kun i verden, men desværre bliver det mere og mere udbredt, at både de kristne og de ”åndeligt interesserede” udelukker Bibelens lære til fordel for enhed og humanisme. Det er denne tendens, som vil vokse og vokse, indtil det store frafald bliver en realitet. Her vil Antikrist, i sidste ende, skabe en enhedsreligion, som alle kan blive enige om. Her gælder det for de kristne om at være vågne, så de kan tyde tidens tegn.




I et omfattende interview med musik journalist Michka Assayas, giver Bono aldrig et bibelsk vidnesbyrd på at være blevet født på ny (Bono on Bono). Bono siger, godt nok, at han tror at Jesus er Messias, og at han døde på korset for hans synder, og at "han holder ud i nåde." Men Bonos "nåde" er kun en nåde, som ikke resulterer i radikal omvendelse og en nye måde at leve sit liv på. Det er en nåde uden omvendelse, en nåde, som ikke frembringer hellighed.


Intetsteds advarer han sine mange tusinde tilhængere om at omvende sig til Kristus, før det er for sent, og før de bliver ført til en evig fortabelse. Det eneste han siger om Himlen eller Helvede er, at begge er på jorden (Bono om Bono, s. 254).
Medlemmerne af U2 mener ikke, at Kristendommen skal have regler og forskrifter. "Jeg er virkelig interesseret i og påvirket af den åndelige side af kristendommen, snarere end den lovmæssige side, såsom regler og forskrifter" (The Edge, U2: The Rolling Stone Files, s. 21).


Dog er der mere end 80 konkrete bud i Efeserbrevet alene – også selvom der samtidig står, at vi er frelst af nåde – og at gaven er Guds – uden at vi har gjort os fortjent til den. Selvom frelsen er givet af nåde, vil en sand omvendelse altid frembringe en ægte nidkærhed for hellighed og lydighed imod Guds befalinger, for der står også i Efeserbrevet, at vi er frelst til ”gode gerninger" – derfor må Gud også mene, at der er nogle ”gerninger” som vi skal gøre (Ef 2: 8-10).
Ifølge Titus 2, lærer Guds nåde enhver sand troende at afvise enhver form for ugudelighed og at døde de verdslige lyster, så vi kan leve nøgternt, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden.

Bono siger, at jo ældre han bliver, des mere behag finder han i katolicismen (Bono om Bono, s. 201). Selvom han taler positivt om Romerkirken, så har Bono intet godt at sige om "fundamentalismen", som efter hans mening har et forkert syn på, at Gud er kærlighed (Bono om Bono, s. 167), og kalder denne form for afgjorthed ved alskens modbydelige navne (s. 147).
Bono definerer desværre sin egen form for kærlighed ud fra sin egen filosofiske rock & roll ordbog snarere end ud fra Bibelen, for her siger Guds ord:

For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. (1 John 5,3).

Rock bandet U2 har, i over 20 år, været et af verdens favorit bands.
'
Med Bonos påstand om, at han som teenager (sammen med to andre bandmedlemmer) er blevet kristen, har gjort ham til en af de kristnes favorit rockband. Bonos humanistiske kampagner har givet ham tilnavnet ”Sct. Bono” – hvilket fortæller, at han af verdens anses for at være en ”helgen”?!
Men hvem er ham Bono? Selv siger han, at han ikke er fortaler for nogen religion…? Hvordan kan han så kalde sig en kristen? Ved han ikke, at kristendom er baseret på Guds lov og på Guds Ord? Det må da være det, der kendetegner en ægte kristen – at man lever efter Gud vilje?! Hvorfor har de kristne anerkendt en sådan mand til at være et kristent ”rockidol”? Og hvordan kan verden og de kristne overhovedet have samme ”rockidol”? Siger Gud ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud!

Nej, kære venner! - Bono er ingen kristen - men en humanist der tror, at man, ved menneskelige anstrengelser, kan forbedre verden. Han anerkender ikke Guds Ord, der siger, at vi kristne ikke er af denne verden – og at denne verden skal forgå – men at Guds rige skal bestå!
Og fordi Bono er af denne verden, og fordi han ikke anerkender Guds Ord, indser han ikke, at hans opgave (såfremt han virkelig var en kristen) burde være at forkynde Evangeliet til en fortabt verden.

I stedet er U2 mere kendt for deres drukture og deres besøg på barer, bordeller og natklubber, så hvorfor følger I, i det hele taget, sådanne mennesker, Kristne? Hold jer i stedet til Guds Ord, som siger: at uden hellighed skal ingen se Gud!

Her er det af afgørende betydning, at Gud kan kalde dig en tro og sand tjener. Alternativet er, at Gud i stedet vil lade dig dele skæbne med dem, som troede de tjente Gud, men som Gud kalder for ”lovløse” fordi de ikke levede efter hans Ord.

"...Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus..." (Juda 3-4).