Proklamationen af det nye dræbermandat fremskyndte det udryddelsesprogram som, for så vidt, allerede var sat i gang.
"Fire hundrede specielpolitistyrker blev hyret til at jage anabaptisterne og til at henrette dem på stedet. Disse styrker viste sig at være for få og blev dermed udvidet til tusinde ...her blev tusindvis af anabaptister ofre for en af de mest omfattende forfølgelser i den kristne historie. ... flammende brændeknipper og ulmende stave kendetegnede denne fremmarch igennem hele Europa" (Halley).
I 1538 skrev den lutherske kurfyrste af Hessen til kong Henrik 8. af England og opfordrede ham til at forfølge anabaptisterne. Han vidnede:
"Der findes ingen herskere i Tyskland, hvad enten de er papister eller underviser i evangeliets lære [protestanter], som tåler disse mænd, hvis de falder i deres hænder. Alle og enhver straffer dem straks. Vi udviser et retfærdigt mådehold, som Gud fordrer af alle gode herskere.Hvis nogen stædigt forsvarer sektens ugudelige og onde vranglære, og ikke føjer sig under alt det, som virkelig kan og vil oplyse dem, bliver disse tilbageholdt i fængslet i længere tid, hvor de indimellem bliver hårdt straffet.Alligevel bliver de behandlet på en sådan måde, at døden i lang tid bliver udskudt, i håbet om at de ændrer sig, og så længe der er håb om forbedring, støtter vi livet. Hvis der ikke er noget håb tilbage, bliver den stædige dømt til døden." (Evans, The Early English Baptists, chapter 2).
Ja, Luther blev brugt, af Gud, til et opgør mod Den Katolske Kirke, men han røg desværre ud på et sidespor og begik mord og overgreb på Guds hellige - og selvom mange, i dag, vælger at se igennem fingrende med disse bestialske forbrydelser mod Guds folk, i fortiden, så glemmer Gud det heldigvis ikke. For ham står disse ugerninger lysende klar, som var de sket i går, og mon ikke vi havde set anderledes på disse menneskerettighedsforbrydelser, hvis det havde været os selv eller vores nærmeste, det var gået ud over? Mon ikke også vi ønskede disse forbrydelser straffet?!
Disse stakkels mennesker havde mistet deres liv. De gik igennem frygtelige lidelser og de blev udsat for tortur, der var så grusom, at det kun kunne være dæmoniske kræfter, der stod bag. Disse martyrer, som gav deres liv fuldt ud for den sandhed de stod for, har - og vil altid have - en speciel plads i Guds hjerte, for de betalte den ultamive pris og gav dermed hans navn ære.
I Bilbelen læser vi, at Gud en dag vil hævne sig på enhver, der har forfulgt hans hellige og som har stræbt Guds folk efter livet. Disse trofaste sjæle er langtfra glemt af Gud.
I Åbenbaringsbogen læser vi:
"Og da Lammet brød det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst: »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden"? (Åb 6, 9-10)
Og de fik hver givet en hvid klædning, og det blev sagt til dem, at de skulle hvile en kort stund endnu, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle dræbes som de selv. (Åb 6,11)
Deres råb om hævn bliver hørt af Gud, og den vil de få, når tiden er inde. Vi kan kun bæve ved tanken om deres fremtidige skæbne.
"Hævnen og gengældelsen tilhører mig, til det øjeblik deres fod vakler. Deres ulykkes dag er nær, snart skal de indhentes af deres skæbne". (5 Mos 32,35)
"Herrens dag kommer med gru, med harme og flammende vrede for at lægge jorden øde og udrydde dens syndere. Himlens stjernebilleder lyser ikke, mørk står solen op, månen skinner ikke. Jeg straffer verden for dens ondskab, og de ugudelige for deres synd; jeg gør ende på de overmodiges stolthed og ydmyger voldsmændenes hovmod. Jeg gør et menneske mere sjældent end det reneste guld, en mand mere sjælden end Ofir-guld. Derfor får jeg himlen til at ryste, og jorden rokkes fra sit fundament ved Hærskarers Herres harme på hans flammende vredes dag".( Es 13,9-13)
"Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred". (2 Pet 3,14)
"Og jeg så: Da Lammet brød det sjette segl, kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod, og himlens stjerner faldt ned på jorden, som et figentræ taber sine frugter, når stormen rusker i det. Og himlen blev trukket væk, som en bogrulle rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev flyttet fra deres plads. Og jordens konger og stormænd og hærførere og rigmænd og magthavere og hver træl og fri skjulte sig i huler og klippekløfter. Og de sagde til bjerge og klipper: »Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede". (Åb 6,12-16)
