Det ny Jerusalem er altså bygget på Israels 12 stammer og på de tolv jødiske apostle… og hverken på Den Katolske Kirke, eller på den menneskeskabte statskirke, eller på reformatorerne! Det var alene med Israel, at Gud indgik sin pagt på Sinaj bjerg. Den blev indgået ved de 10 pagts-ord på stentavlerne, som Moses modtog. Da Jesus kom, kom han kun til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15,24) Her udvalgte han sig 12 jødiske mænd, som skulle lægge fundamentet til den lære, som han selv havde undervist dem i – for frelsen udgår fra jøderne (Es 2,3; Joh 4,22) – det er til dem løfterne blev givet.
Derfor blev Helligånden udgydt på pinsedag i Jerusalem, hvor over 3000 jøder var samlet. Disse jøder fra Diasporaen blev frelst, og Gud opfyldte her nogle af sine profetier til det jødiske folk. En ny pagt med Israel blev indgået - men langt fra alle jøder tog imod deres Messias. Derfor har Gud udpeget en anden dag, hvor Kristus skal komme tilbage og stille sig på Oliebjerget, og så skal hele Israel frelses, og jøderne skal se deres længe ventede Messias.
Og til ethvert kirkesamfund, som påstår, at kirken har overtaget jødernes plads og position i fremtiden, stiller jeg samme spørgsmål, som det Paulus stillede de hedningekristne, som på hans tid ophøjede sig over jøderne (Rom 11,1): Har Gud da forkastet sit folk? Og hvad var svaret?: Aldeles ikke!
Paulus modsatte sig denne tanke og taler også i dag med formanende ord til enhver, som ophøjer sig over jøderne. For Israel er de ægte grene, hvoraf nogle blev brækket af for en tid og ikke alle – som kirkefædrene fejlagtigt underviste i - så frelsen kunne nå ud til hedningerne, så at alle mennesker frelses af nåde og ikke ved lovgerninger. De blev forkastet for en tid, men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. Vi "hedningekristne" er de uægte grene der blev podet ind. (Se billede) Lad os derfor ikke hovmode os over jøderne - Guds udvalgte!
"Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig... Vær ikke overmodig, men frygt! For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig". (Rom 11,16-21)
Og først når hedningerne er gået fuldtalligt ind, skal hele Israel frelses! (Rom 11; Zak 12-14)
Nej, Israel vil, som altid – og iflg. Guds Ord - spille hovedrollen i Guds planer for denne verden – for dem tilhører pagterne og løfterne.