Et af vidnesbyrdene er af Sharon Mann, som fortæller:
"Jeg begyndte at læse de tidlige kirkefædre og indså, at uanset hvad de troede, var de helt sikkert ikke protestanter. Katolske temaer krydrede Kirkehistoriens landskab. Jeg kunne ikke benægte det ... " (Journeys Home, 1997, p.. 88).
Selvfølgelig er det sandt… Katolske temaer pebrede virkelig "kirkefædrenes" landskab til! Hvad hun burde have forstået er, at de ikke er lærermæssigt sunde, og at de absolut ingen autoritet har. Uanset hvad de var, er de ikke vores forbilleder og vejledere. Hun skulle have sammenlignet dem med den ufejlbarlige sandhed i Bibelen, i stedet, og dermed have afvist dem som kættere.
I stedet lod hun "Kirkefædrene" opildne hendes nysgerrighed ang. romersk katolicisme, og hun endte op med at deltage i en messe. Der fik hun en stærk følelsesmæssig oplevelse, da tilskuerne knælede for - på bedste afgudsdyrkende facon - den velsignede oblat, da den passerede forbi, liggende i sin "monstrans." Hun begyndte simpelthen at græde, og hendes hals snørede sig sammen, og hun kunne ikke synke. Og her fortæller hun:
"Hvis det virkelig var Herren, der kom forbi, så ønskede jeg bare at elske og tilbede Ham, men hvis det ikke var ham, var jeg bange for at blive en afgudsdyrker. Denne weekend efterlod et meget kraftfuld aftryk i mit hjerte, og jeg begyndte at indse, at jeg var ved at løbe tør for gode argumenter om stadig at forblive en protestant. Mit hjerte længtes efter at blive en katolik og genskabt til enhed med hele kristenheden” (Journeys Home, p. 89).
Når denne kvinde fortæller os om ”Herren der kom forbi”, henviser hun til den katolske lære om oblaten, som i Messen forvandles til Kristus selv, når den bliver velsignet af en katolsk præst! Derfor bliver denne oblat, efter Messen, tilbedt som Jesus selv. Oblaten bliver anbragt i en monstrans, hvor katolikker tilbeder denne oblat, som er den katolske Jesus.
