Abraham var, som Noa og hans efterkommere, bosat i Mesopotamien lidt syd for Babylon (i det nuværende Irak). Abraham var det 10. slægtled efter Noa. Og Abraham var 58 år da Noa døde. Derfor har Abraham uden tvivl kendt til Syndflodens realitet, ligesom han heller ikke har kunnet undgå at være vidne til Nimrods oprør og den afgudsdyrkelse, som fulgte i kølvandet på dette oprør. Det har højst sandsynligt været hans afstandtagen fra dette oprør til fordel for Guds sandhed, som resulterede i, at det netop var ham, som Gud kaldte ud af den babyloniske afgudsdyrkelse til det forjættede land, som Gud ville give til hans efterkommere.

Det har også, højst sandsynligt, været årsagen til, at Abraham var meget afklaret om, at Isaks hustru skulle hentes fra hans egen slægt – for Abraham var godt klar over, Gud i himlen og afguderne ikke har noget med hinanden at gøre og aldrig vil kunne forenes.
Israels havde uden tvivl, under deres ophold i Egypten, været vidner til egypternes afgudsdyrkelse. Egypterne dyrkede Iris, Horus og Seb – dvs. moder, barn og alle guders fader.
Inden Israel skulle gå ind i det forjættede land formanede Moses dem:
”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er EN” (5 Mos 6,4).

Moses indprentede dem også:

”Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem” (5 Mos 4,19).

Også Josva formanede folket på tærsklen til det forjættede land:

”I må ikke indlade jer med de folk, som er tilbage hos jer; I må ikke påkalde deres guders navne eller sværge ved dem, I må ikke dyrke og tilbede dem” (Jos 23,7).

Da Gud gav Israelitterne det forjættede land, var det pga. af amoritternes afgudsdyrkelse, at Gud jog dem bort foran Israel. Men Gud havde også sagt til Abraham, at det ville vare et stykke tid, før Han kunne give dem det forjættede land, ”… for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt” (1 Mos 15.16). Det var netop Baal og Astarte, som amoritterne dyrkede som afguder.

Vi læser flere gange i GT, at også Israelitterne krænkede Gud, ved at de dyrkede Baal og Astarte. (Dom.2,13-14; 1 Sam. 7,3; 1Sam 12,10; 1 Kong.11,5; 2 Kong. 23,13)

Og det gjorde de til trods for alle Guds advarsler om konsekvenserne af at indlade sig med disse fremmede folkeslags afguder. Det var Israelitternes dyrkelse af Baal og Astarte, som resulterede i, at Gud sendte dem i landflygtighed i Babylon, og at templet blev jævnet med jorden i 586 år f. Kr.