Proklamationen af det nye dræbermandat fremskyndte det udryddelsesprogram som, for så vidt, allerede var sat i gang.
"Fire hundrede specielpolitistyrker blev hyret til at jage anabaptisterne og til at henrette dem på stedet. Disse styrker viste sig at være for få og blev dermed udvidet til tusinde ...her blev tusindvis af anabaptister offer for en af de mest omfattende forfølgelser i den kristne historie. ... flammende brændeknipper og ulmende stave kendetegnede denne fremmarch igennem hele Europa" (Halley).
I 1538 skrev den lutherske kurfyrste af Hessen til kong Henrik 8. af England og opfordrede ham til at forfølge anabaptisterne. Han vidnede:
"Der findes ingen herskere i Tyskland, hvad enten de er papister eller underviser i evangeliets lære [protestanter], som tåler disse mænd, hvis de falder i deres hænder. Alle og enhver straffer dem straks. Vi udviser et retfærdigt mådehold, som Gud fordrer af alle gode herskere.
Hvis nogen stædigt forsvarer sektens ugudelige og onde vranglære, og ikke føjer sig under alt det, som virkelig kan og vil oplyse dem, bliver disse tilbageholdt i fængslet i længere tid, hvor de indimellem bliver hårdt straffet.
Alligevel bliver de behandlet på en sådan måde, at døden i lang tid bliver udskudt, i håbet om at de ændrer sig, og så længe der er håb om forbedring, støtter vi livet. Hvis der ikke er noget håb tilbage, bliver den stædige dømt til døden." (Evans, The Early English Baptists, chapter 2).