MARTIN LUTHER (1483-1546).
I 1517 udfordrede den tyske og katolske munk, Martin Luther, den romersk katolske kirke, hvilket resulterede i reformationen. Men desværre tog Luther mange af pavedømmets dårligdomme med sig, og han gjorde ikke op med en stor del af de mange ubibelske lærdomme, som denne religion lænede sig op af. Stat og kirke blev ikke skilt ad – man gav ikke kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, men man oprettede et teokrati på gammeltestamentlig vis - og med inspiration fra den katolske kirkes kirkefædre. Denne statsmyndighed opretholdt, med tvang, et religiøst magtsystem - en form for ”kristen” sharia lovgivning.
Reglen var, at man, som stats- og kirkemyndighed, havde ret til at forfølge enhver, som ikke ville bøje sig under statskirkens troslære, og at enhver, som ikke hyldede myndighedens bibelsyn, skulle straffes. Selvom Luther i princippet fastholdt adskillelse mellem stat og kirke, brød han, rask væk, med dette princip – hvad vi også skal se på senere.
Denne fremgangsmåde havde Luther ikke adopteret fra fremmede, men fra sin store læremester – den katolske kirkefader Augustin af Hippo. Her er det en kendsgerning, at Luther tidligere – inden sit brud med den katolske kirke - var en nidkær munk fra Augustinerordenen der, som navnet også antyder, var oprettet af Augustin (354-430) – den katolske kirkefader.
Augustin gav, i sine skrifter, vejledning i, hvordan munke, nonner og præster skulle leve. Her lagde han vægt på et asketisk liv i bøn, i meditation og med den katolske messe som centrum – for sådan levede han selv. Han var, i det hele taget, præget af ”ørkenfædrenes” asketiske livsideal, hvor han mente, at man måtte forsage denne verden i et liv i afsondrethed, for at kunne blive tømt for sit begær efter jordiske ting og for at kunne forenes med Gud. Og det var nøjagtig her, Luther befandt sig inden sit opgør med den katolske kirke.
Augustin mente endvidere, at hvis staten havde magt til at straffe lovovertrædelser som fx mord, hvorfor skulle den så ikke have myndighed til at straffe enhver form for religiøs vranglære og overtrædelser, for disse forbrydelser blev jo gjort imod en langt højere lov – Guds lov?! Heri ser vi den første spæde spire til hele det system, som prægede den enevældige, tyranniske og intolerante styreform, som til sidst endte op i likvidering og straf af anderledes troende.
Idet Luther forblev under Augustins påvirkning, bragte han også meget af hans vraggods med sig ind i den lutherske kirke. Ingen tvivl om at Augustins vranglære trækker spor helt ind i vor tid, og ingen tvivl om at Luther tog mange af hans dårligdomme med sig. Derfor opfordrede Luther de tyske prinser til at slå deltagerne i bondeopstanden ned ”som gale hunde”. Ja, han forfulgte også anabaptisterne – gendøberne. Her fortsatte han den samme afskyelige løbebane, med en sammenblanding af tro og tvang, som Augustin havde lagt grunden til mere end 1000 år tidligere.
Mange i dag mener, at Luther bare var et barn af sin tid, men glemmer, at mange af de kristne, som befandt sig i den radikale fløj af reformationen, generelt frasagde sig vold, under enhver form. http://www.religion.dk/artikel/433219:Luther-set-udefra---Luther-havde-blinde-vinkler
Luthers voldelige liv
Tidligt i reformationen var Luther ikke tilhænger af dødsstraf over for kættere, selvom han støttede forfølgelsen af dem - undtaget død og landsforvisning. Til trods for at han var en varmblodet mand med et voldsomt temperament, var han ikke tilbøjelig til at straffe kættere med dødsdom. Han fortæller i sine skrifter, at han oprindelig ikke var tilhænger af blodsudgydelse - heller ikke i de tilfælde, hvor det var fortjent. Han frygtede at hengive sig til denne praksis, fordi han både kendte til papisternes voldudgydelse, samt Bibelens beretning om jøder der, ligeledes under påskud af at tjene Gud, havde udryddet hellige profeter og uskyldige mænd. Han frygtede, at det samme kunne ske for ham.
Men hvad angik andre former for straffe fandt han det i orden, men modsagde dermed sig selv, for han nævner samtidig, at det er tilstrækkeligt, at kættere bliver landsforvist. I overensstemmelse med disse principper, overtalte han folk i Sachsen til ikke at tolerere tilhængerne af Zwingli - pga. deres syn på nadveren - og om ikke at indgå i nogen form for alliance med dem. De måtte heller ikke stå sammen med dem i et fælles forsvar imod katolikkers forsøg på at ødelægge dem... Han skrev tilmed til hertug Albert af Preussen, i et forsøg på at overtale ham til at forvise dem fra sine distrikter ( JJ Stockdale, The History of the Inquisitions 1810, pp. xxvii, xxviii).
Luther ændrede sig dramatisk senere hen. Han støttede, med tiden, en total udslettelse af bønderne i bondeoprøret. Da bønderne i Tyskland forsøgte at anvende den nye 'frihed' til egen fordel, ved at omstyrte de tyranniske herremænd og dermed opnå uafhængighed, rasede Luther imod dem:
”Bønderne vil ikke lytte, de vil ikke lytte på nogen som helst; deres ører skal være så tilknappede med kugler, at deres hoveder hopper af deres skuldre … vis ikke nåde imod disse stædige, forhærdede og forblændede bønder, men lad enhver, så godt han kan, hugge, stikke, dræbe enhver af dem, som befandt han sig iblandt gale hunde… så fred og sikkerhed kan opretholdes… osv.” [Martin Luther, Werke Erlangen udgave, bd. 24, s. 294; Vol.15, s. 276; Passim ]
Luthers skrift vedrørende bondeoprøret er fyldt med tilsvarende udtryk, som ovenstående. Da han, i sine senere år, blev bebrejdet sit voldelige sprog, og for at opildne til en så nådesløs nedslagtning (der blev dræbt over 100.000 bønder), svarede han trodsigt: "Det var mig, Martin Luther, der dræbte alle bønderne i oprøret, for jeg befalede, at de skulle slagtes. Al deres blod er på mine skuldre, men jeg kastede det på vor Herre Gud, som befalede mig at tale på denne måde" ’[Martin Luther, Werke, Erlangen edition, vol. 59, p. 284].
Men Luthers voldsudgydelser stoppede ikke her – også anabaptisterne måtte stå for skud
