I et lignende tilfælde fik Gianna Jessen, hvis liv også blev afbrudt af saltvandsmetoden, lægehjælp og overlevede. Hun er nu en Pro-life-aktivist (Anti-abort aktivist). Klik ind på linket og læs mere om Gianna Jessen http://giannajessen.com/
I en artikel fra 2002 i Journal of Clinical Nursing antydes det, at sygeplejersker hyppigt ser babyer blive født levende efter abort. I tilfælde af sen abort er fostret som regel dødt før fødslen, selvom det ikke er uundgåeligt, at fostret faktisk forsøger at trække vejret eller bevæge dets lemmer, hvilket gør sygeplejerskerne ekstremt nervøse. Selvom en kvinde sandsynligvis kun vil gennemgå dette forløb én gang i hendes liv, kan sygeplejersker komme ud for det flere gange om året - ja, endda flere gange i samme uge. Artiklen citerer forfatter og lektor Annette D. Huntington, BN, Ph.D: ”Fødsel af en levende abort er en "regelmæssig begivenhed."
En anden sygeplejerske befandt sig i en frygtelige situation, hvor hun plejede en aborteret baby, og hun fortalte hendes historie i nyhedsbrevet for Friendship Pregnancy Center (nu kaldet Women's First Choice Center) i Morristown, New Jersey. Hendes historie er hjerteskærende:
"Om natten kom der en aborteret baby ind på vores afdeling, mens der blev sørget for tre, for tidligt fødte, babyer fra et nærliggende hospital. To af de tre babyer var i fare for at dø, og lægerne kæmpede for at redde deres liv. Mens lægerne var involveret i kampen for at hjælpe disse to ønskede babyer, blev den aborterede baby bragt ind. En sygeplejerske fra Fødeafdelingen kom ind på vores afdeling med et tæppe og sagde "Dette er en prostaglandinabort (prostaglandiner = abortmedicin). Han har stadig hjerteslag, så vi bragte ham herover."
Barnet blev placeret under en varmelampe, og jeg fik fortalt resten af historien: Barnets alder var, ved en ultralyd, skudt til ca. 23 uger. Moderen havde kræft og havde modtaget kemoterapibehandlinger, før hun opdagede, at hun var gravid og forældrene var blevet fortalt, at deres baby ville blive forfærdeligt deformeret på grund af kemoterapi.
Jeg kiggede på babyen, en dreng, som lå foran mig, og så at han var velskabt. Han havde en god stærk hjerterytme. Det kunne jeg sige uden at bruge et stetoskop, fordi jeg kunne se, at hans bryst bevægede sig synkront med halspulsen. Med et stetoskop hørte jeg hans hjerte pumpe stærkt. Jeg så på hans størrelse og hans hud - han så ud til at være ældre end 23 uger. Han blev vejet, og jeg opdagede, at han vejede 900 gram, næsten to pund. Dette var næsten dobbelt så meget som nogle af de andre babyer, vi var i stand til at redde.
En læge blev tilkaldt. Da hun ankom, begyndte babyen at bevæge sine små arme og ben febrilsk. Han begyndte at gispe, men kunne ikke få luft ned i lungerne. Hele hans krop dirrede for at trække vejret. Han blev tilset af en neonatalist og jeg opfordrede begge læger til at hjælpe ved at sige: "Babyen er levedygtig - se på hans størrelse, se på hans hud - han ser meget ældre ud end 23 uger." Det var et frygteligt øjeblik, hvor hver af os kæmpede med vores egne etiske standarder. Jeg hævdede, at vi skulle forsøge at genoplive ham for at få ham til at trække vejret. De vagthavende læger fortalte mig, "Dette er en abort. Vi har ingen ret til at gøre noget." Specialisten, som havde ansvaret for beslutningen, vred sine hænder og sagde stille: "Dette er så svært. Åh, Gud, det er så svært... "
Til sidst tabte jeg. Ingen ville forsøge at genoplive denne baby. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre. Dyppede min pegefinger i sterilt vand og lagde det på barnets hoved, mens jeg døbte barnet. Så pakkede jeg ham ind i tæpper for at holde ham varm og holdt om ham. Disse var de eneste foranstaltninger, jeg kunne trøste barnet med under disse omstændigheder, uanset hvor meget mere jeg gerne ville gøre. Jeg holdt denne lille dreng i mine arme, som stadig gispede efter vejret og forsøgte at holde sig selv i live.
Mens tårerne løb ned af mine kinder, bad jeg til Gud, om at han ville tage dette barn i hans omsorg, og at han ville tilgive mig, at jeg havde del i hans død. Efter et stykke tid holdt han op med at gispe. Hans hjerte fortsatte med at slå, men slagene blev langsommere og svagere, indtil det endelig stoppede. Han var død.
Det ironiske ved det hele var, at mens man kæmpede for en for tidlig født baby, kunne man have reddet denne aborterede baby. Dette skete ikke mindre en 5 meter fra, hvor sygeplejersken sad med det døende aborterede barn. Desværre døde den anden baby også - men hun fik al mulig lægehjælp, mens den aborterede baby blev fuldstændig ignoreret.