Menigheden Lys og Salt


SYGEPLEJERSKER DELER HJERTESKÆRENDE BERETNINGER



HVAD SKER DER MED BABYER, DER OVERLEVER EN ABORT



Ofte, når en baby fødes levende under et abortforløb, bliver barnet opbevaret på abortklinikken, indtil det dør. I sjældne tilfælde beslutter lægen sig for selv at aflive barnet. Under tiden overføres babyen til et hospital, hvor det kan få pleje i dødsforløbet. Men desværre er det mange hospitalers politik at bare overlade disse babyer til døden.


Børnesygeplejerske Kathleen Malloy, fra Jacksonville, Florida, oplevede en episode da en en baby, som blev født efter en salt-abort, blev overført til hendes hospital, og hun fortæller til Melanie Green fra Last Days Ministries:


"Jeg på arbejde fra kl. 23:00 om aftenen til kl. 7:00 om morgenen, og da vi ikke havde så travlt, gik jeg ud for at hjælpe med de nyfødte. Den nat så jeg et bassin udenfor børneafdelingen, og jeg så, at der lå en velskabt baby i det og græd - men der var noget anderledes ved dette barn. Denne lille pige så ud som om hun havde været i en gryde med kogende vand. Hun var barn af en salt-abort. Ingen læge, ingen sygeplejerske, ingen forælder til at trøste dette brændte barn, som havde frygtelige smerter. Hun var ladt alene for at dø i smerte. De ville ikke lade hende komme ind på børneafdelingen - de gad ikke engang at dække hende til. Jeg skammede mig over mit erhverv den aften! Det er svært at forstå, at dette kan ske på vores moderne hospitaler, men det gør det. Det sker hele tiden.


Jeg troede et hospital var et sted man helbredte de syge - ikke et sted hvor man slog dem ihjel. Jeg spurgte en sygeplejerske fra et andet hospital, hvad de gjorde med de babyer, der aborteres med saltvand. Her gjorde de ikke det samme som mit hospital gjorde, hvor barnet blev ladt alene, kæmpende med vejrtrækningen - nej, her lagde de barnet i en spand, hvor der blev lagt låg på, hvorpå barnet døde ved kvælning!"


En saltopløsning udføres ved at sprøjte kaustiske saltvandsløsning i fostervæsken, der omgiver et ufødt barn i anden trimester (de første 12 uger af en graviditet). Babyen trækker vejret gennem væsken, som brænder barnets lunger og hud, og barnet dør inden for nogle timer. Moderen går derefter i fødsel for at føde den døde baby.


Denne type aborter udføres sjældent i dag, fordi det har ført til så mange levende fødsler, og fordi det var for farligt for kvinderne, da det kunne forårsage alvorlige skader på kvindens krop, hvis saltvand blev sprøjtet ind i blodbanerne. En anden lignende abort-procedure er, når gift sprøjtes ind i barnets hjerte, eller i nogle tilfælde i fostervæsken, hvilket stadig finder sted i dag og bruges i den sene anden (12. uge til 28. uge) og tredje (fra uge 26 til fødsel) trimester.


Babyen, som Kathleen Malloy omtaler, og som led døden, fik hverken et navn eller chancen for at leve.



I et lignende tilfælde fik Gianna Jessen, hvis liv også blev afbrudt af saltvandsmetoden, lægehjælp og overlevede. Hun er nu en Pro-life-aktivist (Anti-abort aktivist). Klik ind på linket og læs mere om Gianna Jessen http://giannajessen.com/


I en artikel fra 2002 i Journal of Clinical Nursing antydes det, at sygeplejersker hyppigt ser babyer blive født levende efter abort. I tilfælde af sen abort er fostret som regel dødt før fødslen, selvom det ikke er uundgåeligt, at fostret faktisk forsøger at trække vejret eller bevæge dets lemmer, hvilket gør sygeplejerskerne ekstremt nervøse. Selvom en kvinde sandsynligvis kun vil gennemgå dette forløb én gang i hendes liv, kan sygeplejersker komme ud for det flere gange om året - ja, endda flere gange i samme uge. Artiklen citerer forfatter og lektor Annette D. Huntington, BN, Ph.D: ”Fødsel af en levende abort er en "regelmæssig begivenhed."


En anden sygeplejerske befandt sig i en frygtelige situation, hvor hun plejede en aborteret baby, og hun fortalte hendes historie i nyhedsbrevet for Friendship Pregnancy Center (nu kaldet Women's First Choice Center) i Morristown, New Jersey. Hendes historie er hjerteskærende:


"Om natten kom der en aborteret baby ind på vores afdeling, mens der blev sørget for tre, for tidligt fødte, babyer fra et nærliggende hospital. To af de tre babyer var i fare for at dø, og lægerne kæmpede for at redde deres liv. Mens lægerne var involveret i kampen for at hjælpe disse to ønskede babyer, blev den aborterede baby bragt ind. En sygeplejerske fra Fødeafdelingen kom ind på vores afdeling med et tæppe og sagde "Dette er en prostaglandinabort (prostaglandiner = abortmedicin). Han har stadig hjerteslag, så vi bragte ham herover."


Barnet blev placeret under en varmelampe, og jeg fik fortalt resten af historien: Barnets alder var, ved en ultralyd, skudt til ca. 23 uger. Moderen havde kræft og havde modtaget kemoterapibehandlinger, før hun opdagede, at hun var gravid og forældrene var blevet fortalt, at deres baby ville blive forfærdeligt deformeret på grund af kemoterapi.


Jeg kiggede på babyen, en dreng, som lå foran mig, og så at han var velskabt. Han havde en god stærk hjerterytme. Det kunne jeg sige uden at bruge et stetoskop, fordi jeg kunne se, at hans bryst bevægede sig synkront med halspulsen. Med et stetoskop hørte jeg hans hjerte pumpe stærkt. Jeg så på hans størrelse og hans hud - han så ud til at være ældre end 23 uger. Han blev vejet, og jeg opdagede, at han vejede 900 gram, næsten to pund. Dette var næsten dobbelt så meget som nogle af de andre babyer, vi var i stand til at redde.


En læge blev tilkaldt. Da hun ankom, begyndte babyen at bevæge sine små arme og ben febrilsk. Han begyndte at gispe, men kunne ikke få luft ned i lungerne. Hele hans krop dirrede for at trække vejret. Han blev tilset af en neonatalist og jeg opfordrede begge læger til at hjælpe ved at sige: "Babyen er levedygtig - se på hans størrelse, se på hans hud - han ser meget ældre ud end 23 uger." Det var et frygteligt øjeblik, hvor hver af os kæmpede med vores egne etiske standarder. Jeg hævdede, at vi skulle forsøge at genoplive ham for at få ham til at trække vejret. De vagthavende læger fortalte mig, "Dette er en abort. Vi har ingen ret til at gøre noget." Specialisten, som havde ansvaret for beslutningen, vred sine hænder og sagde stille: "Dette er så svært. Åh, Gud, det er så svært... "


Til sidst tabte jeg. Ingen ville forsøge at genoplive denne baby. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre. Dyppede min pegefinger i sterilt vand og lagde det på barnets hoved, mens jeg døbte barnet. Så pakkede jeg ham ind i tæpper for at holde ham varm og holdt om ham. Disse var de eneste foranstaltninger, jeg kunne trøste barnet med under disse omstændigheder, uanset hvor meget mere jeg gerne ville gøre. Jeg holdt denne lille dreng i mine arme, som stadig gispede efter vejret og forsøgte at holde sig selv i live.


Mens tårerne løb ned af mine kinder, bad jeg til Gud, om at han ville tage dette barn i hans omsorg, og at han ville tilgive mig, at jeg havde del i hans død. Efter et stykke tid holdt han op med at gispe. Hans hjerte fortsatte med at slå, men slagene blev langsommere og svagere, indtil det endelig stoppede. Han var død.

​

Det ironiske ved det hele var, at mens man kæmpede for en for tidlig født baby, kunne man have reddet denne aborterede baby. Dette skete ikke mindre en 5 meter fra, hvor sygeplejersken sad med det døende aborterede barn. Desværre døde den anden baby også - men hun fik al mulig lægehjælp, mens den aborterede baby blev fuldstændig ignoreret.



Sygeplejerske, Joan S. Smith, fortalte følgende historie:


"Det var en nat, jeg aldrig vil glemme. Klokken var 23:00 og min kollega Karen og jeg stod og vaskede hænder - det var i starten af vores vagt i Special Care Nursery på et stort undervisningshospital... Pludselig stod der en sygeplejerske i døråbningen. Hendes hvide uniform virkede forkert i hospitalets område, hvor kun kirurgiske dragter bæres. "Her, kan du tage det," sagde hun og gav mig et lille metalfad i min hånd som var dækket af et papirhåndklæde. "Hvad er det?" spurgte jeg, for jeg kunne se på hendes ansigt, at noget var helt galt. "Det er en 22 ugers svangerskabsabort, leveret på vores gulv. Men det er i live", forklarede hun, og så vendte hun om på hælen og var væk.


Jeg fjernede papirhåndklædet og kunne se en perfekt skabt krop af en baby, krøllet sammen i det kolde metalfad.... Karen kom over for at hjælpe. "Dette sker desværre så ofte," forklarede hun. Hun havde undervist på hospitalet og havde arbejdet der i over 15 år. [Efter Joan havde tilkaldt en læge fik hun at vide, at hun ikke skulle gøre andet end at udfylde barnets dødstidspunkt].


Han bevægede sine små arm, og jeg forsøgte at få styr på mine følelser. Jeg følte mig magtesløs, vred og overvældet af sorg. Hvordan kunne vores medicinske system være så kynisk? Her var jeg omgivet af medicinsk teknologi, som ikke var til nogen nytte for dette lille barn. Jeg spekulerede på, om forældrene havde fået at vide, at deres søn var registreret på hospitalet som en levende fødsel og fået taget fodaftryk og givet identifikationsnummer af den læge, som havde anmeldt hans fødsel – som om det blot var en uforudsigelig komplikation af en rutine-abort.


Det tog næsten fire timer, inden det lille hjerte stoppede. Med tårer i øjnene viklede jeg hans krop ind i et ligklæde. Dette var det eneste liv, dette barn nogensinde ville få. Han ville aldrig kende varmen af en mors omfavnelse. Ingen ville nogensinde fejre hans fødselsdag. Han ville aldrig blive givet et navn."