I dag skal det være lysten, der driver værket - og ikke pligten! Lysten til at være noget særligt ligger nemlig i tidens ånd, og alt er konkurrence-præget – man vil gerne ses og høres og helst af så mange som muligt. Vi har X-factor, danseprogrammer, overlevelsesprogrammer, madprogrammer, indretningsprogrammer osv. osv. Fælles for dem alle er, at de udspringer af lysten til konkurrence, og at alle gerne vil være noget og gøre sig bemærket.

Vi går til sport, vi dyrker fitness, og vi udmærker os på mange forskellige områder – plejer vores udseende og pynter vores hjem. Men det finurlige er, at når det kommer til at lære og dygtiggøre sig i skolen eller at finde sin plads og sin tjeneste inden for Kirkens rammer, så hersker der faktisk en jantelov, som går i den stik modsatte retning. Her skal vi alle helst være lige gode og ikke gøre for stort et nummer ud af at være eller vide mere end de andre.

Der ligger nærmest en selvudslettende socialistisk tilgang, hvor vi alle bør følges ad og helst udvise en tilpasset jævn adfærd, så ingen føler sig stødte eller mindre værd. Her er det bedre, at man kravler ned fra sin høje hest, så alle kan føle sig bedre tilpas… så hellere vælge den laveste fællesnævner, i stedet for at gå foran og være et godt eksempel.

Her kravler man hellere ned på de andres niveau - eller tier, hvis det viser sig, at man ved bedre end de andre – for det er ikke velset, hvis man udmærker sig eller overgår jantelovens fællesnævner. I stedet tager man misforstået hensyn til dem, der hverken kan eller vil udmærke sig. Her skal vi helst rumme alle… så ingen føler sig utilpasset! Men netop heri ligger det paradoksale, for når børnene kommer hjem fra skole, så går de ind og konkurrerer indbyrdes i online gaming, hvor de dedikerer sig med ånd og sjæl i at være den bedste.

Her må vi så konkludere, at - i Danmark - prioriterer vi de talenter højst, som gør os bedre til at danse, lave mad, synge, forarge, underholde eller at overleve en tur i ødemarken – fremfor at dygtiggøre os og tilegne os den viden, der kan styrke landets fremtid og vores forståelse for den verden, vi er blevet givet, og som bliver videregivet som vigtige informationer til de kommende generationer. En viden, som siges at kunne højne moralen og smitte af på motivationen?!

Også i Kirken gør samme tendens sig gældende – hvor alle bliver lige - hvorved al autoritet undergraves. Her har alle nu mulighed for at blive lærere, profeter og evangelister - og jo mindre man nærstuderer Bibelen, des bedre! Her er kristendom mere gået hen og blevet et spørgsmål om åndelighed - om at føle sig frem. Dette har skabt den myte, der siger, at vi bare skal spørge Ånden til råds – hvor vi lytter til det, der kildrer vores ører, og at vi derfor ikke længere behøver at dykke ned i Guds Manual til os mennesker… for tænk hvis vi blev klogere end andre, når det gælder Guds plan for menneskeheden?! – Nej, at tro det skaber automatisk et mærkat, som stempler enhver bibelkyndig som en farisæer!

Først var det Paven, som fik sit veto imod bibellæsning indført – og nu følger protestanterne trop. Der findes sågar kristne, der mener, at man kan klippe de dele ud af Guds ord, som man ikke gider at forholde sig til - og hvis man ikke bryder sig om Jesu Ord, så kan man bare nøjes med at følge Paulus. Hermed er bibelstudie nærmest blevet noget skamfuldt og out-datet!

Man kan tale om statssocialisme – men man kan også tale om kirkesocialisme - hvor alt er lige godt, bare der ikke er nogen, som forholder sig til det ypperste. og hvor man ikke længere vil affinde sig med et skemalagt pensum, som skaber en naturlig gudgiven orden og dygtiggørelse. Derfor bliver alt forfladiget og mister sin kraft.