Vi lever i en verden, hvor brutal vold og uretfærdighed hersker, og når man tænder for nyhederne, så toner de værste uhyrligheder frem. Verden er vitterligt gået hen og blevet, som der står i Bibelen:

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være” (Matt 24,39)

Der er mange røster derude, og der er mange meninger, der kommer væltende som en massiv strøm af informationer, noget der for selv den kristne – kan blive skadeligt. Det er selvfølgelig ok at græde og udvise medlidenhed med andre mennesker, men vi skal passe på, at vi ikke lader os føre med af mismod og følelsen af håbløshed. For vel skal vi holde os opdaterede – holde øje med tidens tegn og bede for, at sandheden må komme frem – og vi skal til alle tider tale sandhed og pege på uretfærdighed. Men den store fare ligger i den dybe skarpe klo, som medierne ønsker at sætte i os. Ubemærket bliver man suget ind i andre menneskers liv, smerte og et væld af propaganda af enhver art - alt sammen noget, der vil krybe under huden på os og stjæle vores fokus og det er noget der i værste fald kan kvæle troen.

Guds rige bliver aldrig af denne verden! Så når den kristne glemmer sit oprindelige kald og sin tjeneste i menigheden og i stedet bliver politisk indigneret og engageret, så glemmer han, at det ikke er det, han er kaldet til! Mange af Guds tjenere er gået grueligt fejl af vejen og har lidt skade på deres relation til Herren, fordi de involverede sig i politik og bevægede sig ud i verden på deres egne præmisser, i god tro - for at skabe ”et bedre samfund”. De glemte, de var sat til at vogte hjorden i deres egen forsamling, opmuntre nye i troen, bede for en fortabt verden og dele Guds agenda, Guds ord og Guds vilje med dem, som vil lytte på os.

Men at føre politik i kirkekredse er ikke en ny tanke, ja selv disciplene havde nøjagtig samme ønske, og nogle satsede ligefrem på at fremelske en revolutionær og socialpolitisk Jesus, som skulle brillere ved at udfri dem af romersk herredømme.

Det var derfor at disciplene, på dagen for Jesu himmelfart, spurgte ham:

”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6).

Men Jesus havde langt højere planer, og hans planer var ikke deres planer - ikke et jordisk rige, men et himmelsk rige! Han prædikede fred med Gud og mennesker, og hans ønske var og er at alle mennesker måtte finde tilbage til deres Skaber – og af et frivilligt hjerte finde ind til vores Faders arme, for heri ligger den ægte glæde og frihed, for i ham har vi alt, hvad vi behøver! Kristne er ikke kaldet til at sidde med næsen dybt begravet i nyhederne eller at marchere rundt på gaden i protest, om det så vedrører abort, politik eller andre mærkesager, som kan berøre vores hjerter, og som optager os.

Det er derfor den kristnes fornemste pligt at holde hovedet koldt og hjertet varmt! For vi bør huske på, at vi ikke er kaldet til at dømme mennesker uden for kirken (1 Kor 5,12) – kun dem, som er en del af os selv, i vores egen midte. Vi kan ikke pålægge en mørk og forvildet verden, at forstå Guds retfærdighed og væsen uden at det bliver åbenbaret gennem Guds eget Ord, Bibelen og hans retfærdighed.