Du bliver ALDRIG i stand til at tage noget alvorligt, hvis først du får for vane at grine af alting og anskue livet ud fra en humoristisk synsvinkel.
I vort land – og ikke mindst i USA - har vi gennem årtier set en eksplosion af komedieserier og stand-up komikere skyde frem som paddehatte. Og tro mig - der findes intet helligt tilbage i et samfund, når først alt det, man burde betragte med seriøsitet, får mennesker til at slå sig på lårene af grin. Her spotter vi alt og alle: Regeringsmedlemmer, præsidenter, det religiøse, det syndige, de hellige, de handicappede, de psykiske syge… ja, sågar døden spotter vi. Vi spotter simpelthen bare alt!
I dag modtager vi ofte vores nyheder fra USA - af kendte komikere og smarte fyre som bl.a. Jon Stewart og Stephen Colbert - som begge har gjort en stor indsats for at få traditionalister til at fremstå som idioter - fordi de selv afskyer de traditionelle værdier.
Og hvad angår latterliggørelse er det altid de serier, som nedgør enhver form for religion, der får verden til at trække mest på smilebåndene. Verdslige og ugudelige mennesker vil altid grine, med en særlig fryd og ondskabsfuldhed, når de religiøse hænges ud og latterliggøres. (Se fx The Simpsons)
Visse komikere har tilmed lavet en tegnefilm, som gør tykt nar af Jesus (South Park) – og, ikke mindst, har vi komikere, der spotter Jesus på korset (Sam Kinison). Vi har i det hele taget komikere, der spotter selveste dét at tro - som fx George Carlin, der bla. udtaler:
Religion er virkelig den mest latterlige … form for komedie af alle… Prøv at tænk efter… Religion har fx overbevist mennesker om, at der findes en usynlig mand, der bor i Himlen. Han tjekker alt, hvad du gør, hvert eneste minut, hver eneste dag. Denne usynlige mand har en liste med 10 helt konkrete ting, som han ikke ønsker du skal gøre. Og hvis du gør nogle af disse ting, vil han sende dig ud til et særligt sted, hvor der både er ild og røg og tortur og angst, og hvor du skal leve for evigt, og lide, og brænde, og skrige indtil tidernes ende. Men han elsker dig! Han elsker dig! Han elsker dig! - og han har brug for dine penge.
Desværre findes der også kristne, som har slået sig ned som komikere – eller kristne som lader sig underholde af satire og komik - og så findes der kristne, som med deres opførsel har gjort kristendommen til én stor joke, og som udstilles, så verdens børn kan more sig over dem… kristne, som bruger tid på demonstrationer imod homoseksuelle eller porno, og som offentligt tordner imod synden, for derefter selv at falde i synd. Der findes også kristne, som misbruger de kristne midler, til egen økonomisk fordel, hvor de stjæler af kassen eller slår plat på salg af salveolie - og som viser sig at være hyklere.
Det er sådanne ting, som får mennesker til at hyle af latter og miskreditere den levende Gud, alt imens de, i intetanende sorgløshed, vandrer omkring i blinde på fortabelsens vej - uden tanke på døden og på evigheden. Selv graven bliver der gjort grin med – som om vi bare kan hoppe ind og ud af den. Og fordi døden forsvandt ud af deres synsfelt, midt i al morskaben, kommer den ofte som et chok for mange.
Nej, du bliver aldrig i stand til at tage noget alvorligt, når først du har for vane at grine af alting og anskue livet ud fra en humoristisk synsvinkel. Og her advarer Bibelen os:
… skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt… lad jer ikke bedrage med tomme ord; thi for sådanne synders skyld kommer Guds vrede over ulydighedens børn (Ef 5,4-6 gl)
For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? (Mark 8,36 gl)