Flere og flere nutidige kristne kunstnere har vundet popularitet i den sekulære musikindustri og har krydset over og har fået mange nye fans, som sætter pris på de tekster, som er både opmuntrende og følelsesladede, og hvor alle kan være med.
Et eksempel på en populær kunstner er Lauren Daigle, som er blevet udråbt til den nye amerikanske Adele. Hendes musik har et indhold, som appellerer til de fleste mennesker og kan trøste enhver, som føler sig nede. Problemet med nedennævnte sang er, at den desværre giver et letkøbt billede af den kristne vandring.
I hendes mest kendte hit, You say, udtrykkes de kampe hun har med sit selvværd, og at hun ofte føler, at hun ikke er noget værd og stiller spørgsmålstegn ved, om man kun er summen af det, man kan præstere… altså om det virkelig kan være rigtigt, at det kun er gerningerne, der frelser!? Er det ikke nok bare at tro, for det gør Lauren altså?? Hun beder Gud om at blive styrket i sin identitet, og at hun kan blive forsikret i, at hun skam er god nok, som hun er….
Alt dette kan lyde meget rigtigt og uskyldigt for dem, der ikke kender Biblen, men den kristne ved godt at i mennesket bor der intet godt, og at vi derfor har brug for Guds suveræne indgriben – ikke bare en enkelt gang, men konstant og hele tiden. Vi skal omvende os og genfødes, så vi bliver et nyt menneske. Det er således ikke nok at tro – men at handle på den tro, man bekender sig til. Den sande kristne ved, at man ikke længere lever for sig selv og ens egne følelser, men i det nye liv, som Kristus har givet. Hvis nogen mener, at dette er forkert anskuet, har de enten ikke læst deres Bibel, eller også er de blevet misinformeret af andre kristne og har fået filtreret væsentlige dele fra. Det er ikke et spørgsmål om at blive en bedre udgave af sig selv, men at komme til at ligne Jesus endnu mere og at vokse i åndelig modenhed, så man kan udføre den gerning, som enhver kristen er kaldet til. Man frelses ikke af gerninger alene, men man arbejder dagligt på sin frelse, ved at lade sig helliggøre og forme… her er det ikke længere identiteten (den gamle Adam), som fortsat skal fodres og plejes, men det nye liv i Kristus Jesus.
Men hvad er baggrunden for, at så få kristne kender Guds Ord og let lader sig lede på afveje og i stedet følger verdens væsen? Kan det skyldes at de, som børn, kun er blevet undervist i halve bibelske sandheder, der kun beskæftiger sig med de ”positive” elementer. At de som børn aldrig blev omvendt for det rette? En inkonsekvent kristendom, som sigter mere på udmærkelse og popularitet end på at blive Kristus lig? Hør denne undervisning, som berører hvordan kristne forældre kan svigte vores børn og ungdom, så de falder fra med tiden – idet de ikke har fået de nødvendige værktøjer: https://barnogtro.dk/kap-3-omvendelse-1-del.html
Man kan spørge sig selv om Lauren får støtte af en menighed - og om manglende støtte kan være årsagen til, at hun er gledet ud, som hun er? Det er svært at stå stand, hvis ikke man har en menighed at læne sig op ad. Derfor er Lauren desværre også blevet fanget i sin egen semi-humanisme, eftersom hun nægter at udtale sig om homoseksualitet. Hun vil hellere klappe dem ned i afgrunden - i Helvede, end at pege på et nyt liv i frihed med Kristus - og i kærlighed fortælle, hvad Gud mener om den sag. Dette er sørgeligt og kompromissøgende og viser en kunstner, der ikke kender den Kristus hun synger om. Her kunne Lauren have valgt at bruge sin popularitet på at pege på den fulde sandhed, men ville hellere tækkes sit publikum.