Når vi, indimellem, ser tilbage på vores bønneliv - og ser, hvor lille vores indsats egentlig var, når det kommer til stykket - kan vi ikke lade være med at undre os over, at Gud overhovedet har ulejliget sig med at besvare vores bønner! Der findes godt nok dem iblandt os, der synes, de egentlig har gjort det godt nok. Men den mere ærlige kristne vil - i sine mere oplyste øjeblikke – ofte græde over, hvor lidt tid der egentlig blev brugt på Herren.
Tanken får os ofte til at ønske, at vi kunne skrue tiden tilbage - for så ville vi have satset langt mere på bøn og bedt med langt større inderlighed. Her må vi erkende, at tiden ofte blev sløset bort i ligegyldigheder, i stedet for at våge ved Herrens fødder. Det får os til at skamme os og gør os kede af det.
Kristen… er det også sådan du har det indimellem? Hvor ofte har dine bønner ikke været både kolde og uinspirerede?! Du burde have kæmpet en langt mere indædt kamp - på samme måde som Jakob - men i stedet var dine bønnestunder få og slappe. Ja, de har langtfra lignet den åndsfyldte, trosfyldte og udholdende bøn, som råber:
Jeg slipper dig ikke, førend du velsigner mig!! (1 Mos 32,25-33)
Og dog er det en vidunderlig sandhed, at Gud har hørt dine kolde og mangelfulde bønner, trods din ringe indsats - ja, han har ikke kun hørt dem, men også ofte, i kærlighed og velvillighed, besvaret dem - også selv om dine besøg hos Herren har været sporadiske, hvor du glemte at dele dit hjerte med ham!
Kun når du befandt dig i vanskeligheder og ikke vidste, hvad du ellers skulle gøre, brugte du ekstra tid. Men så snart du fik det, du kom efter, stoppede dine mange bønner, og du blev igen efterladende og doven! Alligevel har Gud velsignet dig, Kristen - ja, selvom du har forsømt at søge ham, er lyset fra hans ansigt ikke veget fra din side.
Åh... hvilken vidunderlig tanke, at Gud har taget imod vore bønner! Hvilken kærlig og overbærende Gud, som stadig hører vores bønner, når vi står midt i vores vanskeligheder - også selvom vi er tilbøjelige til at ignorere ham bagefter! (5 Mos 6,12-13). Vi ligner, til forveksling, de spedalske, der påkaldte Jesu navn i deres sygdom - men som glemte ham, da han havde bragt dem lægedom (Luk 17,11-19).Og her må vi kristne erkende, at vi har det med at sætte Jesus på standby, når først vi har fået, hvad vi kom efter. Hvor er det dog skammeligt!
Kristen, vær dog ikke så utaknemmelig imod din Herre - det fortjener han ikke! Kan ikke engang hans nåde bevæge dit hjerte? Heller ikke når han, i kærlighed, lytter til din bøn? Husk på, hvad han gik igennem for din skyld - den store gru i Getsemane have, da hans sjæl var fortvivlet til døden - og hans sved som blev til bloddråber, da det faldt til jorden (Luk 22,39-46). I sin hårde kamp for menneskers frelse bad han sine disciple om at stå sammen med ham i prøvelsens time, idet han sagde:
Kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? (Matt 26,40)
Men nej, søvnen overmandede dem! Alt dette led han for os, Kristen! (Fil 2,5-11). Læg derfor al din egoisme ned og vær trofast indtil det sidste, idet vi:
...under stadig bøn og anråbelse, altid beder i Ånden, og lad os altid holde os vågne til det, med udholdende forbøn for alle de hellige! (Ef 6,18-19)
Dagens citat:
Skal jeg give dig endnu en grund til, at du må bede? Så lad mig fortælle dig, at jeg virkelig har lagt hele mit hjerte i mine prædikener. Jeg har simpelthen ikke mere at komme med. Mon ikke dine bønner er i stand til at opnå det, som mine prædikener ikke formår? Er det ikke sådan, at menigheden ofte har rakt en hånd ud imod verden, i form af prædikener - alt imens den har forsømt at række en hånd ud, i form af bøn? Kære venner, lad os derfor kæmpe i bøn, til det sidste!!