Der findes en form for kristendom, som ser ud til at falde i god jord, og som mange tilslutter sig! Det er en letkøbt kristendom, som ikke fornærmer nogen... der ikke kræver et personligt offer... der intet koster - og derfor intet er værd! Tag dig derfor i agt for en letkøbt kristendom, Kristen... og lad ikke din Gud KUN være "nådig" - lad ham samtidig være "retfærdig" - for ellers skaber du dig en afgud!
For hvad er sand hellighed egentlig? Jo, det er når man, helt automatisk, er enig med Gud... i hans befalinger og domme - præcis som beskrevet i Skriften - Guds Ord. Ja, sand hellighed er egentlig at hade dét, Gud hader - og at elske det, han elsker!
Mål derfor ikke din tro i forhold til de mange, der IKKE sigtede efter målet, Kristen! Tro heller ikke, at alt er i den skønneste orden - bare fordi du er i stand til at overgå alle dem, der ikke holdt ud til det sidste.
Er det tilfældet med dig, Kristen? Eller kan du - med hånden på hjertet - påstå, at du føler dig helt på plads i din gudsdyrkelse? Hvis ikke - hvornår gik det så galt for dig…? Hvad fik dig til at tage den beslutning om ikke længere at gøre de samme gerninger, som i begyndelsen? Hvorfor lod du dig føre med strømmen, sammen med verdens børn?
Nej, du ønskede ikke mere at leve med den modgang, verden gav dig og at give afkald på de verdslige fornøjelser, verden lokkede med - derfor valgte du kompromisets vej - hvilket blev til fald for dig! Var det ikke her, du mistede din åndelige kraft og dit tætte forhold til din Herre? Var det ikke her, at glæden forlod dig - og dit hjerte blev hårdt?
Men synden er en farlig størrelse at lege med - for når først den slår sig ned i dit hjerte, lader den sig ikke så let vise bort. Her dukker de gamle vanemønstre op, som hurtigt overtager din karakter. Her vikles en usynlig lænke om din fod, der kan være svær at bryde. Uvaner er at sammenligne med sten, der ruller ned ad en bakke - jo længere de ruller, des hurtigere går det, og desto mere ukontrollerbar bliver deres kurs... Ja, vaner er som træer, der styrkes med alderen. Derfor kan en dreng let bøje en lille og nyplantet eg - hvorimod hundrede mænd ikke formår at rive et fuldvoksent træ op med rode. Sådan er det med uvaner: Jo ældre, des stærkere! Jo længere tid de besidder os, des sværere bliver de at kaste ud!
Min Elskede… Er det virkelig, hvad du ønsker… vil du bare lade dit åndelige liv dø ud? Vil du virkelig skuffe din Herre på denne måde?
Ved du ikke, at ægte kærlighed til Gud altid viser sig ved, om vi er parate til at bære ondt - samtidig med at vi gør godt! Den gør os tålmodige, når vi provokeres ... den gør os tilgivende, når vi såres... milde, når vi angribes - og stille, når vi bagtales. Den gør os, endvidere, i stand til at lægge øre til mange ting... og at se igennem fingrene med det, som andre påfører os, og underordne os og fornægte os selv - alt sammen for Herrens skyld!
Kristen... i dagens ord kommer Jesus dig i møde... han rækker sine naglemærkede hænder ud til dig i kærlighed og beder dig følge ham og at gøre de samme gerninger, du gjorde i starten … (Åb 2,1-7) Lad derfor dagen i dag være en frelsens dag, min Kære. Beslut dig atter for at søge Herren af hele dit hjerte og underlægge dig hans vilje! (2 Kor 6,2; Es 49,8)
Hører du ikke hans stille kalden?:
Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld. (Es 1,18)
Kære Ven ... giv ham ikke anledning til at kunne sige om dig:
Jeg har det imod dig at du har mistet din første kærlighed!
Dagens citat:
Beviset for at en sjæl VIRKELIG er vundet for Kristus vil altid kunne ses, når der sker en ægte og varig forandring i vedkommendes liv. Hvis et menneske ikke lever anderledes end tidligere - det gælder både ude såvel som hjemme - er hans omvendelse kun en fiktion og et selvbedrag - og han har derfor brug for at omvende sig fra sin "omvendelse"! Omvendelse er heller ikke en problemfri og afslappet proces - som nogle mennesker ser ud til at tro - ellers ville Bibelen ikke have sammenlignet et menneskes hjerte med en brakmark og Guds ord med et sværd!