Om vi dog bare ville gribe fat i disse vidunderlige Ord i tro og tage dem i brug - for så ville vi eje et mægtigt våben, der kan besejre alt! Ja, hvor findes den frygt, som ikke snart vil pådrage sig et dødeligt sår - fældet af en pil fra Guds fantastiske løfter? Her kan lyset fra Skriften få mange af dine prøvelser til at miste deres magt! Det gælder både i dødstimen og i vores eget fordærvede sind - og ikke mindst de farer, der kommer fra verden omkring os... samt de prøvelser, der kommer fra mørkets dyb - hvor dette lys besejrer al form for vantro og tvivl! (Sal 119,38-56).
Lad derfor Guds Ord være din daglige tilflugt, Kristen, for så vil ethvert dæmonisk angreb snart blive afværget! For Guds løfter skinner klart i mørket og lover dig sejr over enhver hindring! Tag derfor imod det i tro!
... for Gud selv har sagt!
Grav derfor dybt i Ordet - for måske finder du et løfte, som passer i netop din situation?! Men hvis du ikke kender Guds løfter - eller aldrig tager dem i anvendelse - vil du snart føle dig som en forladt og ensom fange i et underjordisk fangehul - ude af stand til at række ud efter det nøglebundt, hvor netop én af nøglerne kan åbne døren for dig og sætte dig i frihed (Sal 56).
Ønsker du virkelig at forblive i fangenskab, min Kære? Det kan let gå hen og blive din skæbne, hvis ikke du gør alt for at lede efter netop denne ene brugbare nøgle - for friheden er jo lige for hånden! Hvorfor så gå glip af al den trøst og forløsning, et sådant løfte kan skænke dig? Grib dog fat om Ordet, drej nøglen rundt og brug den!
Måske føler du dig trynet på din arbejdsplads... måske mærker du, hvordan mørkets magter forsøger at finde indpas i dit sind... måske har din tro skabt dig fjender... måske befinder du dig, i det hele taget, på nulpunktet med dit liv? Netop her kan nøglen til din frihed, meget vel, findes i dette fantastiske løfte fra din Herre?!:
Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten. Sådan er Herrens tjeneres lod, deres retfærdighed kommer fra mig, siger Herren (Es 54,17)
Det kan også være, at du er ramt af sygdom og svaghed? Også her har Skriftens store Lægemiddelbog en stærkt virkende medicin, som netop du kan få gavn af. Men hvis du ikke giver dig tid til at gennemtrævle Guds Ord - for at opdage, hvad Gud egentlig har sagt - finder du aldrig hverken trøst og lindring for din smerte - ligesom du heller aldrig vil modtage den medicin, som kan rejse dig fra dit sygeleje! (Luk 7,11-23).
Så når du læser i Bibelen, så glem ikke at fylde dit sind med Guds dyrebare løfter. For hvad nytter det at kunne citere alverdens bøger, skrevet af såkaldte betydningsfulde mennesker… eller at kunne fremsige smukke digte skabt af verdens store poeter? Det ville aldrig kunne hjælpe dig igennem livets mange udfordringer - ligesom det heller aldrig kan hjælpe dig på dødens dag!
Burde du ikke hellere dygtiggøre dig i Guds Ord, så du bliver i stand til at kunne citere Skriften? Jo, for det får du uden tvivl brug for, når du skal løse akutte og vanskelige situationer her i livet - eller når du får brug for at udrydde tvivl og mismod i dit sind!
Guds Ord er kilden til al visdom og trøst… lad derfor Ordet bo i dig, i rigt mål, så det kan blive:
… en kilde, som vælder med vand til evigt liv (Joh 4,14)
Da kan du finde hjælp og trøst - uanset hvilken situation du står i.
Dagens citat:
Når først vi begynder at ophøje os over Bibelen og ikke længere gør Guds Ord til vores eneste regelsæt her i livet - både med hensyn til vores tro, og hvordan vi udfører den - vil vi snart åbne op for alle former for bedrag og stå i stor fare for at lide skibbrud med vores tro og lide skade på vores samvittighed. Husk på, at som Kristi tilhængere, vil vores største glæde altid findes i vores lydighed mod hans Ord. Derfor ville det være hyklerisk at bede om sejr over synden, hvis vi samtidig forsømmer at fylde os med Guds Ord.