Efter Jesu død befandt to af hans disciple sig på vejen væk fra Jerusalem, alt imens de talte med hinanden om det, der var sket. Da kom Jesus selv og slog følge med dem. Men de genkendte ham ikke. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I går og taler om”? De standsede - så bedrøvede ud og svarede: ”Er du den eneste, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?". ”Hvad da?” spurgte han. De svarede: "Det med Jesus, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - og som blev udleveret til dødsstraf og korsfæstet. Vi havde virkelig håbet på, at han skulle forløse Israel… ”
Da sagde han til dem:
I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt ... Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne (Luk 24,25-27)
Her åbnede Jesus ikke kun Skrifterne for dem! Nej, han åbnede op på en langt dybere måde, end de selv var i stand til.
I første del af denne proces - hvor det drejer sig om undervisning i Skrifterne - kan de fleste af os være med - for der findes mange, som sagtens kan rumme Skrifterne med deres forstand. Men i anden del af processen er det kun Herren, der kan give os en mere dybtgående forståelse - så Skrifterne bliver til liv for os.
Og netop her skiller Herren sig ud fra andre lærere. De taler til øret - han taler til hjertet. Dé opererer i bogstavens ånd - mens Jesus - ved sin Ånd - skaber en indre tørst i os efter sandheden, og han gør os i stand til at modtage Ordets særlige ånd og karakter.
Her er selv de mest ulærde individer blevet modne disciple i Åndens skole. Husk på, at mange af Jesu disciple var jævne fiskere - men i Herrens skole samlede de sig stor visdom. For ingen formår, som Jesus, at blotlægge os Himmerigets mysterier og skænke os guddommelig salvelse, så vi bliver i stand til at se det, andre ikke kan se.
Derfor: Lykkelig er den, som får styrket og oplyst sin forstand af Mesteren selv!
Men hvor findes der dog mange kloge hoveder, som ejer stor lærdom - men som alligevel er uvidende om de evige ting! De kender kun til den del af Skriften, som slår ihjel - men intet til Skriftens levende Ånd - da deres hjerter er dækket af et slør af kødelig fornuft.
Sådan var det også for os engang. Vi - som nu ser klart - var engang fuldstændig blinde. Sandheden lå gemt i mørket - forsømt og ubemærket. Havde det ikke været for Jesu kærlighed, ville vi stadig have befundet os i total uvidenhed - hvis ikke han havde oplyst vores forstand. For det er lige så uopnåeligt, i vor egen formåen, at gribe denne åndelige kundskab, som det er for en struds at flyve op til stjernerne.
Vi har altid brug for salvede lærere i menigheden! (Ef 4,7-16). Men hvis ikke vi adlyder Jesus og gør, hvad han forlanger af os, vil han ikke sende os Ånden (Joh 14,15-24). Og uden Ånden, bliver Ordet ikke levende for os! Lad os derfor sætte os ved Jesu fødder og tage ved lære af ham, så vi kan modtage mere af den himmelske lærdom (1 Kor 1,18-30). Jesus udvælger sjældent dem, der er kloge i egne tanker... heller ikke veluddannede teologer! Nej, det var de enfoldige og ydmyge, han kaldte!
Men uanset om du er skolet eller ej, så glem ikke, at det er Guds Ånd, der gør bogstaven levende - hvis ikke, vil det ikke gavne os spor. Kun Jesus kan, ved sin Ånd, åbne Skrifterne for os - kun hos ham finder vi frem til det levende vand, som kan løfte sløret fra vores øjne - så vi forstår Skrifterne (Joh 6,63; Luk 24,44-53).
Dagens citat
Såfremt Bibelen skulle vise sig ikke at været Guds inspirerede Ord, så ville kristendommen - som vi har set den igennem de sidste 2000 år - kun have været én stor vildfarelse! Her ville en stor del af menneskeheden opdage, at de både var blevet snydt og bedraget - og her ville kirkemonumenterne ligge hen som et klart bevis på menneskers dårskab. Men hvis Bibelen - til gengæld - viser sig at være Guds inspirerede Ord, vil enhver, der har benægtet dets sandheder, befinde sig i en frygtelig situation! De vil, i så fald, leve på randen af evig elendighed - og i en klar forvisning om, at denne sag burde have krævet langt større og alvorligere overvejelser fra deres side.