Vejen til Himmeriget er en både tryg og sikker vej at vandre på - samtidig findes der ingen anden vej, der er så farlig at betræde! Den smalle vej er ikke kun omgivet af mange slags vanskeligheder - blot ét enkelt fejltrin kan blive fatalt for os! Ingen tvivl om, at såfremt Herren ikke selv vogter vores færd, kan det let gå galt for os. Og hvor kan vejen dog være glat og mudret! Hvor mange gange har vi ikke - på samme måde som Salmisten - måttet udbryde:
Jeg var nær snublet, mine fødder var nær ved at glide ... (Sal 73,2)
Og i den første tid var vi som små børn, der bævende tog de første skridt på vores trosvandring! Konstant måtte vores Himmelske Far holde os i hånden, da vi ellers hurtigt ville falde til jorden pga. vores usikre og utrænede ben. Hvis ikke vi opøvede os i at forblive både stærke og sikre på fødderne - og lod ham opdrage os, til erfarne og trænede bjergbestigere - ville vi ofte snuble! (Titus 2,11-15) Selv på den mest farbare vej er vi i stand til at træde forkert. Derfor må Herren, gang på gang, gribe ind med sin stærke arm og støtte vores gang i denne verden (Sal 3).
Hvor stor agtelse bør vi da ikke udvise ham, der - som den eneste - er i stand til at værne os fra fald... hvor højt bør vi da ikke elske den tålmodige Herre, der vogter os - dag efter dag?!
Bare tanken om hvor tilbøjelige vi er til at synde - og hvor ofte vi stiller os selv i farefulde situationer - gør os tit modløse og skaber stor bedrøvelse. Men trods vores svagheder forkaster han os ikke - heller ikke selvom vi giver alt for let op og i afmagt kaster os til jorden. Alligevel viser han os ubetinget trofasthed! Det er sådanne erfaringer, med vores elskede Herre, der får os til vokse til mands modenhed! (Ef 4,11-31). Lad os derfor, sammen med ham - og med oprigtig kærlighed i vores hjerter - råbe:
Ære være ham, ...
... som formår at værne os imod fald (Jud 24)
For én ting er sikkert: Vi har mange fjender... konstant prøver de at tilintetgøre os. Her kan vejen være barsk! Fjenderne lurer overalt og pønser konstant på et bagholdsangreb, når vi mindst venter det! Her farer de frem og forsøger at spænde ben for os og kaste os ned i den nærmeste afgrund. Kun en almægtig Gud ser disse skjulte fjender, som blot har ét eneste mål - at tilintetgøre os!
Ja, vores himmelske Far kæmper for os - dybt engageret i at forsvare os imod Ærkefjenden. Han er ikke kun trofast - som han har lovet os at være... han værner os også imod at falde! Det gør han, fordi han har påtaget sig opgaven som vores opdrager! Og når først vi kommer til erkendelse af vores egen ufuldkommenhed, lærer vi at sætte pris på, hvor fuldkommen sikre vi kan vide os i hans arme. Derfor kan vi med en dybtfølt og sejrrig glæde synge af hjertet:
Hele vejen går han med mig, o hvad kan jeg ønske mer’?
Kan jeg tvivle på hans godhed, når hans ledelse jeg ser?
Himmelsk fred og evig tryghed ejer nu i ham min sjæl
Thi jeg ved, hvad end jeg møder, gør dog Jesus alting vel!
Dagens citat:
Hvis du spørger en typisk kristen i dag, hvad Guds faderskab betyder for dem, ville de fleste sikkert svare: ”Det betyder, at han elsker mig, at han vil passe på mig og guide mig og tilgive mig - og en dag tage mig hjem for at leve med ham, for evigt.” Og dette er virkelig sandt! … Men er det ikke påfaldende, at det mest berømte af alle Guds bud, der vedrører et barn og hans far, helt sikkert er det 5 bud: "Ær din far og din mor" (2 Mos 20,12) - og alligevel vil ikke mange i dag erkende, at Guds faderskab samtidig indebærer, at Gud skal æres og respekteres med en hellig respekt.