Der findes flere forskellige oversættelser af disse velsignede ord i Skriften. Én af dem lyder:
Jeg vil fortælle dig store og berigende ting...
Og en anden oversættelse taler om:
… store og tilbageholdte ting
- og her er det en kendsgerning, at der vitterligt findes tilbageholdte og berigende ting i den åndelige erfaringsverden, som ligger langt ud over det sædvanlige - en erfaring, som ikke opnås lige let af alle. Der findes, selvfølgelig, en fælles form for åndelig oplevelse for alle kristne, hvad angår omvendelse og tro… hvor vi mærker Åndens pludselige tilstedeværelse i vort indre, medens et nyt liv og et nyt håb blomstrer frem og skaber glæde i Guds familie.
Men der findes samtidig en højere verden af åndelig bevidsthed i et mere intimt og personligt fællesskab med Kristus - en tilstand, som langtfra altid er et hvilested for enhver troende. Det var kun få af disciplene, der fik lov at opleve den glæde at kunne læne sig op ad Jesu bryst - ligesom Johannes - som også, i sit fangenskab på Patmos, fik store profetiske åbenbaringer om fremtiden. Det er også kun de få, der - ligesom Paulus - får lov at opleve at blive taget op til Paradis, hvor han:
... hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale (2 Kor 12,4; 2 Kor 12,2-4)
Og i alt dette ser vi, at der findes forskelligartede åndelige højder, i den kristnes erfaringsverden, hvad angår alt dét, der hører Guds Rige til! Kun Gud har magt til at føre os derhen, og den "stige", han benytter, kaldes for: udholdende bøn. Kun udholdende bøn kan sejre med Gud, som det skete med Jakob:
... I sin manddom kæmpede han med Gud. Han kæmpede med englen og sejrede; han græd og bad om nåde. I Betel fandt Herren ham, DÉR TALER HAN TIL OS (Hos 12,4-5)
Udholdende og sejrende bøn er derfor vejen frem og gør dig i stand til at dække himlen med velsignelsens skyer. Udholdende bøn løfter dig op og åbner dine åndelige øjne, så du ser, hvor privilegeret og velsignet du er… Bøn hjælper dig til at forvandles i lighed med din Herre - for sådan som han er, sådan skal også du være, i denne verden! (Dan 9,3;20-23; Dan 10,2-12)
Der findes intet så mirakuløst og guddommeligt i dit liv, som bønnens overnaturlige tjeneste, Kristen... her er tale om barnets hånd, der berører Faderens hjerte - han, der styrer hele universets gang. Ja, din Gud ejer ubegrænsede ressourcer - den eneste hindring findes hos dig selv. Dine begæringer, dine tanker og dine bønner er alt for små, og dine forventninger er - i det hele taget - for begrænsede! Men at tvivle på bønnens magt, er lige så tåbeligt som at tvivle på tyngdekraften. Her må du ikke glemme, at godt nok var det englen, der hentede Peter ud af fængslet - men det var bøn, der hentede englen!
Hvis du derfor - rent åndeligt - ejer en længsel i dit hjerte efter at blive ført højere op end den mere almindelige kristne erfaringsverden, så løft dit blik op til Klippen, som er højere end dig selv, Kristen, og begynd at anskue tingene med troens øje:
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for (Matt 7,7-8)
I kraft af dine brændende bønner bliver du i stand til at åbne bønnens vindue, og her vil du finde ud af, at det ikke er sømmet fast på den anden side, hvor Gud venter på dig for at åbenbare dig:
... store og ufattelige ting, som du ikke kender.
Dagens citat:
At tale med mennesker om Gud - er en stor ting! Men at tale med Gud om mennesker - er endnu større! Én ting du kan være sikker på er, at et menneskes åndelige indflydelse hverken kan måles i kraft af veltalenhed eller begejstring - kun i kraft af hans bønner. Derfor vil et menneske med åndelig magt og indflydelse altid være et menneske i bøn. Ja, strengt taget er en kristen ikke i stand til at leve på rette vis, medmindre han beder. Lad derfor aldrig din bøn gå hen og blive en død formalitet, Kristen! Påberåb dig Guds løfter på en overbevisende - og business-agtig måde! Tro samtidig, at du har modtaget velsignelsen! Husk på, at det er styrken i dine bønner (og ikke længden) der "overvinder" Gud - sammen med din tro på det løfte, du lagde frem for hans ansigt.