Herlev Bladet har stillet mig spørgsmålet: Hvad der det, julen kan? Et relevant spørgsmål, for julen nærmer sig nu med hastige skridt. Jo ældre jeg er blevet, jo hastigere, synes jeg, skridtene mod jul er. For har det ikke næsten lige været jul?
Mens årets gang for os voksne synes at gå hurtigere og hurtigere, husker jeg, at juletiden som barn foregik i slowmotion. Meget laaaaangsomt. Fra årets første æbleskiver på første søndag i advent, over diverse klippeklistrearrangementer i skolen og åbningen af 24 låger i både ulandskalender og chokoladekalender til det endelig blev den 24. december, gik en evighed. Og på selve juleaftensdag føltes døgnet forlænget til mindst 100 timer, mens man spankulerede utålmodigt rundt og ventede på, at det skulle blive tid til Disneys juleshow, julekalender i tv, spisning, dans om juletræ og udpakning af gaver. Gaverne. Højdepunktet efter mere end 24 dages langsommelig venten. Mon ikke mange børn i denne tid har samme oplevelse? At tiden frem mod den 24. december godt måtte løbe lidt hurtigere.
Morgenmad i vintermørket. For mig som voksen har jeg det omvendt. Tiden frem mod jul må gerne gå lidt langsommere. Så vi får mere tid til at nyde hinandens selskab i familien. Tid til at se julekalenderen i tv. Allerhelst genudsendelser af de gamle. Hvornår mon de sender Jul i Gammelby igen? Nyde morgenmaden i vinterens mørke i skæret fra kalenderlyset, der af en eller anden grund altid synes at komme lidt bagud fra start. Gå til julefrokoster hos familien, med venner og på arbejdspladsen. Nyde synet af de mange lys i mørket. På byens juletræ foran Herlev Kirke, i haverne og hjemme hos sig selv. Møde op i børnenes eller børnebørnenes børnehave eller skole for at klippe julepynt eller se Luciaoptog. Gå i kirke og lytte til julens budskab om næstekærlighed og Gud, der satte sig i vores sted ved at lade sin søn føde som menneske juleaften. Tid til at gøre ting sammen. Være sammen.
Årets åndehul
For mig er julen et åndehul. Sammen med sommerferien den tid på året, hvor jeg forsøger at få tiden til at gå lidt langsommere end alle de andre dage. Som regel lykkes det først en dag eller to før juleaften, men til gengæld er juledagene og dagene frem til nytår nogle af de bedste. Jeg holder af stilheden på helligdagene, hvor butikkerne holder lukket, og vi bare er sammen i familien. Jeg holder af eftermiddags- og aftenmørket med de mange lys i træer og buske uden for og levende lys i stagerne inden for. Jeg holder af juleaften. Hele den lange dag med gåture, julefjernsyn og søde sager. At gå i kirke og hilse på de mange naboer, venner og bekendte, der også er kommet for at høre juleevangeliet og præstens prædiken. Den dejlige mad, det skønne selskab. At se børnene pakke deres gaver op. At komme hjem og se midnatsmessen fra Peterskirken i Rom, mens jeg glæder mig til de kommende juledage, vi skal nyde med hinanden herhjemme.
Det bedste frem i os
For mig er julen fællesskab. Julen er lys i mørket. Helt konkret i stagerne og på træerne, men også i fortællingen om det lille Jesusbarn, der fødtes i Betlehem. Og i høj grad i alt det mange mennesker i julen gør for hinanden. Fællesskab i en tid, hvor vi ser det samme i tv, synger de samme sange og følger de samme traditioner. Og så fællesskabet i familien, hvor vi i julen har lidt bedre tid til at få talt med hinanden og lade tiden stå stille sammen. På mange måder får julen det bedste frem i os. Det er det, julen kan.
Rigtig glædelig jul.