December smager bedre end de fleste måneder og er på mange måder også smukkere. Og så er den ikke perfekt. Præcis lige som alle de andre.
Nå, men så sidder man der i familiens skød, mens sneen daler ned udenfor.
Svigermor ser i det blide julelys helt herlig ud, og børnene sidder der og spiser deres grønsager, og spørger ikke en eneste gang om de da for søren ikke snart må pakke op. Kender du sådan en juleaften? Nej? Det var godt. For så er du sikkert også af menneskeracen. Og vi er ikke perfekte, sådan i gennemsnit.
Alligevel har julen fået et strejf af præstationsangst over sig i takt med, at de økologiske opskrifter vælter ind over os sammen med kravet om, at vi da selvfølgelig selv har bundet den adventskrans og klippet de hjerter.
Og så er der kravet om stunderne, der skal indfinde sig. De stille. Hvor familien bare elsker hinanden, mens kalenderlyset brænder ned. Det er en dejlig tanke, men lidt ligesom julesne er det ikke noget, vi kan planlægge. Lykke rammer som stjerneskud - ikke på kommando.
Så måske skulle vi bare anlægge en julestrategi, der handler om at tilgive på forhånd. For præcis ligesom resten af året, så bliver julen næppe perfekt.
Vi er hermed tilgivet for, at vi:
· Ikke fik hængt den kæmpe store lyskæde op, vi ellers har købt. Rudolf skal nok finde vej til taget alligevel.
· Tog pizza med til julehygge i børnehaven, når vi ellers havde tænkt os, at det skulle være økologiske juleboller med engledrys på.
· Ligner noget, der skulle have været byttet sidste jul, når vi tager nissehue på.
· Tre ud af 24 morgener lagde lidt for gamle appelsiner i børnenes julesokker og efterfølgende uden at tøve gav ’den sløve nisse’ skylden.
· Igen har købt en gave til ham/ hende vi elsker, der heller ikke i år kommer til at sidde lige i skabet (hvor den til gengæld kommer til at ligge for evigt, så snart den er pakket op.)
· Er mennesker.
Og når vi så er færdige med at fejle og tilgive, så kan vi jo prøve det der med at trække vejret dybt ned i lungerne, tænke på verdens gang og konstatere, at vi sådan set er noget så rasende heldige, privilegerede, i live og istand til at elske. Så kræver julen vist egnetlig ikke mere af os.
Og når nu præstationspresset er taget af, så håber vi, at du vil smide benene op og nyde dette års udgave af Hele Herlevs Julemagasin. Det er fra alle os - til alle jer.
Rigtig glædelig jul.