I Matthæusevangeliet siger Jesus til sin discipel Peter:
"Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene" (Matt 16,19).
I et par kapitler senere siger han tilsvarende ord til sine andre disciple:
"Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen" (Matt 18,18).
Hvad er den mest almindelige forklaring og lære i dag angående disse ”binde og løse” vers? De fleste mennesker antager, at disse ord har noget med åndelig krigsførelse at gøre og handler om at binde Djævelen.
Men ved nærmere øjesyn handler den omgivende kontekst faktisk om disciplenes autoritet, mens Djævelen overhovedet ikke er involveret i denne sag. Faktisk var ordene ”binde og løse” kendte formelle juridiske udtryk i den gamle jødiske verden. ”At binde” er at begrænse, at indskrænke og, i juridisk forstand, ”at forbyde noget”. Modsat er ”at løse” at ophæve bindingen, at løsne, at befri, at frigive hvilket i juridisk forstand betyder ”at tillade noget”.
Her er et eksempel hentet fra den kendte jødiske historiker, Flavius Josephus fra det første århundrede. Han skriver, at under dronning Alexandra af Jerusalem, blev farisæerne - som var ”administratorerne af alle offentlige anliggender - bemyndiget til at forvise og tilbagetage hvem de ville, såvel som at løse og binde” (Jewish War, 1:110).
Her var altså hverken tale om at binde Satan eller dæmoner.
Når Jesus brugte denne terminologi i evangelierne, talte han hverken om bøn eller åndelig krigsførelse. Her må man læse bibelteksten i sammenhæng og se tolkningen gennem det første århundredes jødiske samfund.
Ligesom farisæerne i Josephus' beretning, fik disciplene givet samme ret til at lovgive, en ret til at lave regler og normer, der tillader og forbyder ting i deres eget fællesskab. Og det er hvad det vil sige "at binde og løse" - helt i overensstemmelse med den jødiske forståelse.
