Apostlen Johannes er den som fortæller os historien om Lazarus (hvis navn på hebraisk betyder "Min Gud er min hjælp") – og om hans død og efterfølgende genopvækkelse fra de døde. Her gør Johannes, allerede fra starten, læseren opmærksom på, at Jesu indgriben i denne sag skyldtes den årsag, at:
Jesus elskede Martha og hendes søster Maria og Lazarus (Joh 11,5).
Men hvad var problemet præcist?
Da alle forsøg på at helbrede Lazarus slog fejl, og hans helbred efterfølgende tog en skarp drejning til det værre, fik det både Maria og Martha til at sende bud efter deres berømte mirakelskabende rabbiner-ven, Jesus, (Som han blev opfattet på den tid), så han kunne komme, så hurtigt som muligt, for at hjælpe Lazarus. Og i denne beretning findes der en helt fantastisk detalje, som kommer frem til sidst, og som jeg ønsker at henlede din opmærksomhed på.
Da Jesus fik denne besked, besluttede han sig for at blive hvor han var, i to dage, før han kom til Maria og Martha (Joh 11,6).
Hvis vi læser denne tekst med et ærligt hjerte, må vi nok erkende, at ingen af os finder Jesus opførsel helt i orden– og at hans handling ikke ligefrem berører vores hjerter, så vi får lyst til at synge: "Hvilken ven vi har i Jesus”. Men når først vi lærer den jødiske forståelse at kende, forstår vi meningen med denne historie og hvorfor Jesus egentlig ventede med at komme, selvom der var akut brug for hans hjælp.
I Talmud (Talmud Jerushalmi), ser vi hvordan jøderne så på døden, og hvad den indebar, og her læser vi flg. udtalelse:
"I de første tre dage efter døden svæver sjælen over legemet og tænker på at vende tilbage til legemet. Når sjælen ser på legemet og ser, at ansigtet ændrer udseende, forlader den kroppen og forsvinder" (Yebamot 16:3).
Men fandtes denne tankegang allerede på Jesu tid? Svaret er ja! I et nyere fund af en gammel sten, som blev fundet samme sted som Dødehavsrullerne, står der denne interessante inskription:
"Jeg Gabriel, befaler dig at komme til live om tre dage” (Gabriel's Revelation Stone, Israel Museum).
Denne sten viser os, at ideen om en opstandelse inden for tre dage ikke var et fremmed begreb for tidligere tiders jøder - tværtimod.
Jesus ventede derfor endnu to dage, således at hans ankomst til Betania først skete på den fjerde dag - hvor en opstandelse – ifølge jøderne ikke længere var mulig! Da Lazarus endelig var blevet oprejst fra de døde, blev en meget vigtig pointe slået fast – at opstandelsen ikke kun er noget, som Jesus praktiserer - men at opstandelsen er NOGET JESUS ER. Derfor siger han til Martha, ved netop denne episode – lige inden Lazarus stod op af graven:
”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø" (Johannes 11,25-26).
