En af Jesu mest foruroligende udtalelser blev fremsat, da en mand bad om en smule tid, inden han gik ind i Guds tjeneste. Hans begrundelse var at han var nødt til at begrave sin far først. Men Jesus sagde til ham:
”Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige" (Luk 9,60).
Jesu forklaring var:
"Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige" (Luk 9,62).
Med andre ord kan man ikke både se sig tilbage og samtidig samle sig om at pløje lige. Forkyndelsen af Guds rige kræver en øjeblikkelig forpligtelse. Men hvordan er det muligt for Israels Messias at opfordre sine tilhængere til at være ulydige imod et af de ti bud og dermed vanære sin far? (2 Mos 20,12) Skulle denne mand bare rejse rundt med Jesus, mens hans fars lig lå derhjemme og stank, alt imens det rådnede op i solens hede?
Svaret er, at man i det første århundredes jødiske praksis gjorde brug af to former for begravelse - sådan som det var skik og brug på Jesu tid (der var tale om en slags to-trins begravelse). På tidspunktet for den første begravelse, blev den afdøde placeret i en hule i en længere periode - helt frem til den fuldstændige nedbrydning af legemet, hvor kun knoglerne var tilbage. De mennesker, der var oplærte i at håndtere døde legemer, i henhold til den jødiske lov, samlede derefter knoglerne sammen og lagde dem i en knogle-kiste (osuary). Denne osuary blev derefter bragt til permanent hvile i en anden hule, sammen med mange andre osuarer.
Jesus opfordrede derfor ikke manden til at forsømme sin fars begravelse. I stedet talte han om, at overlade denne anden del af begravelsen til de fagfolk, der var uddannet til at håndtere døde legemer, og som var bedre i stand til at overføre knoglerne, når tiden var inde og knoglerne var endelig nedbrudte. Manden havde derfor ingen undskyldning, for ikke at gå med Jesus, hvis han virkelig ønskede det.
”Lad de døde begrave deres døde…” sigter til de mennesker, som kun er beskæftiget med alt det, der kun hører denne verden til – inklusiv arv og lignende - og som i Jesu øjne betragtes som ”døde” … og her var det en kendsgerning, at denne anden del af den jødiske begravelsespraksis, som blev brugt på Jesu tid, ikke var en del af Guds forordninger - ellers ville Jesus helt sikkert have bakket op om den. Med disse ord tilkendegiver Jesus, at hans disciple skal have den rette prioritering, hvad angår Guds rige og denne verden.
