I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde (Matt 5,33-37).
Da Jesus sagde: ”I må slet ikke sværge” - ophævede han selvfølgelig ikke Loven, som nogle tror. Nej, han hentydede til de mundtlige jødiske overleveringer. Det bliver klart for os, ved de ord han indleder med, hvor han siger: ”I har hørt at der er sagt til de gamle…” Her taler han i jødiske vendinger… hvor han hentyder til ”traditionen”… også kaldet for ”de fædrene skikke” – som bla. bestod af tidligere rabbiners tolkninger af Loven – også kaldet ”Overleveringen” – en overlevering som jøderne, den dag i dag, har skrevet ned, og som i bogform kaldes for ”Talmud”.
Disse tolkninger lænede farisæerne sig op af i deres gudsdyrkelse. Faktum er, at i flg. Guds Lov var det IKKE forbudt at sværge i al almindelighed – kun at sværge falsk:
I må ikke sværge FALSK VED MIT NAVN, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren! (3 Mos 19,12)
Dette bud har primært med lovgivningen at gøre – ligesom man aflægger ed ved Bibelen i de amerikanske retssager. Her sagde Loven fx:
Når en mand giver en anden mand et æsel, en okse, et får eller et hvilket som helst dyr i forvaring, og det så dør eller kommer til skade eller bliver bortført, uden at nogen ser det, skal den anden mand MED EN ED VED HERREN SVÆRGE over for den første, at han ikke har forgrebet sig på hans ejendom. Det skal ejeren godtage, og han skal ikke have erstatning. (2 Mos 22,9-11)
Men hvordan blev Loven om at sværge tolket i Overleveringen? Jo, den lærte, at man godt kunne bryde et løfte eller en ed, hvis bare de IKKE brugte Guds navn til det… for forbuddet gjaldt jo KUN, hvis man sværgede ”ved Herren” – eller ved ”Guds navn”, ikke sandt?
Sådan overtrådte de Guds bud, så man kunne sværge falsk, uden at hæfte for det?! Her åbnede jøderne et hul i Loven, som gav dem tilladelse til at sværge - uden at være bundet af deres ed, hvor de i stedet sværgede de ved andre ting - som fx ”ved himlen” eller ”ved jorden” eller ”ved Jerusalem” eller ved ”deres eget hoved”…
Her sagde de fx, at den, der sværger ”ved himlen” og "ved jorden", går fri.” (Misn. Shebuot, c. 4. sect. 13) Går fri fra hvad?: Fra at være bundet af deres egne ord til andre. De var altså ikke bundet af en sådan ed. Og de sagde også: ”Den der sværger ved himlen, eller ved jorden eller ved solen eller lignende – selv om hans intentioner er lige så oprigtige som var de gjort ved ham der skabte disse, har IKKE aflagt en ed.” (Maimon. Hilch. Shebuot, c. 12. sect. 3)
De behøvede altså ikke at binde sig til et løfte eller en ed - når blot Guds navn blev holdt udenfor. Men i dagens tekst slår Jesus fast, at alt det skabte: himlen, jorden, Jerusalem… ja, endog deres eget hoved er skabt af Herren, og at den, der sværger ved disse ting, sværger i bund og grund ved Herren. Her må vores ja være et ja, og et nej være et nej – alt andet er af det onde!
