Paulus er død fra den tidligere pagt, og hvis han vendte sig til den igen ville han være skyldig i åndelig utroskab. (Rom 7,1-4) "… Jeg er korsfæstet med Kristus" (Gal 2,19) – skriver Paulus, idet han henviser til afslutningen på det tidligere pagtmæssige forhold til Gud – baseret på den gamle pagt, så han kunne få det nye liv i besiddelse – baseret på den nye pagt. Vi dør fra den gamle pagt og dens forbandelser, som er beskrevet i 5 Mos 28,15-68. Jesu kors er den store kløft mellem den gamle og den nye pagt. "At dø fra loven" ophæver ikke Torahens moralske og åndelige sandheder, men kun den gamle pagts juridiske vilkår.
Paulus skriver, at loven er hellig, retfærdig og god (Rom 7,12), og alligevel er den bestemt til at forældes, fordi Jesus, med sin præstetjeneste indførte en ny og bedre pagt med Gud. (Heb 7,12-19; 8,6) Derfor kan vi ikke - som Jesu efterfølgere - genoptage pagten fra Sinaj, da vi i så fald benægter, at vi er blevet gjort retfærdige i kraft af Jesu Kristi fuldendte værk. (Gal. 2,16)
Alligevel vil vi aldrig dø fra Torahen, men vi dør fra den gamle pagt med de forordninger, der hørte til. Dengang blev mennesker retfærdiggjorte overfor Gud ved hjælp af det levitiske præstedømmes tjenester og ofringer. Men nu har vi en ny pagt, som virkelig er ny, den er ikke en videreførelse af den gamle pagt fra Sinaj. Derfor er der ikke længere brug for loven - dvs. "loven" nøjagtigt som den blev givet på Sinaj - med de deraf følgende velsignelser for lydighed og forbandelser for ulydighed.
"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20) – skriver Paulus. Dette er læren om den iboende Kristus eller den iboende tilstedeværelse af Kristi Ånd. Det gamle jeg, som helt naturligt stammer fra Adam, og som er den gamle natur, er ikke længere en kilde til liv i os (Rom 6,6) - det nye liv fra Kristus har slået rod i os og blevet indpodet i os på overnaturlig vis. (Ef 4,24, Gal 4,6)
Da Paulus lærte, at ingen bliver retfærdiggjort ved loven (Rom 3,20), sagde han, at vi på grund af vores syndige natur, ikke er i stand til at overholde betingelserne i den pagt, der blev givet på Sinaj - "gerningernes pagt", og derfor måtte retfærdigheden nødvendigvis komme fra en udefrakommende mellemkomst, eller ved hjælp af guddommelig indgriben givet for vores skyld ... Frelsen er "fra Herren".
”… det liv jeg nu lever i kødet” dvs. i det fysiske legeme, er reguleret af troens lov i Kristus, der elskede mig og gav sig selv for mig. Jesus gav sig selv for dig for at give dig nyt liv - ved hans stedfortrædende død på korset. Han er din og min evige mellemmand mellem Gud og mennesker. Det er Guds kærlighed, virkeliggjort på korset, som opretholder den sande tro, og som giver os styrke til at vandre i den retfærdighed, som er skrevet i vore hjerter i kraft af den iboende Ånd. (se Jer 31,31-33)
Jesus underviste klart i Torahens love for at gøre dem til en del af hjertet. Han kritisererede farisæerne for at betale tiende af "mynte og dild", men samtidig at forsømme de ting i loven, der "vejer tungere" - det vil sige den dybere sandhed, der omhandler kærlighed og omsorg for andre. (Matt 23,23) Han understreger gentagne gange behovet for, at loven bliver skrevet i vore hjerter... (Jer 31,31-33)
Kristi lov er, at vi skal bære hinandens byrder, og at vi skal elske hinanden. (Gal 6,2; Joh 13,34) ”Vi dør ikke fra Torahen", men vi fører den ud i livet som en hjertesag. Disse forhold gentages klart i NT, i bjergprædikenen. (Matt. 5-7)
Torahen er vores svar til Israels Guds handlinger i henhold til pagten. Jesu efterfølgere er derfor ikke "anti-Torah eller anti-loviske". Der findes faktisk en Torah både i den gamle og den nye pagt. Derfor er de troende kaldet til at være "Torah opmærksomme". Det betyder simpelthen, at vi tilslutter os den belæring, som er blevet givet os af Jesus i bjergprædikenen (Matt 5-7), fordi han er legemliggørelsen af al ægte sandhed fra Gud.
