Når vi læser Romerbrevet, har nogle kristne forstået det sådan, at Paulus taler for forudbestemmelse. I sin billedtale om Gud som en pottemager, der arbejder med ler (Rom 9,19-23) siger Paulus:
Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug? (Rom 9,20-21)
Denne billedtale kunne umiddelbart lyde som om Gud forudbestemmer nogle af os til et negativt liv og andre til et mere positivt liv, og at mennesker slet ingen indflydelse har på, hvordan Gud handler med os. Men hvis vi skal forstå Paulus’ budskab, er det vigtigt at vide, at han citerer noget, som stammer fra Profeten Jeremias. Hvis vi læser teksten hos denne profet – i sin oprindelige sammenhæng, vil vi se, at den peger i en helt anden retning end forudbestemmelse.
Ud fra omtalen af Gud som pottemager, konkluderer apostlen:
Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? (Rom 9, 22-23)
Det kunne se ud som om, Paulus er fortaler for forudbestemmelse: Gud udvælger nogle mennesker til noget godt og positivt og andre til ødelæggelse. For at afklare, hvad Paulus mener, er det en hjælp at kigge nærmere på den tilsvarende lignelse hos Jeremias. Den oprindelige sammenhæng, hos Jeremias, viser, at Paulus ikke argumenterer for forudbestemmelse. Da Gud beder Jeremias om at iagttage en pottemager arbejde, ser profeten en mislykket portion ler blive omdannet til et nyttigt kar.
Da kom Herrens ord til mig: Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? … Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd … Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det (Jer 18,5-10)
I den oprindelige profetiske sammenhæng beskriver Gud en årsagssammenhæng mellem menneskers adfærd og de guddommelige beslutninger; Herren forudbestemmer noget passende over for mennesker med en upassende adfærd. Men hvis mennesker omvender sig, så skifter Gud "kurs". På samme måde er det med hellige mennesker, som skifter helligheden ud med synd – i tilfælde af dette vil Gud også revurdere sin planlagte handling.
Dette er det stik modsatte af forudbestemmelse. Gud vurderer det enkelte menneske på forhånd, men vi har muligheden for at ændre vores ”lod her i livet” ved at Gud ændrer sin beslutning om os. Det er dette bibelske scenarie, som Paulus beskriver i Romerbrevet, så apostlen antyder, på ingen måde, at alt er forudbestemt. Tværtimod citerer Paulus Jeremias for at sige, at Gud udviser stor "tålmodighed", efterhånden som Himlen vurderer vores handlinger. En sådan tålmodighed ville være både ulogisk og unødvendig, hvis Herren allerede havde forudbestemt hele ”resultatet”.
Ja, Gud venter på, at vi skal komme til ham og gøre op med alt det, som skiller os fra ham – det er her han viser stor tålmodighed. Paulus peger således ikke på forudbestemmelse, men på at Gud barmhjertigt venter på, at mennesker træffer deres egne valg, og så justerer han dét guddommelige svar, som er passende i forhold til de valg vi selv foretager her i livet.
