Da kom Herrens ord til mig: Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? … Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd … Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det (Jer 18,5-10)
Disse ord blev oprindelig udtalt af Profeter Jeremias. Og de blev udtalt kort tid før Juda blev ført i landflygtighed i starten af 500-tallet f.Kr. (den øvrige del af Israel var allerede ført i landflygtighed et par hundrede år tidligere). Situationen var, at folket dyrkede afguder. Gud havde advaret dem flere gange gennem forskellige profeter om at det ville få konsekvenser for dem - for ingen kan tjene den levende Gud og afguderne samtidig. De var gang på gang blevet opfordret til at vælge side, men det ville de ikke.
De kunne have undgået denne landflygtighed. Det var, hvad Jeremias talte til folket om i denne lignelse. Hvis folket ville vende sig fra afguderne og tjene den levende Gud - og kun ham, så ville Gud fortryde den straf, han havde planlagt mod folket. Men de vendte ikke om - til trods for, at Gud flere gange have talt til dem om konsekvenserne af denne alvorlige synd.
At det lige netop var Babylon, de blev ført til, var ikke nogen tilfældighed - for det var "arnestedet for deres afguder". Det er som om Gud sagde til dem: "Hvis det er afguderne, I vil have, så skal I få dem i overmål" - hvilket var en passende og en selvforskyldt straf for et afgudsdyrkende folk.
På samme måde forventer Gud også, at vi tager ham alvorligt. Vi har vores egen frie vilje, men de beslutninger vi tager, her i livet, har også konsekvenser, for Gud handler også med os - i overensstemmelse med de valg vi selv træffer.
