1970-72
Jeg fik mit første marsvin som 5-årig. Han hed Jacob og var trefarvet. Han viste sig at være drægtig, og fødte en unge, mens vi var i sommerhuset. Da jeg så ungen om morgen, var den nærmest fladmast. En cm. bred og død.
Jacob døde, da et andet barn der holdt det, tabte det fra en afsats på 3. sal og ned på en parkeringsplads bag boligblokken. Meget tragisk. Men jeg fik en ny Jacob. Han var lidt sort i farven, som jeg husker det. Jeg tror ikke, vi har noget billede af ham. Han sov ved siden af min seng i sit lille bur uden top, så jeg kunne stikke hånden ned til ham. Jeg var ikke ret flink til at få skiftet hos ham. Den slags kan man ikke overlade til børn. Jeg husker buret som brunt af lort i bunden. Han har sikkert bare gået på aviser, der ikke blev skiftet ofte nok.
Men en dag da jeg havde renset hos ham, lod jeg han stå i sit bur foran bryggersdøren i vores åbne forhave, mens jeg var ude at lege, Uheldigvis kom naboens fritgående jagthund forbi, og tog Jacob ud af sit bur og bed ham ihjel. Herefter fik jeg ikke lov til at få flere marsvin.
Det var først, da jeg selv fik børn, at marsvinene kom ind i mit liv igen. I begyndelsen havde de dog ikke min store opmærksomhed. Det var min mands store teenagedatter, der havde marsvin og kaniner, og de passede dem sammen, mens jeg passede vores 2 mindre børn.
Det var først efter at jeg gik ned med stress-depression-udbrændthed, og begyndte at gå langtidssygemeldt hjemme, at marsvinene for alvor kom ind i mit liv. På et tidspunkt, hvor jeg helt havde mistet lysten til at leve videre, hjalp de mig igennem min dybe depression. De er gode terapidyr. Herom senere...
