MARTIN BUCER (1491-1551)
En anden velkendt tysk luthersk leder og reformator var Martin Bucer, som anses for at være fader til konfirmationen.
Han havde stor indflydelse i Augsburg, Tyskland, og forsøgte at få byrådet til at forfølge anabaptisterne. Bucer var konstant frustreret over byrådet, fordi de tøvede med at forfølge anabaptisterne så voldeligt, som han ønskede, derfor kaldte han byrådet for "Syndens Senat." Og her fik Bucer sin vilje tvunget igennem, hvad angik Pilgram Marbeck m.fl.
Marbeck var en kendt civilingeniør, som blev tvunget til at flygte til det katolsk-kontrollerede Tyrol på grund af forfølgelse. Da han ankom til Augsburg i 1530 prædikede han frimodigt - ikke kun imod Roms vranglære, men også imod de protestantiske reformatorer.
Da han i 1531 udgav to bøger, hvori han forsvarede sine synspunkter, forbød byrådet dem og indkaldte ham til forhør. Bucer var selv tilstede og stod op imod ham, og den 18. december landsforviste rådet den anabaptistiske prædikant midt i den værste vinter. Bucer støttede den grusomme dom.
I 1529, fængslede det protestantisk-påvirket råd i Augsburg gendøber-prædikanterne Jacob Kantz og Reublin og satte dem i fængsel i fugtige celler, som var skadelige for helbredet. Kantz havde kaldt reformatorerne for "ufaglærte tømrere, som river meget ned, men som er ude af stand til at samle det igen." Det er et absolut sandt baptistisk synspunkt, men det tog protestanterne sig ikke af.
Mens de var i fængslet, skrev baptisterne et forsvar for den troendes dåb, som et symbol for deres indre tro på Kristus. De skrev, at "En bekendelse af tro er som et vintræ, og at dåben er et tegn på at man indeholder denne vin." I 1534 drev byrådet alle baptister ud af byen, hvilket kun skete med otte dages varsel. Året efter proklamerede det protestantiske byråd, at alle spædbørn skulle døbes, ellers ville forældrene blive straffet, og at ingen måtte give husly eller bistand til anabaptister.
Da man, i 1538, endnu ikke var sluppet af med alle de forhadte anabaptister, proklamerede rådet i det protestantiske Augsburg, at enhver anabaptist, som vendte tilbage til byen ville miste en finger, når det skete første gang, eller også ville de blive brændemærket på kinden, eller sat i halslænker. Hvis de vendte tilbage igen, ville de blive druknet. I proklamationen stod der:
"Vi gør ikke dette for at få mennesker til at tro som vi gør. Det er ikke et spørgsmål om tro, men for at forhindre at der sker en splittelse i Kirken."
Men her kan enhver da se, at der helt sikkert var tale om et trosspørgsmål og om at makke ret og bøje sig for statskirken!
