Bæredygtig varmeforsyning i syddjurs

Biomasse er ikke 100 pct. CO2 neutralt - desuden kan produktionen af visse brændselstyper skade den biologiske mang­foldighed. Diskussionen om bæredygtige brændsler har især handlet om brugen af træbiomasse fra kokospalmer, træstammer fra regnskove og uforstyrrede ”urskove” i navnlig Østeuropa og Canada med produktionsformer, som næppe er bæredygtige.

Der har derfor gennem det seneste årti været mange diskussioner mellem fagpersoner om indholdet i en evt. miljø- eller bæredygtighedscertificering. Hvis biomassen kommer fra restproduktion i landbruget (fx halm) eller skovbruget, vil den som hovedregel bidrage til reduktion i udledningen af CO2. Men når man bruger hele stammer fra træer, og der ikke plantes nye, vil klimaeffekten forsvinde. Halvdelen af den anvendte bio­masse i Danmark er importeret, og CO2 udledningen medregnes i det land, hvor biomassen er høstet.

Nogle lande har imidlertid ikke forpligtende reduktionsmål, eller medregner landbrug og skovbrug i deres CO2 regnskab, hvorfor et dansk forbrug af biomasse kan føre til en global CO2 udledning, der ikke bogføres.

I Folketingets klimaaftale indgår en beslutning om, at brugen af biomasse til varme skal være så bæredygtig som muligt. I aftalen indgår, at kravet til anvendelse af bæredygtige biobrændsler skal fastsættes via lov i stedet for den nuværende og frivillige brancheaftale, som kun de store anlæg bruger. Indtil videre er kravene i Danmark kun fastlagt via lov for visse flydende biobrændsler jf.EU-direktivkrav, ref. /5/ .

Der er indgået en frivillig aftale mellem Energistyrelsen og el- og varmeværkerne større end 20MW om dokumentations- og rapporteringskrav, den såkaldte frivillige brancheaftale af bæredygtige biobrændsler. Denne aftale rummer flg. elementer: 1. 90% af den anvendte biomasse skal opfylde nedenstående krav. De sidste 10% skal efterleve aftalens krav, men skal kun dokumentere legalitet. 2. Legalitet 3. Beskyttelse af skovenes økosystemer 4. Skovenes produktivitet skal opretholdes 5. Skovene skal være sunde og velfungerende 6. Beskyttelse af biodiversitet samt følsomme og bevaringsværdige områder 7. Sociale samt arbejdsrelaterede rettigheder skal respekteres 8. Grænseværdier for udledning af CO2 fra biomasseværdikæden 9. Yderligere, frivillige krav målrettet kulstofkredsløb, fastholdelse af skovens kulstoflager, indirect landuse change (ILUC) og indirect wooduse change (IWUC). Kravene i det kommende lovkrav til biomassens bæredygtighed kendes ikke endnu, men vil som minimum lægge sig op af EU’s nye VE-direktiv og således indeholde krav om, at træerne skal være lovligt fældet; fældede træer skal genplantes; naturområder skal beskyttes under hensyntagen til biodiversitet; at skovenes kulstoflagre og –dræn opretholdes og at udledningerne i produktions- og transportkæden minimeres – dvs. at lokalproduceret biomasse foretrækkes frem for oversøisk import. I EU’s Green Deal aftale indgår mål for bæredygtighed jf. EU’s nye VE-direktiv. Dette direktiv skal implementeres i dansk lovgivning senest 30. juni 2021 – og indgår derfor i Folketingets klimaaftale, ref. /6/. I VE-direktivet stilles der yderligere krav til bæredygtighed af de anvendte biobrændsler og krav til CO2 udledningen.

Om begrebet 3. generations varmeanlæg

Et af nøglepunkterne i Folketingets klimaaftale er, at få konverteret de sidste ”sorte” kraft- og varmeanlæg med olie, naturgas og kul – de såkaldte 1. generationsanlæg - herunder at få udfaset de sidste private oliefyr.

Anvendelse af 2. generationsanlæg med biomasse som brændsler (halm, træflis, træpiller, biogas mv.) er per definition 100% CO2 neutrale, men er det næppe i praksis foruden at de anvendte biobrændsler næppe altid kan betegnes som bæredygtige. Biomassefyr er derfor i sagens natur af midlertidig karakter svarende til anlæggets tekniske afskrivning - med mindre Energistyrelsen radikalt ændrer på den nuværende regulering- og tilskudspolitik for, at accelerere konverteringen til 3. generationsanlæg.

Slutmålet er, at vores el- og varmeværker skal være 3. generationsanlæg, der bruger strøm eller varme produceret fra vedvarende energikilder som f.eks. små eller store varmepumper eller solvarme, biogas m.v. Denne varme kan med nuværende teknologi kun dække grundlast (dvs. ca. 80 % af varmeforbruget), mens resten (spidslast) skal dækkes af varme fra bæredygtigt biomasse og/eller solvarme, overskudsvarme fra industrien m.v. Der er ikke erfaringer med etablering og drift af store varmepumpeanlæg, ligesom disse formentlig vil stille krav til nye lokaliseringer pga. afstands- og miljøkrav (støj, lugt). Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at vi allerede nu planlægger og reserverer plads til disse tekniske arealer f.eks. gennem næste kommuneplan, eller at der gennemføres særskilt planlægning, som f.eks. strategisk varmeplan.

Kommunen har ikke mulighed for at påbyde de kollektive varmeværker et bestemt brænd­sel- eller anlægstype via varmeplanlægning, idet kommunens rolle alene er at godkende varmeprojekter. En evt. konverteringsprojekt kan som udgangspunkt derfor kun rejses af varmeværket selv og skal opfylde visse krav om forbedret forbruger- og samfundsøkonomi. Disse beregninger hviler på en række beregningsmetoder og forudsætningsdata, der bestemmes af Energistyrelsen. Selve varmeprojektet skal dog alene godkendes af kommunen. I regeringens klimaaftale fra 2020 rummer varslede ændringer af regulerings- og støttegrundlaget for den kollektive varmeforsyning. Derfor forventes det, at en kommende konvertering fra biomassefyr (2. generation) til varmepumpefyr (3. generation) fremover kan gennemføres på en bedre samfunds- og brugerøkonomisk måde end nu, og at det således kan blive attraktivt for det enkelte varmeværk at gå ind i en konverteringsproces.

​