Klimakaffe med ebeltoft distriktsråd





Klimakaffe med EBELTOFT DISTRIKSRÅD 8.6. 2022 kl. 17-18.30.

Der var 9 deltagere TIL MØDET på Det Gamle Posthus.


Kortlægning af de væsentligste lokale værdier, udviklingsmuligheder og interesser blev synlige vha. post-its - se billedet nedenfor.


Ønsker

De fremmødte ønsker mere biodiversitet i byen. De undrer sig over, at biodiversitet kun lige er nævnt i arkitektkonkurrencen Klimarobust Kystkultur på Ebeltoft havn. Ebeltoft by ligger jo i og er en del af Nationalpark Mols Bjerge.

Man ser gerne, at Det Gamle Posthus energirenoveres frem for at det nedrives, som det er planlagt til. De fremmødte mener, det kunne fremstå som et godt eksempel på bæredygtighed, samtidig med at det fungerer som brugerdrevet borgerhus. Hvis man i fremtiden skal pendle mindre og arbejde hjemmefra, så vil der være brug for en form for ”åbne arbejdspladser”, dette kunne være en del af et borgerhus.

Der er blandt de fremmødte stor interesse i bæredygtigt byggeri og bosætning. De mener, der er brug for at vise nye veje og muligheder: Inden for energi, fx termisk (lodrette varmeboringer), nye boformer og forbrug.

Det problematiseres, at det bliver sværere og sværere selv at lave en byggesag og at bygge selv. Bygningsreglement 23 nærmer sig, og det forventes, at det nok ikke vil gøre det nemmere. Der er ønske om, at kommunen understøtter og informerer om muligheder, tips og tricks til bedre og nemmere byggesagsansøgning.

Der er ønske om, at Kommunen understøtter og informere om hvordan private, lokalsamfund og fx 3 naboer kan producere deres egen energi.

Der er ønske om, at kommunen bidrager til, at bl.a. oliefyr udskiftes hurtigere.

Der er desuden opbakning til en ”Spare på energien-dag” med information/vejledning om energi, varme og tilskud. Information om muligheder for lokale energifællesskaber kunne være en del af infodagen.





Spørgsmål fra mødet

Der spørges: Hvordan har kommunen tænkt sig at arbejde med fortætning i Ebeltoft?

Svar: Det er fx en del af byudviklingsprojektet på Ebeltoft Havn, hvor arealer med gamle serviceerhverv kan omdannes til fx blandet bolig/ erhverv/ offentlig service. Dette kan ske ved en større tæthed end det eksisterende bymønster.


Der spørges:7. Hvorfor er der ikke tidsbegrænsning på p-pladser til elbiler, da det giver en dårlig udnyttelse?

Svar: Der vil komme tidsbegrænsning ved ladestandere på de offentlige p-pladser (ca. 45 stk.). Det skal laves inden 2025. Kommunen har ikke myndighed på private p-pladser fx ved supermarkeder, men kommunen retter henvendelse til udbydere om dette.


Der spørges: Hvad kan vi gøre for at få renere badevand i Ebeltoft Vig?

Svar: Dette kan ske via kloakseparering eller semikloakering og lokal håndtering af regnvand/LAR. Ved skybrud om sommeren sker der overløb til havn og strand. Kommunen har fået lavet en Masterplan for vandhåndtering i Ebeltoft, som skal blive til en strategi. I mellemtiden bruger vi Blå flag systemet med 10 prøvetagninger i sommerperioden. Dette kan udvides med et varslingssystem, der registrerer overløb ved skybrud, og advarer mod badning i dagene efter skybruddet.


Sammenfatning

Der er fokus på biodiversitet i byen, både i eksisterende bydele og byudviklingsområder: Der er ønsker om, at kommunen understøtter bæredygtigt byggeri og bosætning samt at der informeres om muligheder for fælles produktion af vedvarende energi.


Indarbejdes i Klimahandlingsplan 2023-26

  1. Mere inddragelse af lokalsamfund i klimatilpasnings- og biodiversitetsprojekter.
  2. Understøtte bæredygtigt byggeri og bosætning.
  3. En hurtig indsats i form af en ”Spare på energien-dag” med information/vejledning om energi, varme og tilskud. Inkl. information om muligheder for lokale energifællesskaber. ​