I forbindelse med separatkloakeringen af Vibevej i Hornslet har Syddjurs Kommune modtaget en ansøgning om etablering af et regnvandsbassin fra Syddjurs Spildevand A/S. I den forbindelse har Syddjurs Kommune valgt at udføre et særskilt vandløbsprojekt på den øvre strækning af Tendrup Bæk. Projektet starter der, hvor bækken kommer ud under Tendrup Hovvej indtil broen ved st. 1240 - se nedenstående skitse.
Vandløbsprojektet indeholder:
- Klimasikring af ejendommene langs med Tendrup Bæk.
For at undgå oversvømmelse på ejendomme tæt på bækken, fjerner vi jordvolden ind mod Bækdalen. Det gør vi for at give plads til, at vandet kan brede sig ud mod Bækdalen. Det gør vi ved at grave en dobbeltprofil ind mod Bækdalen hele vejen indtil græsovergangen, st. 1128 (se kort). På den måde sikrer vi ejendommen mod oversvømmelse fra bækken på de vandløbsnære arealer.
- Bedre offentlig adgang og etablering af fiskeskjul
Fra græsbroen vil vandløbet blive ændret med bl.a. fiskeskjul i form af udlægning af store sten. Enkelte steder vil bækken desuden blive gravet bredere, og der vil blive udlagt gydegrus. Området i lavningen omkring bækken vil blive ryddet og udjævnet, så adgangen til vandløbet bliver lettere. Desuden vil vi anlægge en træbro (en spang) hen over det brede stykke, så børn og andre naturelskere får adgang til bækkens spændende dyreliv.
Jordflytning
Der vil som en del af vandløbsprojektet og etableringen af Syddjurs Spildevands regnvandsbassin blive gravet og flyttet rundt på jorden indenfor området.
Jorden vil blive genbrugt i det omfang, det er muligt.
Børnehaven ønsker mere plads til legeplads. Derfor lægges det jord som er velegnet til etablering af bakke til leg tæt op ad børnehavens areal, således det på sigt kan blive en del af legepladsarealet.