renovering og klimasikring
af vibækken





Præsentation af projektet:



For det rørlagte vandløb Vibækken ved Ebeltoft er rørledningen i så dårlig stand, at den skal udskiftes. Vandløbet blev rørlagt i 1930’erne på et tidspunkt, hvor området var landbrugsjord. I dag er store dele af oplandet udstykket til sommerhuse og helårsboliger, hvilket forudsætter et velfungerende vandløb for at afvande området.


Fremtidens klimatiske udvikling med mere regn, stigende grundvandsspejl og stigende havniveau giver også et behov for at se på vandløbets dimensioner. Der skal derfor laves en samlet og fremtids­sikret løsning for hele vandløbet, hvor vandløbet bliver dimensioneret op. Desuden skal der etableres en højvandsklap og pumpeløsning til håndtering af de situationer, hvor vandstanden er høj i Ebeltoft Vig, så der ikke løber havvand ”baglæns” ind i rørledningen og giver oversvømmelse.


Som udgangspunkt er det iflg. Vandløbsloven vandløbets brugere, der skal finansiere større renoveringer og omlægninger. Omkostningerne fordeles via en partsfordeling, hvor fordelingen defineres udfra den enkeltes nytteværdi. Endvidere betyder det ændrede afstrømnings-mønster pga udbygning med befæstede arealer af området, at alle lodsejere indenfor vandløbets topografiske opland skal bidrage til betalingen.


Syddjurs Kommune faciliterer sagen i tæt dialog med lokalområdet, og kommunen går i forskud med projektomkostningerne. I 2019 gennemførte Vejdirektoratet renovering af Vibækken under Strandvejen, da vandløbet var i så dårlig stand her, at det udgjorde en risiko for trafiksikkerheden. Dette arbejde blev betalt af Vejdirektoratet.





Status

Med bistand fra ekstern ekspert er der udarbejdet et forslag til skitseprojekt for en samlet og fremtidssikret løsning. Omkostningerne til projektet vurderes at ligge i størrelsesordenen kr. 5 mio.


En vigtig forudsætning for at få et godt projekt, er inddragelse af grundejerne i området. Al erfaring viser, at ejerskab til projekter giver et både bedre og formodentlig også billigere projekt.


Dialogen med grundejerne er påbegyndt. Der er nedsat en arbejdsgruppe med involverede lodsejere og relevante grundejerforeninger, hvor både det tekniske løsningsforslag og forslag til en model for den økonomiske partsfordeling aktuelt bliver drøftet.


På grund af en væsentlig skade på et hus i den øvre del af systemet, udføres noget af renoveringen allerede nu som en akutforanstaltning. Anlægsarbejdet tænkes påbegyndt i uge 25/2021.

Sagens dokumenter herunder tilstandsrapporter, skitseforslag, opland og andre tekniske dokumenter kan ses på kommunens hjemmeside via dette link: https://www.syddjurs.dk/sag/20/103224