I Markusevangeliet, opsøgte nogle farisæere Jesus og spurgte ham:
"Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?" (Mark 10,1-12)
Jesu svar var:
"Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud." (Mark 10,11-12)
Dette svar benægter enhver forestilling om at skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab er lovligt. Men i Matthæusevangeliet ser vi at det egentlig ikke var det spørgsmål, der blev stillet...
Ingen israelit, på Jesu tid, troede at det kunne være forkert at tillade skilsmisse - for det havde Moses jo tilladt. Ingen, på den tid, brugte tid på at diskutere, om skilsmisse var tilladt eller ej - det der optog dem var, hvad der skulle til, for at kunne lade sig skille. Matthæusevangeliet giver os flere detaljer omkring dette spørgsmål, og sætter derfor Jesu svar ind i den rette sammenhæng.
Her spurgte de ham:
"Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?” (Matt 19,3-9)
De konservative jøder mente at "utroskab", "mishandling" eller "frafald" var de eneste gyldige grunde til skilsmisse (5 Mos 24,1-4), hvorimod de mere liberale jøder hævdede, at manden havde ret til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund, hvis han havde lyst til det (Babylonske Talmud, Gittin 90a).
Da Jesus blev konfronteret med dette spørgsmål afviste han blankt de forestillinger om skilsmisse som farisæerne af Hillels Hus havde (skilsmisse af hvilken som helst årsag), og holdt med farisæerne fra Shammais hus og essenerne som mente at kun "utroskab", "mishandling" eller "frafald" var de eneste gyldige grunde til skilsmisse.
