Disse kvinder er nemlig to pagter (Gal 4,24)
Paulus siger, at disse to kvinder er de to pagter, og de fleste kristne tænker umiddelbart på de gamle og den nye pagt. Trælkvinden Hagar (og sønnen Ismael) er, i så fald, lig med den gamle pagt, altså Loven, som blev givet på Sinaj, og den frie kvinde Sara (og sønnen Isak) er lig med den nye pagt, som Jesus indstiftede lige inden sin død.
Men det kan simpelthen ikke være rigtigt - for Hagar har intet med den gamle pagt at gøre - tværtimod, for Skriften siger:
Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn (Gal 4,30)
Læs her: Hvorfor blev Hagar og Ismael jaget bort?
Det er derfor mest nærliggende at tænke på de to pagter, som Gud indgik med Abraham.
Den første pagt var trospagten (1 Mos 12,1-3). Denne pagt var og er, pga. Abrahams tro og lydighed, udgået til enhver, som vil tage imod den. Den kaldes trospagten, og lydigheden ligger i, at Abraham holdt pagten. Det er jo netop, hvad en pagt er - en gensidig aftale, som begge parter forpligter sig over for - altså Gud og Abraham.
Trospagten er åben for enhver, som vil slutte sig til i tro og lydighed. "Det er under denne pagt, I hører hjemme", siger Paulus. Saras søn Isak blev født i kraft af et løfte og er - i denne undervisning fra Paulus - brugt som et forbillede på denne trospagt, som er blevet til velsignelse for hele verden. De hedninge-kristne var ikke fysiske efterkommere efter Isak, men de var, som grene, podet ind på det ædle oliventræ sammen med det jødiske folk (Rom 11,11-24) - uden omskærelse.
Den anden pagt var omskærelses-pagten (1 Mos 17,10-14) som Gud også indgik med Abraham. Denne pagt var forbeholdt jøderne og deres trælle og husfolk. Trælkvinden Hagars søn, Ismael, blev også omskåret, fordi han var en del af husstanden, selvom han ikke var den søn, Gud havde lovet Abraham og Sara.
Pagten indebar et fysisk pagttegn mellem Gud og hans folk Israel. Både Isak og Ismael blev omskåret efter Guds anvisning, og derfor bar de begge Guds pagt på deres krop (1 Mos 17,13) – men løfterne blev givet til Abrahams efterkommere gennem hans søn Isak.
Denne pagt var ikke tiltænkt de hedningekristne. Enhver ikke-jøde, som blev omskåret, "stemplede" sig selv som slave og blev, på denne måde, forpligtet over for hele Loven - med alt, hvad Moses modtog på bjerget af samfundsregler og retsregler sammen med skik og brug og uskrevne regler, som jøderne havde udviklet gennem mange år.
Paulus bruger omskærelsen som en synekdoke for de hedningekristnes ønske om at leve som proselytter sammen med jøderne, med omskærelse og alt, hvad der ellers hørte sig til - alt sammen for at undgå repressalier fra myndighederne. Men Paulus var ikke i tvivl: Hedningerne skulle ikke omskæres.
Læs her: Hvorfor kunne Paulus ikke bare godkende, at de blev omskåret?
Det ville jo løse et meget stort problem.
Paulus skriver også:
Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu (Gal 4,28-29)
De skulle altså ikke undre sig over, at de blev forfulgt af afgudsdyrkerne (Romerriget), for sådan havde det altid været - at Ismael forfulgte Isak. Det var en del af prisen for at være arving til løfterne.
