Mange kristne er blevet ført ind i den romersk-katolske kirke gennem en bred dør af "kirkefædre". Dette er en kraftig advarsel til os kristne i dag, idet vi er vidne til, at mange inden for den evangeliske kirke føler sig tiltrukket af disse ”kirkefædre".
Den katolske kirke bruger betegnelsen "kirkefædre" i et forsøg på at overbevise os kristne om, at den katolske kirkes falske lære oprindeligt går tilbage til de tidligste århundreder – hvilket den ikke gør.
I sin bog, ”Born Fundamentalist, Born Again Catholic”, bruger David Currie konstant og hele tiden kirkefædrene til støtte for sine påstande. Her påstår han bla. at: "En anden gruppe forfattere, som de evangeliske bør læse ... er de tidlige Kirkefædre" (s. 4).
Den kontemplative bønnebevægelse er bygget på nøjagtig det samme usikre og skrøbelige fundament. Den nu afdøde Robert Webber - professor fra Wheaton College - som var en af de vigtigste fortalere for denne ”tilbage til kirkefædrene bevægelse”, sagde:
"De tidlige kirkefædre kan bringe os tilbage til alt det, vi er fælles om og hjælpe os til at komme bag vores forskellige traditioner ... det er her vores enhed ligger. ... evangeliske kristne har brug for at komme videre og ikke kun ”tale” om enhed i kirken, men i stedet opleve den igennem en holdning af accept af hele kirken og ved at indgå i dialog med den ortodokse, katolske og andre protestantiske organisationer" (Ancient-Future Faith, 1999, s. 89).
Men her skal vi kristne passe gevaldigt på, for faktum er, at de "tidlige kirkefædre" for det meste var kættere (vranglærere)! Disse ”kirkefædre” var forskellige kirkelige ledere, som fandtes i de første århundreder efter apostlene, og hvis skrifter er blevet bevaret. Men de eneste ægte og sande "kirkefædre" er kun at finde hos apostlene og profeterne og i deres skrifter, som jo netop er blevet givet ved guddommelig inspiration, og som er nedskrevet i den hellige Skrift for eftertiden. Her formaner Judas os til:
… at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige (Judas 3).
Og Paulus udtaler:
Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning (2 Tim 3,16-17).
Vi har altså ikke brug for noget som helst, der går ud over Bibelens lære, og som modsiger det, vi kan læse os til i Skriften. Derfor indeholder undervisningen fra "kirkefædrene" ikke en tøddel af guddommelig åbenbaring. De kan kun bringe os til fald – ligesom den katolske kirke selv faldt, da de åbnede op for denne alternative tolkning af Skriften.
HVEM VAR KIRKEFÆDRENE?
Ja, hvem er disse såkaldte ”kirkefædre”? Udtrykket: "kirkefædre" er en misvisende betegnelse, der stammer fra den katolske kirkes falske lære om en hierarkisk kirkepolitik. Disse mænd var ikke "kirkefædre" i bibelsk forstand, og de havde heller ingen guddommelig autoritet, overhovedet. De var blot kirkeledere fra forskellige steder, som har efterladt sig en skriftlig redegørelse for deres tro. Men den romersk-katolske kirke ophøjede disse menneskers myndighed til langt ud over de grænser, som Skriften viser os, ved at gøre dem til "fædre" over kirkerne i hele verden.
"Kirkefædre" er inddelt i fire afdelinger:
• De apostolske fædre (det andet århundrede)
• De ante-nikænske fædre (det andet og tredje århundrede)
• De nikænske fædre, (fjerde århundrede)
• De post-nikænske fædre (femte århundrede)
Betegnelsen ”nikænske” refererer til det koncil, der blev afholdt i Nikæa i år 325, og som omhandlede spørgsmålet om den tids store vranglære ”arianismen”, og som bekræftede læren om Kristi guddommelighed.
Derfor bliver de ”kirkefædre”, som levede i det århundrede, som lå før dette koncil kaldt de Ante-nikænske fædre, og de ”kirkefædre”, som levede i århundredet efter dette koncil blev kaldt post-nikænske fædre. Alle "kirkefædre" var underlagt falsk lære, og de fleste af dem var alvorligt inficeret.
Selv de såkaldte apostolske fædre, som levede i det andet århundrede, underviste i et falskt evangelium – fx at man igennem dåb, cølibat og martyrium fik tilgivelse for sin synd (Howard Vos, Exploring Church History, s. 12)… Og hvad angår de senere "fædre" - Clement, Origenes, Cyril, Hieronimus, Ambrosius, Augustin, Theodore og Johannes Chrysostomos – indrømmer historiker, Howard Vos, at:
"I deres liv og lære finder vi det frø, som blev plantet, og som blev roden til næsten alt det, der opstod senere hen. Her ser vi kimen til læren om skærsilden, transsubstantiation, præsters rolle som mellemmænd, frelse ved dåb og hele sakramentevæsenet" (Vos, s. 25).
Faktisk blev en af de Post-nikænske "fædre” Leo den Store kaldt den første katolske pave! Derfor er "kirkefædre", i bund og grund, den romersk-katolske kirkes egne kirkefædre. Det er disse mænd, der lagde grundlaget til det frafald, der var med til at skabe den romersk katolske og græsk ortodokse kirke.
DET STORE FRAFALD
Det Nye Testamentes skrifter advarer os ofte om det frafald, som skal komme, hvor bekendende kristne vil vende sig bort fra troen. Både apostle og profeter har advaret os om dette og sagt, at dette frafald allerede begyndte i deres tid, og at vranglæren vil tage til, når tidspunktet for Kristi genkomst nærmer sig. Paulus vidnede om dette mange steder i sine breve, hvilket giver os et stærkt indblik i det ondskabsfulde angreb, som allerede dengang satte sine ødelæggende kræfter ind på at lægge Guds værk øde:
- Overvej fx Paulus’ sidste budskab til lederne i Efesos og hans advarsel om, at falske lærere ville komme, og at de skulle opstå inden for deres egne rækker (ApG 20,29-30).
- Overvej ligeledes 2. korinterbrev (2 Kor 11,1-4, v12-15). De falske lærere i Korinth var godt i gang med at ødelægge tre af de vigtigste lærepunkter i Det Nye Testamente: læren om Kristus, om frelsen og om Helligånden - og kirkerne stod i fare for at gå deres undergang i møde pga. af denne vranglære.
- Overvej desuden Paulus' advarsler til Timotheus (1 Tim 4,1-6 og 2 Tim 3,1-13 og 4,3-4).
- Peter viede hele 2. kapitel af hans andet brev til dette tema. Han advarede i vers 1 om, at der ville komme falske lærere, som ville indføre "ødelæggende lærdomme”, som ville kunne føre sjælen til en evig forbandelse. Kætterier vedrørende sådanne sager er forbandede læresætninger - for den ødelægger ”Kristi lære” og skaber en "falsk Kristus".
- Johannes gav lignende advarsler i sine breve (1 Joh 2,18, 19, 22; 4,1-3; 2 Joh 7-11).
- I de syv menighedsbrevet i Åb 2-3, advarede Herren Jesus Kristus om, at mange af de apostolske kirker allerede dengang var svage, og under alvorlig påvirkning af vranglære (Åb 2,06, 14-15, 20-24; 3, 2, 15-17).
Også apostlene og profeterne advarede om, at dette frafald med tiden ville tage om sig. I forbindelse med vranglære skriver Paulus:
”Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild” (2 Tim 3,13).
Her ser vi en beskrivelse af menighedens udvikling gennem tiden, hvad angår udbredelsen af vranglære! Derfor er det ikke overraskende, at vranglæren i dag hærger mange kirker, for det gjorde den også i de første århundreder.
PAVEDØMMET ØDELAGDE DE KRISTNES SKRIFTER
Derfor har vi kun en meget mangelfuld nedskrivning fra de første århundreder, og de bevarede skrifter har været stærkt infiltreret af Rom. Den romersk-katolske kirke har været ved magten i et helt årtusinde, og inkvisitionen nåede til de fjerneste kroge af Europa og endnu længere.
Rom gjorde alt, hvad der stod i dets magt for at ødelægge de skrifter, der blev skrevet af enhver, som skilte sig ud fra Rom – som det fx skete med Valdenserne. Disse var bibeltro kristne, der levede i det nordlige Italien og i Sydfrankrig og andre steder i løbet af den mørke middelalder, og som blev ondskabsfuldt forfulgt af Rom i århundreder.
Selvom vi ved, at valdenserne har en historie, der begynder i det 11. århundrede - om ikke før - blev deres historiske optegnelser næsten fuldstændig ødelagt af Rom. Kun en håndfuld valdensiske skrifter er blevet bevaret igennem disse århundreder. Det er derfor ikke overraskende, at de skrifter der er bevaret flest af, er de skrifter fra de første århundreder, som var sympatisk indstillet over for Roms læresætninger.
Et fravær af disse skrifter beviser derfor ikke, at de fleste kirker fra dengang holdt sig til den romersk katolske lære. Det beviser blot, at de skrifter, som var velvilligt indstillet over for Rom fik lov til at overleve. Vi har kun meget lidt kendskab til de mange kirker fra det første århundreder, som ikke var enige i den romerske lære, og hvad vi ved, ved vi kun, fordi de blev forfulgt af den katolske kirke og derfor er blevet nævnt i "kirkefædrenes" skrifter.
Når den katolske kirkes lære derfor påstås at gå helt tilbage til de tidligste århundreder – og at nøglemagten er givet i arv til de katolske paver - så er det en sandhed med modifikationer… For pavedømmet udslettede alt, hvad der ikke sympatiserede med deres lære, og som ikke ville indordne sig under deres vranglære.
