Mange kender kun Bibelen set fra den klassiske romerske/græske side. Og dog er det det meste af Bibelen skrevet på gammel hebraisk (bibelsk hebraisk) – af hebraiske mænd. Der findes ikke én eneste vestlig forfatter iblandt dem. I bibelsk hebraisk har hvert bogstav samtidig sin egen betydning som giver os et større indblik i Skriftens dybder. Lad mig give dig et eksempel:
I åbenbaringen 22,13 siger Jesus: ”Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden”.
Alfa og Omega bliver på græsk normalt oversat med ”begyndelsen og enden”. Men Jesus siger faktisk i den hebraiske tekst: Jeg er Aleph og Tav (det første og sidste bogstav i det hebraiske alfabet). Aleph betyder ikke kun begyndelse – også: først, (han var til stede da universet blev skabt) samtidig fortæller den hebraiske tekst os at han er stærk og en leder - præcis hvad Jesus også er.
Bogstavet Tav (enden) betyder også: sidst, tegn, mærke, signal – og ikke mindst: et tegn på pagten. Desuden havde det oprindelige bogstavtav form som et kors. Derfor viser symbolikken i bogstavet tav hvordan han døde, og tegnet på den Nye Pagt, der blev indgået ved hans død og opstandelse.
I Esajas' bog siger Gud: "Jeg er den samme; jeg er den første, og jeg er den sidste. (Es 48,12)
Læg mærke til at denne profeti blev udtalt på en tid, hvor korsfæstelse ikke var en kendt henrettelsesmetode – og alligevel peger den hen på korset og den nye pagt. Med disse ord peger Jesus i Åbenbaringen hen på, at han er den samme Gud, som talte i Esajas' bog. Det er også interessant, at Jøderne mener, at det mærke Gud satte på Kain, var et tav (dvs. pagtstegn) - så andre ikke kunne slå ham ihjel. Her ser vi, at det profetiske budskab giver os mere information på originalsproget – bibelsk hebraisk - end på græsk, engelsk eller dansk.
