Jøderne svarede: "Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn". (Joh 19,7)
Det var en lodret løgn, at Yeshua (Jesus) havde gjort sig fortjent til dødsstraf iflg. den jødiske Lov. Denne løgn blev ikke mindre af, at de jødiske ledere manipulerede med sandheden. Sandheden er, at udtrykket ”Guds Søn” var et jødisk begreb! Så når Jesus sagde om sig selv, at han var ”Guds Søn”, var det ikke noget, som blev regnet for blasfemisk eller for en overtrædelse af Loven. Man kunne være enig eller uenig – men det blev ikke regnet for gudsbespottelse.
Her var noget helt andet på spil!
I den romerske begrebsverden var det kejseren selv, der var Guds Søn. Så i det romerske kejserdømme var der ingen, som kaldte sig for Guds Søn, hvis man ville beholde livet. Denne titel tilhørte Cæsar – og ham alene.
Da Pilatus sagde til jøderne:
Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig. (Joh 19,6)
… svarede jøderne:
Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn. (Joh 19,7)
Her henviste de ikke til den jødiske Lov – men til den romerske. Det fik Pilatus til - af frygt for kejseren - at ombestemme sig og til at gøre, som ypperstepræsterne og tempelvagterne ønskede: At henrette Yeshua.
Det er interessant at bemærke, at Jesus, i Johannes Evangeliet, ikke kun hævder at være Guds Søn – nej, han hævder at være langt mere end det – han hævder at være GUDS SELV. Men jøderne fik Jesus til at fremstå som en, der stod i opposition til Rom, og som derfor fortjente dødsstraf.
