Johannes syn på lov og nåde
Ligesom Paulus har også Johannes været stærkt misforstået, fordi hans skrifter har været tolket ud fra forkert tid og sted.
I nogle vigtige engelske bibeloversættelser (såsom KJV og NET Biblen) indsættes der i Johannes evangelium 1,17 dette ekstra ord: ”men”. (Det findes ikke i den danske oversættelse)
… for loven blev givet ved Moses, (men) nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus (v17)
Dette ord lille men findes ikke i den oprindelige græske tekst. Alligevel forstår de fleste som regel skriftstedet, som om dette men er underforstået. Det er næsten umuligt for os at læse denne tekst uden at sætte lov og nåde op mod hinanden - pga. vores tankegang, som er præget af vores samtid.
I Johannes' bevidsthed derimod - som forfatter af dette evangelium - var Loven /Torahen noget absolut godt. Grunden til dette var, at det var en arv, som Gud havde betroet sit folk Israel, og som hans landsmænd havde plejet, skattet og beskyttet i århundreder. Så hvis man ser bort fra den negative læsning af lov og nåde og i stedet tolker sætningen i vers 17 positivt - ”for Loven blev givet ved Moses, (og) nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” - så vil teksten begynde at flyde mere naturligt.
Her vil tolkningen helt klart blive, at den nåde, som kom med Kristus, blev givet i tillæg til den nåde, der allerede var skænket Israel - i form af Loven.
En oversættelse, som gør op med den forkerte og indavlede tankegang, ville derfor lyde sådan:
Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. For loven blev givet ved Moses, og nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.
l det øjeblik vi ser denne sammenhæng i skriftstedet hos Johannes, bliver vi også klar over, hvor meget den jødiske forståelse er med til at give os den rette forståelse af de bibelske tekster.
Dette stemmer også overens med Paulus' undervisning til Romerne, hvor han skriver, at det er et fortrin for jøderne, at de har fået Guds ord betroet. (Rom 3,1) Og her er der tale om det Gamle Testamente.
Paulus giver da også klart udtryk for, at der ikke er nogen frelse ved Loven. Nej, men han skriver, at Loven gør os i stand til at skelne (Rom 2,17-20) hvad der er væsentligt - set med Guds øjne. Der er derfor ikke noget modsætningsforhold mellem Lov og Nåde.
Også David giver i Salme 147 udtryk for, at Loven ikke er en byrde, men tværtimod er den en gave, som folket kunne føle sig privilegerede over at have fået betroet fra Gud.
Han forkynder sit ord for Jakob, sine love og bud for Israel. Det har han ikke gjort for noget andet folk, de kender ikke hans bud (Sal 147,20)
